Stilhed

I en gammel præstegårdskælder var en helt speciel dør. Denne dør var basis for min STILHED.

En dør, der ikke bare var én, men hele 2 døre. En dobbeltdør med et rum mellem rummene. Et rum, hvor sjælen kunne få lov at lande og hvor tid, larm og hverdagsliv gik i stå og blegnede til ubetydelighed for en kort bemærkning.

I det rum midt mellem 2 verdener sad en pige og samlede sig med sin sjæl.

På den anden side stod alt klokkeklart.

Men intet varer evigt, og man kan ikke sidde mellem 2 døre et helt langt liv.

 

Den oprindelige STILHED er ikke mere.

Efter ganske få dage begyndte ødelæggelserne. STILHEDen havde trange kår i rummet mellem de 3 træer.

Efter første weekend var et par brædder gået løs. Det kunne være vinden, der havde smækket med en u-lukket dør, og den blev nænsomt repareret. Efter endnu en weekend måtte vi erkende at skaderne var menneskeskabte; flere brædder var slået ud denne gang.

Det stod dermed klart, at hvis STILHED skulle bevares i sin oprindelige form, måtte den ikke bare repareres, men også flyttes til en ny lokation. Vi havde næsten fundet en ny plads, men da jeg et par dage senere ville sikre mig, at den var klar til at blive flyttet mødte nedenstående syn mig... STILHEDen var uopretteligt brudt - pulveriseret og slettet fra jordens overflade med tysk grundighed - tilbage mellem de 3 træer var nu kun de tomme huller hvori den havde været fæstnet til jorden.

Alt - ned til mindst splint - var smidt i søen og flød nu stille, og på afstand næppe synligt, i overfladen blandt åkander og grønne alger.

Er det dermed definitivt slut med min STILHED? Er der hverken plads til eller behov for STILHED fremover?

Eller er det kun brudt STILHED, der kan bestå i en verden af larm?

 

Kan pigen i denne STILHED forene sig med sin sjæl - og reinkarnere i en ny form?

 

Og for enden af alle tanker, følelser, reflektioner og overvejelser kommer valget:

Jeg var derude for nylig. Der er kun 2 huller i jorden tilbage. Og et par brædder, der flyder i søen. Jeg kan faktisk godt li det. De to huller i jorden minder mig om fordybelse og fortabelse. "Going down the rabbit hole". At turde give slip og lade tomheden fylde. At turde slippe kontrollen og lysten til at levere håndgribelig, fysisk og let forståelig kunst. Det er lidt svært for mig faktisk.

 

Måske er der nogen, der kommer for at se et fysisk kunstværk og intet finder. Måske bliver de skuffede, føler sig snydt og tænker "Sikke noget møg-kunst".  Men døren er der i høj grad. Den har bare transformeret til et andet plan.

 

Jeg tror at de, der virkelig tuner ind på "Døren til STILHED", får meget mere ud af den i dag end da den fysiske dør stod der. Det håber jeg. Det tror jeg.