Svend Andersen

Ryå - mit fiskevand

Da jeg bor i Aabybro, har jeg let adgang til fiskevand - nemlig på Ryå.
En elsket lille orange 10 fods jolle gav mange gode timer ved vandet. Egentlig var det sønnens, men jeg brugte den så flittigt, at da han solgte den, måtte jeg have min egen båd. Valget faldt på en "Linder 400" alujolle - en fantastisk letbetjent og vedligeholdsfri jolle, som jeg har liggende ved Skeelslundbroen som medlem af Ryå Bådelaug.
I 2013 blev den stjålet, men forsikringsselskabet var nådig, og en ny er anskaffet - igen en Linder alujolle. "Linder 355, Sportsman".
Til sejllads og fiskeri nedstrøms broen samt ud i fjorden benytter jeg en lille 4 hk "Yamaha-motor", mens jeg opstrøms næsten udelukkende bruger min lille, lydløse  "Yamaha elmotor" for ikke at spolere idyllen.
                    
                       
 
Medlemsskab af Brønderslev Lystfiskerforening giver adgang til fiskeri i hele Ryå samt den tilløbende Nørreå. Det meste af mit fiskeri er hyggefiskeri - skallere og aborrer, men der fanges da en havørred i ny og næ - især på det yderste, kedelige stykke fra Haldagerbroen og ud mod fjorden.
En lille tur op ad åen
Starter op ad åen ved min lille private bro ved Skeelslund. Med i båden har jeg mit fiskegrej, pibe & tobak, kaffe, brød og en enkelt pilsner - tidligere også en gravhund forrest i båden. For motionens skyld ror jeg - men for det meste har jeg el-motoren spændt på. Tager jeg turen helt op til Ryå Mejeri spænder jeg benzinmotoren på, skønt det ikke er helt lovligt. Sejler dog altid med lav hastighed af hensyn til åbrinken.
 
Bådebroen med min Linder-jolle                              Ryå Bådelaugs klubhus
 
Lige efter broen er der på venstre hånd en lille ophalingsrampe, der sammen med de opstillede borde bliver flittigt benyttet. Området styres af en lille hyggelig forening, Ryå Bådelaug, som også har deres lille "klubhus" på stedet. I sæsonen er foreningens toilet med håndvask åben i dagtimerne, ligesom foreningen også sørger for at vedligeholde området omkring Skeelslundbroen. For tiden er der vel kun 5-6 medlemmer, der fast har både liggende, idet mange medlemmer benytter bådtrailer og ophalingsrampe. Medlemsskab koster kun 200 kr. Foreningen har en del passive medlemmer. Tidligere var der opsat bomme ved nedkørslen til klubbens arealer, men nu er rampen offentlig tilgængelig. Desværre - synes jeg - har man i år besluttet at reparere det såkaldte dige. Det har resulteret i, at man har fjernet træer, hybenbuske og andet beplantning nær åen, så området har mistet noget af sin charme. Åbredden er blevet meget vanskelig at nå fra landsiden.
 
Skeelslundbroen
I 2014 ændrede området karakter. Bådelauget søgte Landdistriktspuljen om et beløb til oprensning af siv og etablering af fast kant, hvor der skal monteres bådebroer. Samtidig blev der bygget et shelter ved åkanten. Desuden er det omtalte klubhus for roklubben blevet nedlagt.
 
 
 
Åen slår et knæk ud for roklubbens hus på venstre bred, og så glider man ind på en strækning, hvor der næsten altid er læ og helt roligt vand. På venstresiden træer, mens der på højre side er tæt rørskov - dog flot kantet af åkander. På dette stræk er der mulighed for at fange især skaller og aborrer, men det er også her, at jeg to dage i træk i 2006 fik et par pæne havørreder på min Mepps 3 spinner. Vanddybden i strømrenden er ca. 3 m.
Skal jeg bare afsted i en timestid - slappe af - fintænke - ja, så er det her.
Et hejrepar forskrækker mig ofte i dette område. Man støder også her på nogle enkelte åleruser, men om han fanger noget vides ikke - i hvert fald er det i konkurrence med oddere, som jeg har set her. Nogle påstår dog, at det bare er mink. Har jeg god tid, og er vejret godt, fortsætter jeg mod Fristrup.
 
"Det døde svin" - området efter første knæk
 
Efter næste sving bliver vandet lidt uroligt og åen får karakter af en kanal med tæt rørskov på begge sider indtil få hundrede meter før Fristrupbroen, hvor åen flot kantes af åkander og bredden af træer. Fiskeriet på dette stræk har kun kastet få aborrer og skallere af sig - derimod har jeg set den lille isfugl  - endda flere gange. Området omkring broen er meget idyllisk.
 
 
 
Fristrupbroen 2008

                                     Isfuglen mellem Fristrup og Birkelse

Fra Fristrup sejles mod Birkelse. Der, hvor åen slår et stort knæk, ses på venstre hånd  byens gamle anløbsplads, nu kun med et par joller. Et smukt sted, hvor jeg ofte holder pause. Åen er som regel helt blank her. Fra foråret 2010 er der anlagt såkaldte tanksteder ved åen ud fore rastepladsen. Ligeledes er der nu lys på en strækning langs åen. Samme sted er der også bygget 8 meget fine shelters.
 
Anløbspladsen ved Birkelse by - kend den på knækket.
 
Et lille lystfiskerstop efter aborrer
 
 
Næste faste stop er Birkelse Hovedgård, hvis bygninger og parkområde er smukt placeret helt ned til åen. Næsten altid helt stille vand. Landgang på højresiden forbudt. Lige efter hovedbygningen, før den lidt ramponerede træbro ses en lille høj, der har fungeret som forrådskammer. På højen er der et par kanonrør. Om sommeren er der mange flagermus i dette område. Fiskeri fra land er her ikke tilladt.
 
Hovedbygningen "Birkelse" fra havesiden
 
Turen videre forbi Birkelse Hovedgård er strækkets allersmukkeste. På venstre bred ses Birkelse Have og på højre bred parken, der hører til Hovedgården. Løvræer, der rækker helt ud over åen. Fra Birkelse Have fører der en smal træbro over til parken. Der er dog ikke offentlig adgang til parken. Et lille stykke efter ses resterne af endnu en træbro, som tidligere var vejforbindelse mellem gården og de to tjenesteboliger, der var i Birkelse Have. Begge huse er nu revet ned. Det sidste lille gule hus, hvor familien Holst engang boede, blev revet ned i 2011.Om foråret er der i BIrkelse Have den mest pragtfulde lugt af ramsløg, der fortæller mig, at nu kommer sommeren.
 
Forvalterbolig m.m. her fotograferet mod sejleretningen
  
Gangbroen mellem Birkelse Have og parken         Den tidligere kørebro
 
 
Der sejles under omfartsvejen, Thisted Landevej, der har delt Hovedgårdens marker, som støder ned til åen. Lidt fremme, på højre side, ses en lille skov, hvor der tidligere var en lille bådebro og lejrhytte for en Aalborg-roklub. Denne lille perle af en skov bruges nu bl.a. til opdræt af fasaner, hvilket tydeligt høres i området. Har tidligere brugt stedet nær den gamle bådebro som teltplads.
 
Resterne af roklubbens bådebro
 
Den næste bro, man møder, er den gamle jernbanebro, der tidligere blev benyttet af Fjerritslev- og Løkkenbanen. Banestien er nu lavet til cykelsti. På dette stræk af åen bliver der fisket en del fra land på grund af nem adgang. Foruden de sædvanlige skallere er der især i vintermånederne store aborrer. Der er også mulighed for gedder, selv om det bedste vand for den slags er efter broen ved Aabybro Mejeri. Iøvrigt også et stræk, hvor jeg har fanget havørreder. Lige efter jernbanebroen på højre hånd har rensningsanlægget sit udløb.
 
Sidste stræk inden Ryå Mejeri og hovedvejsbroen er et godt sted til årets første aborrefiskeri. Ofte med is i stangens øjer. Her er det også nemt at komme til åen fra land.
Flere Ryå-billeder
Tilfrosset å ud for Birkelse Hovedgaard

Den gamle gangbro fra "Birkelse Have" til Birkelse Hovedgaard

Og sådan ser min Linder-jolle ud i januar 2010. Den er trukket op og ligger ved bådebroen med bunden i vejret.
Svend Andersen | Liljevej 26, 9440 Aabybro  | Tlf.: 42 27 30 11