"Det er de ydre formers verden, der indeholder gevinst og tab. Men på et dybere plan er du allerede fuldkommen, og når du indser det, er der en legende, glad energi bag det, du gør.

Når du er fri af psykologisk tid, stræber du ikke længere efter dine mål med ubarmhjertig beslutsomhed, motiveret af frygt, vrede, utilfredshed eller behovet for at blive til noget. Du lader heller ikke være med at gøre noget af frygt for nederlag, der for egoet er tab af identitet."

Eckhart Tolle

Der er spildt megen mælk gennem tiden. Jeg har selv spildt en del. Og hver gang har jeg lært noget. Jeg har lært ikke at sætte min mælk på usikker grund. Jeg har lært at tage varsomt om mit glas. Jeg har lært ikke at fylde op over kanten. Jeg har lært at have tillid til at mit glas kan fyldes igen og igen. Jeg har lært det er okay at græde. Og jeg har lært at tørre mine øjne igen. Jeg takker for de gange jeg har spildt og jeg takker de, der har hjulpet med at tørre op. Jeg har taget værdifuld læring med mig på min vej. Jeg ved i dag at intet er spildt, undtagen de bekymringer jeg har haft før og efter.

 

Mange gode stunder er sløset væk på bekymringer og fokus på fortid og fremtid.

 

Det er ikke unormalt. Det er bare uhensigtsmæssig.

 

Uanset hvad fortiden har indeholdt og hvad der kunne ske i fremtiden, så er der altid basis for at forbedre NU.

 

At ønske sig et andet nu giver ingen mening. Der er kun det nuværende eksisterende nu at forholde sig til.

 

Vi kan starte NU. Øvelse gør mester.

 

At give slip på bekymringer er at give plads til NU ... lige nu. Ikke i går eller i morgen. Kun lige nu. Nu. Nu. Nu...

 

Hvis ikke du tænker på i går eller i morgen, for 5 minutter siden eller om 5 minutter ... har du så nogen bekymringer ... lige NU ... i dette sekund?

Jeg har længe ærgret mig over ikke at være kommet på kunstakademi som ung. Så ville jeg have beviset på at jeg var kunstner. En blåstempling. Men måske er statsanerkendte blå stempler hverken klædeligt eller nødvendigt for mig?

Mit liv ville sikkert have været meget anderledes, hvis jeg havde startet på kunstakademiet og havde fået den taglejlighed i Århus jeg drømte om.Måske havde jeg været en feteret kunstner i Tyskland, måske havde jeg været crackluder på Nørrebro, måske havde jeg været mormonkone i Utah, måske havde jeg været tegnefilmstegner hos Disney, måske havde jeg været millionær i Dubai, måske havde jeg været død, Måske... Om jeg drejede til højre eller venstre den gang eller gør det i dag. Hvem ved hvordan det ender, ad hvilke veje og hvorfor? Vi kan vælge at acceptere og elske det der var og det der er, og få det bedste ud af nu og fremover. Eller vi kan vælge at lade ærgelse over fortid og frygt for fremtid dominere. Men hvem vælger bevidst at gøre det?

En af mine skolekammerater kom ind på Animwork i Viborg over 20 år siden. Jeg var misundelig. Forty blev han kaldt. Han må være cirka 40 i dag. Tænk sig om man i virkeligheden fik sig et navn, og skulle vente i årevis på at det passede ... et enkelt år. Gad vide om han bliver kaldt Forty som 40-årig. Alt andet ville da være skørt!

 

Tankespind. Jeg tænker mange, lange, snirklede tanker. Går lidt ud ad den ene streng og lidt ud den anden og tilbage igen. Har lange samtaler med mig selv. Smager på ord og eventualiteter. Gennemspiller mulighederne i mit hoved. Det har jeg altid gjort. Hvis man er et NU-menneske så bør man vel ikke gøre det? Jo, siger jeg overbærende til mig selv. det må jeg gerne. Hvorfor? Fordi jeg hele tiden forsøger at tænke på de gode ting der er sket og de gode ting jeg har i vente. Og de dårlige, ja, jeg tillader mig også at tænke de tunge tanker og mærke de stygge følelser. Og når de er tænkt, følt og gennemlevet, så kan jeg slippe dem igen. På den måde bruger jeg ikke værdifuldt NU på at forsøge at undertrykke, bekæmpe og holde mørket væk.

Og i det NU, der altid følger intense tankerier, hviler jeg hoved og krop og fylder min kop; også gerne med simpelt indhold som kaffe og te. Kaffebrygning med forventning om kaffedrikning er i øvrigt også ganske godt NU.