VOKSEN - BEGYNDER Niveau 1
Det er aldrig for sent at lære at svømme - eller lære at blive en bedre svømmer, hvis du allerede kan svømme lidt. Som begynder på niveau 1 forventer din instruktør ikke, at du kan svømme, men har du lyst, skal du nok få det lært.
Instruktøren på dette hold er særligt uddannet til at undervise voksne begyndere og kan bl.a. også lære dig at overvinde vandskræk. Når du først har taget beslutningen og møder op i badetøjet, kan du se frem til stor personlig udvikling, når du opdager, at du faktisk kan meget mere, end du selv troede. Og så er det samtidig god motion, som alle kan holde til uanset alderen og størrelsen på badedragten.
Undervisningen foregår i den lave ende af det store bassin. Dybden er kun 120 cm, så du kan sagtens bunde. Og din instruktør er altid lige i nærheden, hvis du får brug for hjælp.
--------------------------------------------------------------------------------
VOKSEN BEGYNDER - Niveau 2
Et hold for voksne svømmere, der er lettere øvede. Måske kan du allerede svømme lidt - evt. med et svømmebælte eller en plade som hjælpemiddel. Eller måske er du allerede ret god til at svømme, lige bortset fra eksempelvis crawl eller rygsvømning.
På Niveau 2-holdet er der ikke fælles instruktion. Du kan vælge at få individuel undervisning og vejledning fra vores instruktør, eller du kan svømme baner og blot nyde god motion, vel vidende at du har en instruktør og livredder lige i nærheden, hvis du får brug for hjælp.
Svømningen foregår i den lave ende af det store bassin, hvor dybden er 120 cm.
--------------------------------------------------------------------------------
VOKSEN - MOTION
Motionssvømmerne ønsker ofte at passe sig selv i bassinet. Instruktøren på kanten er dog klar med gode råd og vejledning i svømmeteknik, og vi kan også hjælpe dig med træningsprogrammer, hvis du f.eks. træner til triathlon, forbereder marathonløb eller er på slankekur.
BEMÆRK: Vi har to forskellige motionshold - "Voksen Motion", som træner én gang om ugen, og "Voksen Motion 2x", som træner to gange om ugen.