Nedenstående er fra første kapitel af bogen. Illustrationen viser det omtalte møde i fattigkommissionen
MØDET
Pastor Jacobsen havde indkaldt fattigkommissionen til møde på Halvrimmen skole tirsdag den 22. januar 1839. Et fuldstændigt overflødigt møde. Som formand var pastor Jacobsen i sin gode ret til at indkalde til møde – men hvorfor brugte han sin ret, når nu resultatet var givet på forhånd? Loven kunne selv en præst jo ikke lave om på.
Tidligere var den slags møder ikke noget problem for den 50-årige præst, for da blev alle møderne afholdt i præstegården i Brovst – ja, han behøvede såmænd dårligt nok at klæde sig om til disse møder med sognefogeden og de fire gårdejere fra sognet, som var valgt til fattigforstandere. Han skulle blot bevæge sig fra den ene lune stue i den rummelige præstegård til den anden. Men efter at møderne var blevet flyttet til den nybyggede skole i Halvrimmen, var det straks mere besværligt. I stedet for skulle pastor Jacobsen nu regne med mindst en halv times kold køretur med hesten spændt for den lille fjedervogn. Og januar måned var ikke nogen mild måned, og især det sidste åbne stykke lige uden for Halvrimmen kunne være drøjt at komme igennem. Besværligt var det da også for de øvrige medlemmer af kommissionen – og der var arbejde, der skulle forlades for at gå til møde!
Det var alvorlige sager, der blev drøftet ved disse møder. Der var i de senere år blevet flere og flere trængende i sognet – flere, der ville gøre indhug i de sparsomme midler, som fattigkommissionen var sat til at administrere. Behovene var store, og midlerne små, så man måtte se sig godt for og nøje vurdere hver eneste sag. Det vidste pastor Jacobsen godt. Han havde efterhånden været med i 15 år og hvert år været med til at lægge budgetterne for fattigforsørgelsen i sognet. De kontante indtægter var de nogenlunde kendte og stammede bl.a. fra kirkebøssen, fra forskellige bødeforlæg og en del fra afgifter ved ejendomshandler. Men det kunne langt fra dække. Hvert år måtte kommissionen fastsætte ydelser til fattigkassen, som skulle pålignes de folk i sognet, der ejede jord og ejendomme. Disse ydelser var bestemt ikke populære, og selvfølgelig prøvede folk at slippe så billigt, som muligt. De enkelte kommissionsmedlemmer hørte ikke selv til de mindste bidragsydere. De var alle selv ejendomsbesiddere, og det var absolut ikke tilfældigt, at netop de var blevet valgt til dette betydningsfulde offentlige hverv. Det var spareivrige folk!
Pastor Jacobsen havde ofte været kaldt ud til de elendige lerhytter på de lyngklædte marker – både til dødsfald og hjemmedåb. Han kendte dem. Deres kår. Det var ikke altid nemt at have et kristent sindelag, et solidt indblik i den store nød hos de fattige og så samtidig både privat og offentligt komme sammen med de folk, der hele tiden skulle yde.
De fleste møder i Fattigkommissionen drejede sig om penge. Mødet på denne kolde tirsdag i januar handlede ikke om penge – og dog!
Præsten havde indkaldt de øvrige 6 medlemmer udelukkende fordi, de to fattiglemmer Frederik Nielsen og Mads Buchs enke havde været hos ham, fordi de ønskede at blive gift. Normalt blev den slags anmodninger hurtigt og bestemt afvist, og normalt var det flere og større sager, man behandlede. Men denne sag syntes præsten alligevel var af en vis betydning, siden han udnyttede sin ret som formand til at indkalde til et ekstraordinært møde – med kun dette ene punkt på dagsordenen – udover frokosten.
Det var velkendte folk fra sognet, kommissionen her skulle drøfte. For præsten var den ene tilsyneladende så velkendt, at han ikke fandt det nødvendigt at kalde hende ved navn. Det var bare Mads Buchs enke.
Resultatet fra mødet blev, som ved andre tilsvarende sager, en afvisning – men det var ikke en enig afgørelse. Med sin markante skrift førte pastor Jacobsen fem linier i protokollen – efterfulgt af de øvrige medlemmers underskrifter.
”Anno 1939, den 22. januar var kommissionen atter forsamlet i anledning af, at fattiglemmet Frederik Nielsen Kjærhus og Mads Buchs enke havde anmeldt sig til ægteskab, men med flest stemmer blev det afgjort, at da de begge for deres personer nyder almisse, burde det ikke tilstedes dem at indlade sig i ægteskab.”
Mødet var slut! Angsten for, at dette ægteskab skulle komme til at betyde yderligere udgifter for sognet, sejrede. Hvem stemte for, og hvem stemte imod? Det fremgår ikke af protokollen. Man kan gætte. Men det ændrer ikke ved, at anmodningen blev afvist. Med flest stemmer – som der stod. Og det var oven i købet helt efter reglerne.
Mads Buchs enke og Frederik Nielsen blev ofre for en stramning af den gældende fattiglov. En stramning, der blev vedtaget i 1824, og som betød, at modtagere af fattighjælp ikke måtte gifte sig uden samtykke fra fattigkommissionen. Parret kunne afvises uden videre blot med henvisning til loven. Tilbage står blot: hvorfor indkaldte man overhovedet til dette møde?
To år senere døde hun – 39 år gammel. I fattigvæsenets protokol, under udgifter, blev der indført under pkt. 2 begravelsesomkostninger:
For ligkiste til Mads Buchs enke: 2 Rdl. 1 Mark
Man slap altså ikke for yderligere udgifter!
Hendes navn var ikke Mads Buchs enke, som præsten altid skrev. Hun hed Karen Marie Sørensdatter, og han kendte hende udmærket. Også hendes navn. Alle i sognet kendte hende. Enkekonen, almisselemmet og tugthusfangen. Mor til fem børn - to af dem døde og de tre overlevende var alle sat i pleje hos forskellige bønder på egnen – på fattigkommissionens regning! Jo, de kendte hende godt.
