Denne lille beretning fortæller om, hvorfor jeg lige pludselig begyndte at interessere mig for de døde, skønt jeg havde og har rigeligt at gøre med de levende.
Dette lille Dan Turell-inspireret digt er skrevet i respekt for mine rødder, for at udtrykke et stort tak til det, jeg trods alt ikke kan løbe fra ...
TAK
Tak til fattiglemmerne,
luderen og grøftekasteren,
malkepigerne,
kludesamleren,
tugthusfangen,
landsoldaten,
indersten,
den lille husmand,
hyrdedrengene og tørvegraverne.
Tak.
Tak til alle dem fra de nederste sociale lag,
som måtte lægge ryg
til hårde livsbetingelser,
fordi det var deres rolle
at være folket.
Vi kan let komme til at glemme.
Vi kan let komme til at lukke døren.
Men vi skal
passe på
ikke at stoppe nøglehullet til –
for uden historisk hukommelse
er vi blot halvtomme mennesker,
som ure,
der tikker og tikker,
men ikke kan registrere tiden
rigtigt,
fordi sammentællingen mangler.
Den grøft, var jeg lige ved at falde i – men så er det jo godt at kende nogle grøftekastere, der kan hjælpe lidt med at fjerne nogle lag, så også jeg kan få en historisk hukommelse.
Hvorfor slægtsforskning?
På skolen havde jeg nogle kolleger, der gik meget op i slægtsforskning - i spidsen for dem var Heini Madsen og Birgit Øskov. I samlet flok drog disse gæve kolleger ned til Landsarkivet i Viborg og kom begejstret tilbage om mandagen og fortalte en masse mageløst om, hvad de havde fundet ud af ved at studere gamle kirkebøger og folketællingslister.
Og spændende var det da, at finde ud af, hvem man stammer fra. Hvad der gemmer sig bag dåbsattesten? – Sagde de!!! - Jeg havde min tvivl!
Jeg kunne såmænd godt gå med til, at det var vigtigt at kende sine rødder, men jeg oplevede, at det var som om, at mange gik i gang med slægtsforskning for at kunne dokumentere, at de var ud af en eller anden greveslægt – eller, at man var efterkommer af en eller anden godsejer eller i det mindste en storbonde.
"Svend - ved du godt, at jeg egentlig er i familie med Jens Bang? – Du ved, ham med stenhuset i Aalborg!"
Det var tit den slags snak, disse slægtsforskere belemrede mig med. Men at føle, at man er noget særligt i kraft af et par fremstående aner, er egentlig en underlig tankegang - for så må man da samtidig også indrømme, at det er gået kraftigt tilbage - i hvert fald for dem, jeg var i kontakt med - og vel også de fleste. Slægtsforskning sagde mig absolut intet!
Starten på det hele
En af mine kolleger - en af dem, der flittigt drog ned til Landsarkivet i Viborg, pressede mig dog og fik nogle oplysninger med om, hvor min far var født og hvornår? - Heini Madsen, hed han - og han lavede så starten på et anetræ for mig - selvfølgelig med den bagtanke at gøre mig nysgerrig.
Og nysgerrig blev jeg! - Det indrømmer jeg. Jeg anede ingenting på forhånd.
Mine forældre var fra henholdsvis 1900 og 1912 og havde aldrig brugt at fortælle familiehistorie. Måske fordi de ikke syntes, at der var noget særligt at fortælle.
Far flyttede fra sit hjem, da han var 12 år – han skulle knokle for bønder!! –
Mor var plejebarn. Vistnok noget med, at min mormor blev blind. Morfar skred, og 4 børn blev sat i pleje – min mor var dengang 4 år.
Ingenting fortalte de – ingenting vidste jeg. – Eller næsten ingenting.
Jeg var historieløs. – Og så kommer der en og gør mig nysgerrig. Nysgerrig - også fordi, jeg inderst inde nok også legede med den tanke, at jeg da mindst måtte være efterkommer efter noget stort og måske langt ude tilhørte en eller anden kendt
kunstner - for jeg var nemlig ret god til at skrive, tegne og modellere. Thorvaldsen, f.eks.? - Det kunne jo godt være - ikke sandt! - Forbandede forfængelighed!
Som barn havde jeg da også nogle gange leget med tanken: Er mine forældre egentlig mine forældre. Jeg er nok blevet forbyttet. – Det var mest, når jeg var sur på dem.
Sandhedens time, da jeg endelig gik igang!
Der var ingen grever og baroner. Der var heller ingen berømte kunstnere. Derimod fandt jeg en masse indsiddere dvs. folk af laveste samfundslag. Folk uden jord, der boede til leje hos folk, der heller ikke ejede noget. En del almisselemmer, tvivlsomme kvinder, grøftekastere, tiggere, kludesamlere osv. Der var sandelig ikke meget storhed at hente. Absolut ingenting at prale af!
"Nå, Svend - hvad har vi så fundet i dag?" - lød det, når vi sad i bilen på vej hjem fra de efterhånden flere ture til Viborg. Og mine svar var altid noget i førnævnte kategori. Så det ....
Jeg kan huske engang, jeg blev helt høj, da jeg fandt en sildekøbmand fra Nibe i familien – en Færch. Endelig noget!! – Men den holdt selvfølgelig heller ikke!!
Underlige sammentræf
Mine rødder er jo mine rødder - og dem skal man vedkende sig. På min dåbsattest står, at jeg er født den 30. november 1948 i Sct. Markus sogn i Aalborg, som søn af arbejdsmand Anders Christian Andersen og hustru Elna Ladefoged Andersen. Typograf af uddannelse. Udlært på Handelstrykkeriet i Aalborg og arbejdede, før jeg blev lærer, på forskellige bogtrykkerier i Nordjylland – senest på Aabybro-Posten.
Jeg har nu boet i Aabybro i mange år. Og noget af det, jeg straks fandt ud af, var at min bedstefar og bedstemor var blevet gift i Aaby kirke. Samme kirke som mine tre børn er døbt i. Jeg fandt også ud af, at de har boet på Aaby Hede. Ikke langt fra, hvor jeg bor lige nu! - Jeg kan huske, at jeg synes, det var meget mærkeligt. Min bedstemor, som døde i 1929 har boet, hvor jeg bor, og gået de samme steder, som jeg går nu. Arbejdet på Birkelse Hovedgård ved Ryå som mejeripige. Lige overfor det sted, hvor jeg tilbringer en væsentlig del af min fritid med en fiskestang i hånden - enten ved bredden eller i min lille båd.
Det begyndte ligeså stille at gå mig i blodet. Jeg fik en voldsom trang til at lære de mennesker at kende. Jeg havde jo aldrig haft bedsteforældre. Jeg ejer således kun et enkelt billede, hvor min farmor er med på. Jeg anede en mulighed for at komme lidt tættere på - og det var jo min historie. Ingen andens. Jeg havde et ejerforhold til den. Jeg var en del af den. Det blev lige pludselig vigtigt for mig at finde ud af noget om de mennesker og især den tid, de levede i. Og om de steder, de boede. Ja, at finde ud af, hvor jeg kom fra. Og af hvad.
Dorthea og Anders, Nols Sø, Saltum
Og så fandt jeg mig selv siddende på Landsarkivet i Viborg om lørdagen blandt gamle bøger, skrevet med gotisk skrift. Det var dengang, man måtte sidde med rigtige bøger. Og det var da i starten helt håbløst. Heldigvis også med dygtige kolleger, der kunne og ville hjælpe. Jeg var væk fra omverdenen.
En gang imellem skulle jeg ned og besøge cacaoautomaten i forhallen eller ud for at få en pibe tobak. Men jeg var som regel noget bims i hovedet, når vi tog derfra. Så mange indtryk. Så mange skæbner i disse gamle bøger. Så mange tanker. Jeg var fanget af det, der snart skulle blive den største tidrøver, jeg har mødt.
Jeg blev belært om de vigtigste kilder - kirkebøgerne - hvor man finder oplysninger om fødsel og dåb, herunder barnets navn, forældrenes navn og stilling. Begrebet indsidder lærte jeg. Jeg gik op til skranken til et venligt menneske, der sad ved et kateder og lignede en ældre overlærer på absolut sidste løntrin. Pegende på et bestemt ord i kirkebogen spurgte jeg forsigtigt: ”Hvad står der her?” – ”Indsidder”, sagde han stille. – Lidt efter var den gal igen. Jeg måtte op til katederet. Der stod det samme. Overlærerens udtryk var helt ubeskrivelig, da jeg for 3. gang formastede mig op til podiet.
Jeg lærte også om betydningen af faddere og fik derigennem et indblik i den øvrige familie og omgangskreds. Der gik sport i det.
Det sjoveste var præsternes tilføjelser i kirkebøgerne. F.eks. "Uægte" eller "Slegfredsbarn", som betyder det samme. Der kunne også stå: "Moderen opholdt sig i tiendemåneden i Brovst sogn". Og det var skam af stor betydning for, hvem der skulle betale, hvis barnet kom til at lægge sognet til byrde. Oplysninger om konfirmation. Oplysninger om forlovelse/ ægteskab. Forlovere. Dødsfald, ofte med angivelse af årsag samt afdødes sidste bopæl. Præsten eller degnen kunne f.eks. skrive: druknet i mosen, tæring – eller præsten indførte blot tilføjelsen: gammel – ja, manden var såmænd 96 år og ifølge præsten eller degnen hed han i øvrigt meget naturligt Gammel-Jens. Andre hyggelige præstetilføjelser: Venerisk syge. Vanvittig. Faldet i grøft. Tæring. Underligt nok, fandt jeg det spændende og kom til at spekulere meget over de forskellige livskæbner. Forbandede videbegærlighed.
Afgangslister og tilgangslister – ja, og især folketællingerne lærte jeg at sætte stor pris på. Alle skulle skrives i mandtal. En person drog rundt i sognet og registrerede alle personer. Førte dem til protokols. Det gav et godt overblik over, hvem der hørte til en husstand. Alder. Hvem der var børn af hvem, deres håndtering og mange andre ting. Der var meget at hente – men helst i bogform. Jeg noterede flittigt i mine kladdehæfter til senere renskrivning.
Og hvad gør man så?
De oplysninger, man finder skriver man ind på en anetavle! Og så kan man ellers brodere videre og få en række navne og tal og en udfyldt anetavle. Det er der en vis tilfredsstillelse i. Lidt ligesom at gætte kryds og tværs. Men der er for få vitaminer i det. For lidt historie. For lidt identifikation. For lidt historie! Mange lader sig desværre nøjes med det.
Dorthea blev gift i Aaby kirke med min bedstefar i 1897. For sjov skyld kikker jeg på Folketællingslisten for Aaby sogn 1890 og den fra 1901. Og for mig er det her, det rigtig sjove begynder. Historieskrivningen.
I 1890-folketællingen, som er dateret den 1. februar, finder jeg Dorthea som 23 årig, ugift mejeripige på Birkelse Hovedgård. På det tidspunkt er der 6 mejeripiger på Birkelse. Det vil jeg bare ikke nøjes med! - Jeg går i gang med at undersøge noget om mejeripigers vilkår og finder bl.a. denne beskrivelse, som er fra en bog, der hedder "Herregårdsliv. I den fortæller Peter Madsen om netop mejeripigernes liv og arbejdsforhold på herregårdene.
"Pigerne havde i regelen 20 køer hver at malke, men nogle husmandskoner malkede også. Disse mejeripiger havde ingen let plads, men de havde mere frihed end dem, der tjente hos bønderne. Der havde de ikke fri om aftenen, for der skulle de spinde eller karte om aftenen. Kun en enkelt aften om ugen havde de fri. - Men her havde de fri om aftenen og kunne samles med ungdommen i folkestuen eller om sommeren i det fri. Det gik ofte livligt til i folkestuen om aftenen og i helligdagene. Mejeripigerne fra herregårdene blev gerne med eller uden grund betragtet som lette på tråden."
Mon min bedstemor???? – OK! Jeg går i gang med at kikke i kirkebogen efter fødsler - det kunne jo være? Bingo! Den 26. september 1890 føder Dorthea en pige. Der angives ingen far til barnet, men der står, at hun bor i Vedsted hos skorstensfejer Poul Christian Laursen. Han er iøvrigt gift med Dortheas søster, Trine. Barnet døbes den 19. oktober 1890 i Aaby kirke og får navnet Ane Johanne Kirstine Christensen - velsagtens opkaldt efter sin mormor. Blandt fadderne er søsterens mand samt nogle arbejdskammerater nede fra "Birkelse". Men interessant er præstens tilføjelse i kirkebogen:
"Moderen tjente i 10. måneden før fødselen gårdejer Johan Peter Østergård i Haldager, Vadum sogn".
Hun har altså haft arbejde på en gård i Haldager, som hun tilsyneladende pga. graviditeten måtte forlade - måske blev hun sagt op - normal er skiftedagen for tyende den 1. november.
Barnet, Ane Johanne, sættes i pleje - velsagtens hos søsteren i Vedsted - det ses i hvert fald ikke senere boende hos moderen. – Og det er der såmænd ikke noget usædvanligt ved.
Ane Johanne og hendes mand, Hans Lyngby
Stadigvæk i bogen "Herregårdsliv beskrives denne praksis på følgende måde:
".... Og følgerne udeblev heller ikke, idet alle pigerne efterhånden blev gravide, og når de ingen hjem havde at søge til, når barnet skulle fødes, lejede de sig ind hos en daglejer- eller husmandsfamilie, hvor de fik barnet, som i flere tilfælde blev sat i pleje i disse eller lignende hjem, og pigerne fortsatte på gården igen, indtil det næste barn blev til".
Dorthea beslutter imidlertid at anlægge faderskabssag mod ungkarl Lars Mortensen, Haldager, som den 16. december 1890 bliver tilsagt til Kjær Herreds Politiret på Tingstedet i Nørresundby. Som bilag til sagen fremlægges dåbsattest for barnet, samt en attest på at barnet lever - underskrevet af lærer Nielsen, Haldager skole.
Og det er jo herligt, når fattigfolk kommer i forbindelse med myndighederne – for så fremkommer der kildemateriale. Og det er til at få fat i. Jeg kan huske, at jeg blev helt sær tilpas, da jeg pludselig sad med sådan en lille dynge papirer foran mig første gang.
Fra Kjær Herreds Politiprotokol citeres:
"Indklagede var mødt og erklærede, at han ikke kunne fralægge sig at være fader til barnet, dog tilføjede han, der er født i Vesterhalne i Vadum sogn den 23. februar 1871, er hjemme hos sin fader, der har en lille gård med 2 heste og 5 a 6 køer, hvor han ingen fast løn får. Klagerinden oplyste, at hun for barnets underhold betalte 75 kr. årlig, og at hendes barselsfærd har kostet 10 kr. Og begærede hun, da barnefaderen ikke kunne indgå forlig, bidragene fastsat af amtet".
Stiftamtet beslutter at fastsætte det årlige bidrag til 40 kr. samt, at barnefaderen, Lars Mortensen, skal betale 6 kr. til dækning af udgifterne ved Dortheas barselsfærd!
Dorthea får senere arbejde på herregården "Langeslund" ved det nuværende Arentsminde. Hun bor ved Røgild Mølle, hvorfra følgende lille brev afsendes den 8. november 1892. Her med Dortheas formulering og retstavning.
Røggel Mølle den 8 November 1892
Erbødigt
Pige Dorthea Marie Christensen bedre dem Erbødigt om at lade Ungkarl Lars Kristjan Tomsen indkalde for den Erede ret som Barnefader til Dorthea Marie Christensens Søn
Erbødig
Dorthea Marie Christensen, Røgelmølle pr Havrimmen
Denne anmodning sender Dorthea knap 8 måneder efter denne sin anden barnefødsel, der fandt sted den 21. marts 1892 i Nørreøkse. Som det fremgår, udlægger hun den knap 18 årige karl Lars Christian Thomsen som far til barnet.
Barnet bliver døbt den 14. april 1892 i Langeslund kirke og får navnet Anders Peter Thomsen. Faddere: husmand S›ren Henriksens hustru. Husmand Kristen Pedersen Roms hustru. Aftægtsmand Peder Larsen. Husmand Kristen Pedersen Rom og husmand Gregers Peter Jørgensen - alle på Nørreøkse Enge.
Den 7. december 1892, kl. 10 om formiddagen bliver politiretten sat på Tingstedet i anledning af Dortheas anmodning om allimentationssag mod Lars Christian Thomsen af Nørreøkse. Barnets dåbsattest, samt en attest på at barnet lever fremvises. Denne attest er underskrevet af Johan Skjoldborg, Koldmoseskolen.
Fra retsreferatet citeres:
"Den indklagede barnefader Lars Christian Thomsen var mødt og erkendte at have plejet legemlig omgang med barnemoderen til en sådan tid, at han kan være fader til det af hende fødte barn, hvorhos han forklarer, at han er født den 24. juli 1874 af forældrene husmand Niels Thomsen og hustru Ane Marie Andersen af Koldmosen i Tranum sogn, og han tjente på Langeslund i Brovst sogn, da han fyldte sit 18. år. Forlig blev prøvet angående bidragets størrelse, men var ej at opnå. Barnefaderen forklarer, at han ikke ejer nogen formue, og at han i år skal have en løn af 200 kr. Barnemoderen bad sig tilkendt erstatning til barselsfærdsomkostningerne, og da parterne var enige om, at bidragenes størrelse bestemmes ved Øvrighedens resolution, ville dommeren indstille, at alimentationsbidraget bestemmes til 40 kr., som udredes med halvdelen hvert års 21. marts og 21. september, indtil barnets fyldte 14. år eller efter omstændighederne 18. år, og at bidraget til barselsfærdsomkostningerne fastsættes til 10 kr."
m Min bedstemor får endnu et barn. Hun bliver gravid, mens hun arbejder på Bjørnkær ved Biersted. Hun flytter til Aaby Hede og kommer endnu engang til at arbejde på ”Birkelse Hovedgård”. Og der møder hun så min bedstefar. Han er 10 år yngre end hende og arbejder på gården "Erikkasminde", som hører under "Birkelse". Hun bliver gravid, og de bliver gift i Aaby kirke. Barnet bliver hjemmedøbt i Saltum hos mandens forældre. I kirkebogen i Aaby sogn er barnet registreret, men der står, at både forældre og barn er forsvundet!! Men de dukker altså op i Saltum – mandens hjemsogn. 5 børn mere bliver det til - en af dem er min far, Anders Christian Andersen, født den 4. marts 1900. Han voksede op i det lille hvide hus, der ligger for enden af Nols Sø ved Saltum.
De
lille Det lille hus for enden af Nols sø ved Saltum, min fars barndomshjem
_
O Og hvis min far havde spurgt Dorthea, hvad hun vidste om sin egen bedstemor - så havde han måske fået den gribende historie om Karen Marie fra Brovst, der endte i Viborg Tugthus. Og jo - det er en helt anden historie - og ganske gribende. En historie især om ubeskrivelig nød og fattigdom, der bevæger sig fra Brovst via Aalborg og Viborg og tilbage igen. En historie om en kvindes kamp for at overleve - om at sætte spor. Det fantastiske er, at ved hjælp af skriftlige kilder lader den sig faktisk fortælle fra fødsel til død og rækker samtidig fremad, således at jeg kan skrive dette her. Især om den historie handler mine foredrag. Andetsteds kan du læse om Mads Buchs enke, der søger om tilladelse til at gifte sig. Pudsigt er det iøvrigt, at jeg blot skal til mine tipoldeforældre for at støde ind i navnet Buch. Idag er jeg gift med en Buch - dog en anden gren.
