Fællesskab

Når det ligger i ens persona og selvopfattelse at være speciel, anderledes, outsider-agtig, så er det svært med det der fællesskab.

 

Jeg har mange gange valgt fælleskaber fra, fordi jeg ikke har følt at jeg har passet ind. Jeg har været den stille pige, der i min barndom gemte mig bag en bog, og i voksenlivet bag en skærm. Jeg har forsøgt at være normal i de sammenhænge jeg har været, alt sammen tilpasning til omgivelserne og de fællesskaber jeg har frekventeret. Fordi jeg troede at det var sådan man gjorde, når man indgik i fælleskaber. Rettede ind efter flertallet. I dag ved jeg at det er helt forkert. Nøglen til fælleskabet ligger i den enkelte. Uden enkeltpersoner var der ikke et fælleskab. Uden at stå ved ens unikhed bidrager man reelt ikke til ægte fællesskaber. Så bidrager man til diktaturer. 

 

Er individualisme så løsningen? Nej, vi skal ikke være forskellige bare fordi det er oppe i tiden at skille sig ud. Og vejen til at løfte os selv er ikke at træde på andre. Vi skal opøve den glemte menneskelige evne til at mærke efter. At mærke hvor vi har lyst til at være og hvad vi har lyst til at bidrage med. For hvis vi bidrager med det vi vil, kan og har, så løfter vi. Hvis vi forlanger af andre eller bliver pålagt at bidrage med det vi ikke vil, ikke kan og ikke har, så medvirker vi til den nedadgående spiral.

I dag tør jeg bedre være mig selv, og med det udgangspunkt har jeg fundet fællesskaber, med plads til/lyst til/brug for unikke og individuelle personer og personligheder. Fælleskaber, hvor man ikke behøver være på en bestemt måde på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt for at passe ind og bidrage. Og jeg har accepteret at fællesskaber opstår og forgår over tid. Og det er også helt perfekt.

Som ovenfor nævnt er det helt naturligt at fællesskaber udvikles og afvikles over tid. Det samme er sket for "Døren for FÆLLESSKAB": Ruder er blevet smadret og nøgler pillet af. Endnu en videreudvikling. Endnu en dimension og mulighed for nye tolkninger og tanker:

 

Der findes som ovenfor beskrevet fællesskaber, der løfter og fællesskaber, der nedbryder. Ofte er man slet ikke bevidst om hvilket fællesskab man er i. Fællesskabet kan starte med de bedste intentioner og næsten uden man opdager det over tid udvikle sig i negativ retning. Man er af den ene eller anden grund havnet der. Og på en eller anden måde er der opstået noget "sådan gør man" i gruppen (vaner, ritualer, regler), og hvis den enkelte stod alene og mærkede efter i sig selv, så ville han eller hun nok ikke have valgt ødelæggelse, men fordi man er i en gruppe, så er det acceptabelt og måske endda en præmis for at være i gruppen. Sådan er det i skolekliker, sådan er det i bysamfund, sådan er det i religiøse fællesskaber og i politiske. Og oftest er de beslutninger og handlinger der træffes og laves til gavn for de fleste i gruppen og ikke ødelæggende for andre. Men det kan jo skride. Uden at gå nærmere i detaljer nævner jeg 2 historiske eksempler: Hitlers udryddelseslejre og den katolske kirkes heksebrændinger.

Der vil altid være fælleskaber, der går over gevind og på et tidspunkt sætter ideologi over individers velbefindende. Og når det bliver for meget vil disse fællesskaber selvdestruere indefra. Som vi ser det lige nu i Ægypten. 

 

Udefra kan vi ikke se om et fællesskab er godt eller skidt. Det må være de mennesker, der er i fælleskabet der vurderer. Alt for ofte har udefrakommende, velmenende grupper med magt invaderet andre og forsøgt at overføre egne idealer, regler og vaner utidigt. Sjældent med godt resultat. Jeg tror på at verden og menneskeden er ved at vågne op til erkendelsen af at vi ikke skal ændre andre og heller ikke tillade andre at ændre os. At alle individer kan sameksistere og respektere sig selv og hverandre uden at forstå alt og alle.