Reelight: Abu Dhabi 2010

I samarbejde med den danske lygteproducent Reelight, stillede vi til start i Abu Dhabi. Ét af verdens absolut hårdeste etapeløb i Adventure Racing, og endte med en flot 16 plads.

Læs Sessels beretning fra løbet.

Før start:

Dagen før start tog vi ind til Abu Dhabi for at proviantere, og få fikset vores sko. Vi havde aftenen inden siddet og limet velcro på vores løbesko, for at kunne få gaitors sat fast på skoene i ørkenen. Limen var dog ikke stærk nok, og vi havde heller ikke helt nok lim. Vi havde hørt, at der var en skomager, som kunne sy velcroen fast med en lille hånddreven symaskine, så det var vores plan. Vi fandt butikken og afleverede skoene til skomageren med forklaring om, hvordan han skal sy velcroet på og at han skulle tage sålerne ud inden han syede.

Derefter handlede vi de ting, vi manglede. Vi skulle have: synål, tråd, batterier, slik, kiks, chips, dadler, gas til vores pocket rocket og lignende. I butikken fandt Torbjørn så en vandforstøver, som vi købte med tanke på at bruge i ørkenen. Da vi afhentede vores sko, viste det sig, at en anden havde overtaget arbejdet med skoene uden informationerne om sålerne. Han havde derfor ikke taget sålerne ud af de sidste par sko, inden han syede. Dette betød, at der i min den ene sko, var blevet lavet en hæftesyning oven på sålen på svangsiden, hvilket skulle gå hen og give en dejlig vabel efter kort tids løb. I løbet af dagen havde jeg det ikke for godt. Jeg var på pencilen for en kold lungebetændelse og havde feber og hovedpine. Så hver gang, der var lidt tid i overskud, lagde jeg mig på værelset for at slappe af.

Dag 1:

Prolog: Vi startede med at få udleveret en kano, som var utæt i bunden, hvorefter vi fik en ny udleveret, som vi selv skulle pumpe op. Inden start var vi blevet belært om, at vi ikke måtte pumpe dem for hårdt, da de så kunne springe på grund af varmen. Skete det at kanoerne sprang, vil man få den tidsstraf, som det ville tage organisationen at skaffe en ny kano, og få den pumpet op. Vi fik pumpet begge kanoer, så de virkede lige hårdt pumpede. Fordelingen i kanoerne blev Torbjørn og Erik i den ene, og Janus og jeg i den anden. Da vi ikke havde trænet så meget sammen inden løbet, var det lidt et skud i tågen, hvordan vi skulle fordele os. Vi skulle starte med at ro rundt om tre bøjer og så tilbage til start. Det var noget kaotisk. Janus og jeg havde svært ved at holde kursen, og hver gang nogen sejlede ind i os (eller vi sejlede ind i dem), ændrede kanoen radikalt kurs, da det var en oppustelig, fladbundet kano uden nogen form for køl.

Efterfølgende skulle vi løbe langs kysten og ind gennem paladset for at komme frem til svømmesektionen. Her var der tre der skulle svømme og en der skulle løbe langs kysten med taskerne (det blev Torbjørn). Efter svømmeturen skulle vi løbe tilbage til kanoerne for at ro ud til Lulu Island. Derude skulle vi løbe opover en sandbanke og ro tilbage til start igen. På vejen derud var Torbjørn og Erik den stærkeste kano, og vi havde stadigt lidt svært ved at holde kursen. På turen tilbage fik vi byttet om på kanoerne, og så var det Janus og min kano, der kom hurtigst frem. Så der var stor forskel på hvilken kano man fik fat i, og hvor hårdt de var pumpet. På prologen fik vi en 14 plads.

Efter prologen blev vi kørt ud til cyklerne, hvor der var fælles start. Til orientering så hader jeg at cykle i et felt med mange cykler. Heldigvis er det meget sjældent, at man skal det til et adventure race. Jeg er simpelthen bange for, at en rytter foran mig styrter og trækker mig med i faldet. Jeg informerede de andre på holdet om min ”angst”, og planen var, at Erik skulle holde øje med mig og hjælpe mig frem. Vi måtte ikke bruge træk på denne sektion. Da vi ikke havde kørt ret langt, var der en, der styrter næsten lige foran mig, men jeg røg heldigvis ikke med. Det var desværre nok til, at jeg blev super forsigtig og dermed sakkede bagud i feltet. Efter et par rundkørsler var der hul op til feltet. Erik og jeg kæmpede for at komme op igen, men det lykkedes aldrig. Længe lå vi og kunne se feltet og holdt hele tiden den sammen afstand, uden at indhente noget. Der gik lang tid, før det gik op for Torbjørn og Janus, at vi ikke var med, hvorefter de sakkede bagud for at hjælpe os, men det var for sent. På denne cykeletape fik vi en 16. plads, hvilket samlet gav os en 12. plads.

Efter cykeldelen skulle vi efterlade cyklerne og løbe frem til ”night camp” opover bjerget Jabel Hafeet. På nedturen skulle to rappelle ned, og det blev Janus og jeg. For foden af rappelleturen kunne vi se camp, så der var kun en kort løbetur tilbage. Her fik vi en 18. plads og samlet en 15. plads.

Jeg havde kun et par Salomon Speed Cross sko og et par almindelig løbesko med til Abu Dhabi. Derfor havde jeg valgt at tage mine Salomon sko på, da vi skulle løbe på bjerget på denne etape. Salomon skoene var desværre også dem, der var syet velcro på til ørkenløbet, hvilket ikke var helt så godt. De var slidt en del efter dagens etape, og velcroen hang løst langs den ene side. Heldigvis havde vi købt noget sy-grej, og Janus var så flink at bruge det meste af aftenen på at lime og sy dem igen. Jeg selv havde så ondt i lungerne og halsen, at jeg spiste aftensmad og gik til køjs.

Dag 2:

Dagen startede med, at vi skulle løbe hen langs Jabel Hafeet og op over noget af bjerget for at komme tilbage til det sted, hvor vi efterlod cyklerne dagen før. Jeg var i elastik på Torbjørn, mens vi løbe opover. På et tidspunkt snubler jeg, på samme tid som Torbjørn er ved at trække til. I faldet hamrer jeg så knæet ind i et lille klippefremspring, og får æren af at se en stjernehimmel, dog i så kort tid at jeg kan løbe videre. Det gør ondt, men jeg kan fint løbe på det. Da det kun var et slag på knæskallen, var jeg ikke så bekymret over det. Da vi var kommet op, var der et lille stykke på kammen af bjerget og så løb ned til cyklerne. Her måtte jeg så erkende sandheden om mit knæ. Hver gang jeg skulle løbe ned ad og dermed lægger vægten udover knæet, gjorde det ondt. Men det var til at holde ud. Her fik vi en 13. plads og samlet en 16. plads.

Vi kom frem til cyklerne og lavede et hurtigt skifte. Nu gjaldt det om at cykle hele veje op ad bjerget Jabel Hafeet på 1249 meter. Vi fik hurtigt overhalet en del hold og det gik støt deropad. Det var en meget lang cykeltur, men vi holdte et godt tempo hele vejen op. Vi fik rokeret rundt, så kræfterne blev brugt bedst muligt, og på denne etape fik vi en 6. plads, hvilket samlet gav os en 15. plads.

På toppen af bjerget var det frem med klatreudstyret og ud på en løbetur med rebaktiviteter. Her skulle vi løbe et godt stykke på en kam, hvorefter vi skulle rappelle ned i en slugt med et overhæng, der gav en frit rappel på 60 meter. Derefter var der en klatretur op igen og tilbage til, hvor vi startede. Herefter blev vi kørt i busser ned til næste camp, hvor vores cykler også ventede. Her fik vi en 20. plads og samlet gav det en 14. plads.

Dag 3 og 4:

Denne dag startede meget tidligt kl. 04.00 med, at vi skulle cykle mens det stadig var mørkt. Denne gang var planen, at vi skulle gøre alt for at følge med feltet, hvilket unægtelig lagde et vist pres på mig. Vi skulle cykle hen ad en semidårlig vej, hvor der pletvis var blæst sand ind over. Når man så kører mange sammen og ikke helt har lys nok, sker der nemt styrt, når man rammer sådan en sanddynge. Jeg var også nede, da en fyr ved siden af skred i sandet. I mit styrt fik jeg rykket Erik og Janus med. Vi var dog alle hurtigt oppe igen, og blev enige om at sætte fart på for at komme helt op i front, for så var der færre, der kunne styrte foran os, og der lå nok også de lidt mere teknisk dygtige ryttere. Dagslyset kom, og vi fik overhalet en del hold. Vi kom frem til resort Qasr Al Sarab, hvor vi havde en time til at afmontere cyklerne, og gøre os klar til den lange tur i ørkenen. Denne etape gav os en 7. plads og samlet en 11. plads.

Nu begyndte varmen for alvor at kunne mærkes, når man sådan befandt sig i en ørken. Dette måtte Janus da også sande. Han erfarede hurtigt, at han ikke var ret godt egnet til varmen. Da vi havde løbet i et par timer, ønskede han desperat noget skygge og valgte i sin hede-rus at lægge sig bag en lillebitte busk, der var under halvt så høj som ham (når han lå ned). Så nu var det med at samarbejde. Jeg valgte at fortsætte i mit eget tempo, da jeg havde ondt i knæet. Dermed blev det Torbjørn og Eriks job at hjælpe Janus frem. Hvad de gjorde og hvordan, aner jeg ikke, men vi kom frem til første CP, hvor vi valgte at holde en længere pause. Nu fik vi fundet vandforstøveren frem, og glædede os til at bruge den, især herrerne, som havde givet den et lidt kinky navn (hvilket I må få dem selv til at fortælle). Ellers gjaldt det bare om at få sko og strømper af, få slappet af, spist og drukket en masse. Vi havde ikke helt styr på hvad klokken var, da vi ankom, for vores fokus var skygge, hvilket skulle gå hen og blive rimeligt fatalt (man skulle holde minimum 8 timers pause på ørkensektionen).

Så da der var gået, hvad vi troede var ca. 3 timer og 15 minutter, valgte vi at bryde op for at gå videre. Ved tjek ud spurgte vi til tiden og fik fortalt, at der var gået 4 timer, hvilket kom lidt bag på os. Men så havde vi bare kun 4 timers pause næste gang også. Så på med taskerne og kurs mod første frivillige CP+. De næste mange timer kan jeg ikke helt beskrive, da de flyder lidt ud i et. Vi gik i sand, vi gik i sand og vi gik i mere sand. Det var varmt og vandforstøveren var på overarbejde. Jeg måtte desværre erkende, at jeg havde mange smerter i knæet og måtte kapitulere og spise smertestillende piller. Det gik okay, når det gik lige ud og opad, men når det gik nedad, måtte jeg virkelig bide tænderne sammen og tælle til 10 mange gange. Heldigvis gik det hurtigere nedad, end opad og dermed var det et overkommeligt interval.

Dagen gik og natten kom og med den et nyt problem. Jeg begyndte at kaste op. Alt vand jeg drak røg ud igen, og kroppen gjorde alt hvad den kunne, for også at komme af med det energi jeg tvang i mig. Vi havde stor set kun hurtige kulhydrater med, og det eneste jeg drømte om, var en pakke smør. Jeg tror simpelthen min krop har savnet lidt variation i kosten. Vi valgte at campe ved næste CP+, og tage vores sidste 4 timers tvungen pause. Vi fik spist lidt havregryn og sovet. Jeg fik sorteret i min mad, så alt hvad der var af kiks og nudler kom frem i lommerne. Da vi havde gået i cirka 20 minutter efter pausen, begyndte jeg igen at kaste op. Det begyndte at se lidt urealistisk ud at komme hele vejen til mål. Jeg er i elastik på Erik og blev heldigvis med tiden mester i at kaste op, mens vi gik (walk and puke, fed disciplin). Efter nogle timer fik jeg spist en del kiks og nudler, hvorefter jeg stoppede med at kaste op. Vi var nu på vej mod anden sidste tvungne CP. Vi blev overhalet af to hold, deriblandt Team Guats, som jeg kender fra andre løb. De havde et rigtigt godt tempo på, og vi kunne ikke følge med dem. Dette begyndte dog at sætte gang i Torbjørns tanker, for hvordan kunne Team Guats være havnet bag ved os. Han tænkte og regnede, hvorefter han udbrød, at vi måtte have fejlet en time. Vi kan kun have været ved det første CP i 3 timer. Dermed vil vi få en tidsstraf på to timer på denne etape, plus at vi kunne have sovet en time mere om natten. Dette var også grunden til, at Team Guats var kommet bag os. Det er virkeligt surt, men der var ikke noget at gøre ved det.

Vi kom frem til CP 6, hvor også det andet danske hold var (Team Adventureracers), og vi tog alle 8 af sted sammen mod sidste CP. Herfra blev vi kørt i busser ud til kysten, hvor kajaketapen skulle starte dagen efter. På ørkenetapen fik Team Reelight en 18. plads og samlet gav det os en 15. plads.

Dag 5:

Aftenen før havde vi pakket og gjort alt klart til dagens etape, så vi bare skulle stå op, spise morgenmad og stoppe vores ting ned i kajakkerne. Til denne etape skulle vi have telt og kogegrej med, da det var en lang etape med overnatning undervejs. Jeg havde glædet mig meget til denne sidste etape med en lang rotur på 128 km, og især nu fordi det ikke ville kræve noget af mit knæ.

Men dagen startede med en besked over højtalerne om, at det blæste for meget, og starten dermed var udsat. Efter et par timer fik vi besked om, at hele etapen den dag var aflyst, da vinden ikke havde i sinde at lægge sig. Det gav en noget flad fornemmelse i maven med udsigt til, at skulle bruge en hel dag på ingen ting på en strand, hvor det blæste en pelikan. Dagen gik med at slappe af, sove, spise, gå en tur op til byen, svømme en tur og lave lidt yoga sammen med Team Yogaslackers. Det var meget underholdende, at se nogle at de lidt mindre smidige fyre kaste sig ud i denne disciplin.

Dag 6:

Denne 6 og sidste dag blev lidt af en skuffelse, men arrangørerne kunne ikke gøre så meget andet, da vinden stadig var for stærk. Løsningen blev at vi skulle sejle 3 runder af 11 km. inde i havnen med start på Corniche Beach. Denne korte distance gjorde, at tempoet blev rigtigt højt og vi kæmpede en kamp for at følge med. Sammensætningen i kajakkerne var Erik og Janus i den ene og Torbjørn og jeg i den anden. Torbjørn og jeg måtte virkelig kæmpe i de små 4 timer, vi var i gang. På samme tid er Torbjørn og jeg nok den konstellation med mest forskellig roteknik. Torbjørn vil gerne tage meget små hurtige tag, mens jeg gerne vil tage lange langsomme tag. Det meste af tiden fandt vi dog en fælles kadence, ved at Torbjørn talte højt. På denne slutspurtsetape fik Team Reelight en 24. plads som slutteligt gav os vores 16. plads.

Efter-race tanker:

Det var så den konkurrence. Jeg havde i et år gået og glædet mig til at skulle køre Abu Dhabi Challenge igen og måtte erkende, at det hele blev lidt anderledes. For det første blev alle mine holdkammerater hen ad vejen skiftet ud med folk fra andre hold. Heldigvis var de nogle fantastiske og superstærke fyre. For det andet er det bare et super dårligt udgangspunkt, at have lungbetændelse i ugen op til et løb og to dage ind i konkurrencen. Selvfølgeligt tærer det på ens kræfter og tømmer ens depoter rent fysisk sådan at være syg, men den største del er det mentale. For hvor virker det bare uoverskueligt, at stå foran sådan en 6 dages konkurrence med feber i kroppen og den største lyst til bare at ligge under en dyne. Udfordringen ligge her også i at få overbevist sine holdkammerater om, at det ikke er så slemt, og at man sikkert snart er frisk igen. For det tredje var det sindssygt hårdt at have ondt i knæet. Også her er den mentale del næsten det værste, for man går og tænker, om man nu er ved at lave en permanent skade på sig selv, og om man måske burde udgå i stedet. Min mest dominerende tanke var, at det jo bare var et slag, så det måtte være hævelserne, der fik det til at gøre ondt og dermed ikke noget alvorligt. Så er der hele den side med at skulle spise smertestillende, hvilket jeg ikke bryde mig særligt om, men jeg følte, at det var et enten eller (udgå eller spis). Jeg har så efterfølgende fået konstateret et brud på ledbrusken. Det er ikke noget, der skal gøres noget ved, og det skal nok blive helt fint igen, det skal bare have lidt ro. Så jeg er glad for, at jeg besluttede at gennemføre og jeg skal helt klart til Abu Dhabi igen til næste år.

Tak til Reelight for at støtte mindre sportsgrene i udvikling, og for at lave sikkert cykellys til vores vintertræning.