Den 8. dør - Kunsten at skabe

Der findes mange lukkede døre, også i kunstverdenen. Men er lukkede døre ikke netop vejen ind, når det handler om kunst? Og er mødet med en lukket dør i virkeligheden ikke en forudsætning for al kreativitet, skabelse, evolution og erkendelse?

Døren er manifestationen og summen af den til dato største af mine lukkede døre. En massiv mastodont, der er savet og samlet specielt til mig. Den kom til mig i det øjeblik stilheden blev brudt. Jeg havde navngivet min skabertrang og dens væsen. Universet har kvitteret med en manifestation, der ikke lader sig ignorere. Nu er døren der, og valget er mit. Vil jeg gå igennem? Tør jeg? Må jeg? Kan jeg?

 

Det sker oftest bagefter at nye historier, vinkler og betydninger dukker op.  Når festen er slut og alle er gået, har jeg samlet nye bud på, hvad jeg vil sige og hvorfor.Tillid til processen. Jeg samler de nye nøgler op og tager dem med på min vej.

Døren står stadig ved indgangen til Musikværket, hvor alle kulturmøde-debatterne var. Så RIGTIG mange har set og kommer til at se værket, nogle perifært, men også mange med nysgerrig fordybelse og oprigtig interesse.Det var uvant for mig at have skabt et så markant monument over min skabertrang, og stå blandt virkelige mennesker med det. Pludselig vidste jeg slet ikke hvad jeg ville sige, hvor jeg ville hen eller hvem jeg var og hvorfor. Om jeg havde lavet døren for at skabe mig eller for at skabe noget. Om jeg ville sige noget til nogen eller om jeg ville have nogen til at sige noget til mig, eller om jeg bare ville sige noget til mig selv. Jeg gik i sort, i panik, i selvsving, og alle de mange muligheder gjorde mig handlingslammet, så jeg ikke fik fulgt synderligt op den åbning og mulighed jeg havde fået skabt. En mulighed for at kommunikere med kunst med mennesker med holdninger. Forblændet og forstoppet af al virakken er det først her bagefter jeg kan handle, tænke og tale igen. Alene og for mig selv. Bag væggene og skærmen, hvor mine egne ord og tanker flyder frit uden filter. Herfra kan jeg igen se ind i mig selv og ud over mig selv. Og jeg forstår at de fleste kunstnere taler til sig selv. Forsøger at forstå, formidle, udtrykke og trykke ud, så det hele giver mening. For os selv. Og kunsten er ikke at skabe noget for andre. Kunsten er at skabe noget for sig selv af sig selv ... og at turde lade andre se det. At skabe en dør til det bløde punkt indeni og lade den stå på klem for andre.

 

Når man oplever kunst, kunstnere, erhvervsfolk, kritikere, politikere og kendte på tæt hold kan man opleve at få et kik ind bag facaden og ellers lukkede døre. og det man ved sådanne lejligheder vil opdage er, at nogle af de som på afstand ligner "store" mennesker i virkeligheden og tæt på er små mennesker pakket ind i varm luft, fanget i et spejlkabinet af begrænsninger og krampagtigt skjult mindreværd. Mens andre er af en helt anden kaliber. Ikke fordi de er rige og berømte, men fordi de har fundet deres (lige-)værd og nøglen til skabelse af drømme og mening med livet. De mennesker beskæftiger sig ikke længere end højst nødvendigt med lukkede døre eller de, der larmer, binder og smækker. De bander ikke over fejl og forhindringer, de bebrejder ikke nogen noget der er sket. De forholder sig til det der er, der hvor de er, og går hurtigt, let, elegant og med et smil udenom spildt mælk og spildte muligheder. De flytter fokus til næste dør. Og lader gerne andre komme med, men bruger ikke tid og energi på at flytte mennesker, der ikke er klar til at flytte sig. Jeg har fundet ud af, at jeg er klar til at flytte mig. Jeg vil gå ind ad de åbne døre og udenom de lukkede. Så nemt er det. Det er det, der er kernen i mit budskab. Det er det jeg gerne vil formidle. Det er det jeg vil skabe. Bevidsthed om muligheder, nøgler, fravalg og tilvalg.

 

Og mange såvel store som små mennesker vil gå udenom eller igennem de skabninger jeg nu har fundet modet til at manifestere. Og de vil på et eller andet plan mærke nøglerne feje hen over sig ... og trække mindreværdets kappe af i bevægelsen. Få indblik i egen skaberkraft, en fornemmelse af personlig frihed og et nyt syn på hvilke nøgler, der låser og låser op for det liv de hver især lever eller har drømt om med jævne mellemrum.

 

Som en ekstra kommentar til kunststøttere og kunststøttedes dilemma om hvorvidt penge, guld og grønne skove er mål eller middel, vej eller forhindring ... nødvendigt eller unødvendigt, er tilføjet en markant nøglepersons taske, kulturminister Marianne Jelveds håndtaske. Den sorte taske er væltet på den anden side, og man vurderer selv om muligheder og guld flyder ind i tasken eller ud af den. Om man vil bukke sig efter guldet. Om man vil gå igennem døren. Om man vil skabe forhindringer eller åbninger. Om man vil skabe problemer eller muligheder. Om man vil leve eller overleve. Om man vil nyde eller yde. Om man vil give eller modtage. Om man vil se sig selv i øjnene undervejs. Og om man er tilfreds med det man får spejlet tilbage eller der er grund til justering.