Grup2000, torsdag 7. maj

Med endnu en vellykket koncert lukkede Grup2000 forårets arrangementsrække.

 

Publikumsfremmødet var endnu en gang rigtig pænt til forårets sidste [REAL]- koncert og det var et veloplagt Grup2000, der underholdt de fremmødte denne torsdag aften. Forud for koncerten havde gruppen tilrettelagt et alsidigt program, som både indeholdt smagsprøver på tyrkiske folkesange, egne kompositioner, det tyrkiske bidrag til Eurovision Song Contest 2009 over et mere muntert indslag i form af Tom Jones’ ”Sex Bomb” udsat for Baglama og tyrkiske rytmer og meget, meget mere. Forsanger Ahmed Ûnal Alici havde taget opgaven at spille for et blandet publikum til sig og havde forberedt et par oversættelser fra tyrkisk til dansk ligesom det også blev til et par engelsksprogede numre og et enkelt nummer på arabisk. – Alt sammen leveret med stor charme og spilleglæde af Grup2000.

 

Efterfølgende fortæller Orhan Özgur Turan fra Grup2000, at det har været en enorm god oplevelse for orkestret at spille på Musikcafeen.

- Det gør en stor forskel, når publikum kun kommer for at høre bandet på et sted som Musikcaféen, frem for fx et bryllup i en stor idrætshal, hvor folk ligeså meget er der for at spise og fejre brudeparret. Den respons, vi efterfølgende har fået fra publikum, er da også, at det har været en rigtig god oplevelse at se en anden side af bandet. Dem vi har talt med, syntes det var en rigtig god oplevelse at se os i en flot, hyggelig og intim atmosfære, fortæller Orhan og afslutter med at sige, at det har været fedt at spille et sted, hvor respekten for bandet og musikken er i højsædet.   

 

 

[REAL]-koncerterne holder sommerpause. Næste koncert er planlagt til at finde sted i august/september 2009.

RADAR [REAL], Skovgaardsgade 3, 8000 Århus C