Alles øjne hviler på Spanien i disse dage, hvis du fejlartigt tror, at det er på grund af den bøf-spisende spanjak, Contador, tager du fejl. Næ nej det er på grund af VM i adventure race. Det er jo en sportsbegivenhed på højde med OL eller VM i fodbold, der er bare ikke mange der ved det i nu.
Hvad laver jeg så her i Danmark, når der er VM i adventure race og jeg har været med til at kvalificere et hold! Nu ville jeg gerne kunne komme med en drabelig historie, om at jeg i forbindelse med et træningspas var nød til at redde en lille pige fra druknedøden, og i den forbindelse brækkede et ben. Men sådan hænger det bare ikke sammen. Den grå og kedelige grund er at jeg er startet på mit sidste skoleforløb og ikke kunne få fri.
I stedet for at gå og være sur over det (indenvendig er jeg stadig bitter og indebrændt) vil jeg i stedet glæde mig til at følge med her fra sofaen. Om det så bliver muligt, at følge med er så en hel anden sag. Løbets hjemmeside ligner noget fra midt 90erne, og er vist også sidst blevet opdateret der omkring.
Tilgengæld er der lige tikket en SMS ind fra Bjørn. De er kommet vel frem og er ved at have styr på deres udstyr. Rettelse Anders, Peter og Sessel har styr på deres, og Bjørn har traditionen tror glemt noget. Jeg har efterhånden kørt en del løb med Bjørn og lige så struktureret han er under løb lige så ustruktureret er han før løb. Der er udstyr overalt omkring ham, det er bare ikke altid det rigtige. Det gode ved Bjørn er, at han godt selv ved det, og derfor altid har sit Mastercard med. Så jeg er sikker på at de har fuldstændig styr på det når startskuddet lyder, og at Bjørn sikkert har noget ny indkøbt udstyr i rygsækken.
Bjørn skrev videre, at den første skade er indtruffet. Ikke overraskende er det Peters krop der er begyndt at hæve. Det er en tradition til VM, at Peter har en kropsdel der hæver. Denne gang er det en bule i hovedet. Bulen skulle være opstået ved, at Sessel ved et ”tilfælde” ramte ham så han gik ind i en dørkarm. Som betjent ved jeg om nogen, at sådan en forklaring kan dække over alt. Men vigtigst af alt skrev Bjørn, at de er alle glade, og humøret er højt og uformelt.

Bemærk bulen under colaen
Husk at det er langt federe, at være ude og drømme om at sidde hjemme i sofaen, end det er at sidde i sofaen og drømme om at være ude.
Kommentarer
- #1
Robert M 02-10-2010 01:54 Giv den gas, I er for vilde!
1