DANISH   ENGLISH    

Sønderstrømfjord

31-3 2008
Vinderen af første konkurrence

Efter mange overvejelser og helt præcis opmåling endte Søren og Per med at tage 5 meter og 20 cm Rittersport med på ekspeditionen og dermed var Neel de Vos, den der med følgende gæt kom tættest på:
Jeg tror der er 20cm i én ritter som indeholder ca. 200g. Jeg går ud fra, at de spiser ca 100g hver, dvs én ritter med 20cm pr dag. De har mad med til 25 dage. dvs 25dg x 20cm = 500cm. Dvs mit gæt er = 5meter!”
 
 

30-3 2008
Kirke, kompromis og kakao

Nu er alt udstyret pakket og klart, så det eneste der mangler er vand i termokanderne.
Grejet er optimeret ned til mindste detalje, så nu er resten op til fysikken, sneen, vejret og de højere magter. For at bede om god sne, dejligt vejr og lykke på rejsen, stod ekspeditionen tidligt op for at deltage i søndagsgudstjenesten, men da der hverken kom præst, organist eller andre kirkegængere, holdt Per og Søren deres egen lille andagt.
 

På en ekspedition som X-ice, er det de små glæder, der skal give motivationen til at kæmpe sig frem mod den stride modvind i hård frost med en pulk, der hellere vil tilbage, hvor den kom fra.
Derfor er Søren og Per gået på kompromis med vægten og har medbragt hele tre ting, nemlig ”chokolade, overraskelse og noget man kan lege med” til den dag, de når toppen af indlandsisen. Til denne festdag kan de ud over et kinderæg til hver se frem til ét tebrev til Søren og ét brev kakao til Per.

Da alt nu er klart, har de valgt at rykke startdagen en dag frem - så i morgen går det løs, når ekspeditionen kl. 08.00 vender skispidserne mod indlandsisen og begynder rekordforsøget - X-ice.
 

 
29-3 2008
Gletcherredning
 

I dag har Søren og Per øvet sig i at komme op af gletcherspalter, eller i hvert fald i at kravle op af et tov. Ideen er at de begge har et tov med, så hvis det skulle ske, at en af dem ryger i en sprække, laver den anden et anker af ski eller isskuer, sætter sit tov fast dertil og kaster den anden ned i revnen. På tovet sidder to snore med specielle knuder, der gør at man kan klatre op af det og dermed op af revnen.

Resten af dagen er gået med at finjustere grejet, dvs. klippe vaskemærker af tøjet, fjerne overskydende emballage, skære stopper af i passende længde osv. I alt blev pulkene et kg lettere - det er da værd at tage med, og så leder det frem til næste spørgsmål:

Hvor meget vejer de to pulke til sammen med alt udstyr, mad og fuel til ekspeditionen?
Igen udloves der en meter Rittersport til den der kommer tættest på.
 
28-3 2008
Sidste chance for chokoladegæt
Søndag er sidste change for at gætte på, hvor mange meter Rittersport Per og Søren tager med på ekspeditionen. Der er en hel meter Rittersport til vinderen.
 
 
28-3 2008
Har X-ice X-faktor?
I går kom det sidste grej til Sønderstrøm fjord, så i dag er primusbrænderne blevet testet og den virkede fint. Udstyret er blevet kontrolleret og linet op efter turen i går, og de vigtige numre til lægen, vejrudsigten, X-factor osv. er blevet lagt ind.
Politiet var forbi og kontrollerede at udstyr og tilladelser var i orden.
 
 
 
I DMI’s kontroltårn kunne de fortælle, at vejrudsigten de kommende dage ser lovende ud, men lige nu er der X-factor – og Per stemmer på Martin og Søren på Lise Rønne.

27-3 2008
Bus- og måneskinstur

Natten startede med at pakke pulkene helt færdig med alt grejet, hvorefter Per og Søren luntede en 3-4 km op til en lille sø. Her blev rutinerne med opsætning og indretning af teltet, og opstart af primuser øvet.
Når sneen fyger og vinden hyler, er det vigtigt teltet vender rigtigt, at liggeunderlag og andet udstyr ikke lægges på isen, at pulkene placeres, så man ved, hvor der skal graves næste morgen, hvis de er væk, at man ved hvem der sover i hvilken side og en masse andre små ting, som gør at det hele går lidt hurtigere og lettere, for når man efter en hård dag er våd af sved går det rigtig stærkt med at blive kold, og med luffer eller kolde fingre tager små ting pludselig lang tid.

Inden sengetid blev det til en romantisk måneskinstur inden de nye super tykke og lækre dunsoveposer blev udforsket indvendigt

I morges blev teltet så pakket i pulken, men sat op igen tilbage i Sønderstrøm, for lige at øve rutinerne igen, for at tørre, da det pga. varmt vejr (-5 grader) var blevet lidt vådt.

Ved 11-tiden mødtes Per og Søren med Kim fra www.kangadventure.dk/ for sammen med nogle turister og en bus at køre en tur op til indlandsisen. Det sidste stykke var med hjertet i halsen, indtil det blev klart at der var sne næsten helt op, så det kun er de sidste par km der skal bæres.

 
 
 

26-3 2008
Frokosten

I dag har stået i frokostens tegn. Frokosten består af:
Rittersport
2 Maxim energibarer  
1 Håndfuld matadormix
Tørrede bananer, rosiner og abrikoser
I alt 400 g og dermed dagens største måltid

Så nu er der pakket morgen-, middag- og aftensmad til 20 dage, (kan om nødvendigt strækkes til 25 dage)
 

Derudover er dagen gået med at underskrive forsikringsbetingelserne:
”…- Alle deltagere er i fysisk og mental til at kunne gennemføre denne ekspedition
- Alle deltagere har nøje overvejet deltagelsen i ekspeditionen og gennemtænkt alle aspekter…”

I nat vil Per og Søren slå teltet op og tage den første overnatning i deres kommende hjem.
 

 
25-3 2008
Hvor mange meter chokolade

Per og Søren har i dag pakket chokolade til turen. Hvis du kan gætte hvor mange meter Rittersport de tager med, kan du vinde en meter ritter til dig selv. Send dit svar til x-ice@madsp.dk eller benyt sidens kontaktformular.
 
 
25-3 2008
X-ice i krise
 

I seks timer har x-ice i dag været faretruende tæt på aflysning. Pers tro og uundværlige følgesvend, den berømte titaniumsske - skeen, der gennem de sidste 7 år har fulgt ham gennem tykt og tyndt, mudder og sne, i patruljedelingen, på sergentskolen, ved Sirius, på utallige adventurerace og til toppen af mt. Elbrus, var væk. Og uden titaniumsske ingen mad – og uden mad ingen x-ice.
Men selv efter timers beretninger om den berømte ske, havde Søren dog ikke opnået den store forståelse, og til alt held blev den fundet igen på Pers værelse, så ekspeditionen nu igen er oppe på tre deltagere (inklusiv titaniumsskeen).

Derudover er dagen gået med at blande morgenmad efter følgende opskrift:
4 kg havregryn, 2 kg mandler, 1 kg rosiner, ½ kg abrikoser og ½ kg ananas blandes i en stor sort sæk. Hertil tilsættes mælkepulver og maxim energidrikpulver.
 
 
25-3 2008
Sidste grejer
 
 
Så kom de sidste grejer endelig til Danmark. Det drejer sig om termokander, gryder og den helt nye Eta Power MF multifuelbrænder fra Primus. Jeg nåede lige at se brænderne inden de blev sendt videre til Grønland, og det var lige til at savle over.
Til forskel fra alle modeller jeg tidligere har set, bortset fra Trangia med indbygget Optimus Nova, var her et færdigt, solidt, smart og forholdsvis let brændersystem - ikke en brænder og en gryde, men et komplet system. Og i forhold til tragia med indbygget Optimus Nova, er dette system lettere, lavere, mere stabilt, derudover har det en større gryde, har radiatorgitter under gryden for bedre varmeudnyttelse, og så kan det køre på både benzin og gas. 
 
 
24-3 2008
Dagens spørgsmål
 
Hvis nogen af jer derude har et har et spørgsmål til Søren og Per, kan I sende det til x-ice@madsp.dk, eller bruge kontaktformularen her på siden, så vil jeg forsøge at formidle et svar her på bloggen.
 
 
 
24-3 2007
Sønderstrømfjord
 
Per og Søren er nu kommet godt til Sønderstrømfjord, eller Kangerlussuaq, byen hedder nu. Det er et lille samfund med ca. 600 indbyggere, bygget op omkring Grønlands mest befærdede lufthavn.
Med lidt overtalelse, søde smil og glimt i øjet lykkedes det at få de 35 kilo overvægt med den røde "Air Greenland"-maskine for kun 1200 kr, og selv om det ikke lykkedes at kapre flyveren, og få den omdirigeret, fik de alligevel et glimt af isen fra cookpitet. Den så meget lovende ud. 
De 2 graders varme, derimod, er ikke ligefrem nogen helsekur for sneen, men en tur med firhjulstrækker til iskanten, gjorde Per overbevist om, at der var sne nok til, at de første 30 km ikke bliver noget problem. 
Som han sagde: "Det er suverænt det her".  
 
Per Jessen