Verdensrekord ved en tilfældighed

For ca. 2 uger siden tikkede der en mail ind med den noget kryptiske overskrift ”Butcher´s Endurance Challenge 10MIN ON X 50MIN OFF X 24 HOURS”.

Efter lidt googleri og nogle opkald fandt jeg ud af, hvad den kryptiske overskrift dækkede over. Det gik i al enkelhed ud på, at man skulle løbe i 10 min. hver time i 24 timer. Den, der så nåede længst, havde vundet. Der var tilmed en verdensrekord i disciplinen sat af en amerikaner, der havde løbet stabile 68 km. Jeg fik hurtigt overbevist mig selv om, at den lå lige til højrebenet, og vupti jeg var tilmeldt.

Foto: Martin Paldan Der kommer snart en fed foto og lyd raportage fra hans hånd

I fredags ca. 24 timer før start var jeg stadig meget i tvivl om, hvad taktikken skulle være. Jeg var klart mest tændt på ideen om at lægge ud som død og helvede og håbe på, at det var nok til at få et forspring. Resten af tiden skulle jeg så bare løbe lige bag nr. 2. Det farlige ved det var, hvis der var andre end mig, der havde den samme plan, eller vi var to lige stærke løbere.

Den anden plan var at løbe mit helt eget løb i et tempo, jeg kunne holde igennem alle 24 timer. Ulempen ved det var, at jeg kunne komme til at lægge for ”blødt” ud, og der var nogen, der brugte taktikken med at følge nr. 2.

Da starten gik ude på Holmen lørdag morgen, havde jeg meget ubeslutsomt besluttet mig for, at løbe mit eget løb, med mindre der var nogen, der prøvede at slå hul i starten. Jeg lagde ud i et tempo, som jeg følte var 80-90 procent af mit max. Til min lettelse var der ikke nogen, der lagde hårdere ud. Så 10 min og 3000 meter senere var jeg stadig i front - tilmed med et fint hul til nr. 2. Nu skulle jeg sådan set bare følge nr. 2 de sidste 23 omgange, så havde jeg vundet.

Men hvad nu hvis jeg gik ned senere? Jeg var nødt til at få et større hul, så jeg blev enig med mig selv om at løbe 3000 meter de første 6 omgange, og så se om jeg ikke havde komfortabelt hul til nr 2. Som tænkt så gjort, og 6 timer senere havde jeg et hul på ca. 1 km. Nu kunne jeg bare fedte den af lige bag nummer 2 de sidste 18 timer, hvis det ikke var fordi arrangørerne fra Crossfit centeret Butchers lab gjorde mig det meget klart, at jeg lå til at sætte en ny verdensrekord, hvis jeg bare kunne holde tempoet de sidste 18 pas. Farvel hyggelige aften/nat på Holmen, og goddag ømme ben og blodsmag i munden.

De næste 4 pas gik fint, og jeg følte ikke, det var noget problem at holde de 3000 meter. Men det 10.-11. pas var en hel anden snak. Mine ben gjorde ondt, og jeg gravede dybt i resourcerne for at holde 2750 per pas. Jeg begyndte seriøst at overveje, om jeg i det hele taget gad at løbe rundt i ring på en kedelig flådestation i 24 timer. Jeg havde svært ved at komme på nogen argumenter der talte for, at jeg ikke skulle stoppe efter 12 timer som sikker vinder af 12 timers klassen. Men som så mange gange før vandt stædigheden over fornuften.

Godt hjulpet på vej af Gorm fra holdet kom jeg igennem krisen. Han kom mere eller mindre direkte fra en anden konkurrence, og tog to omgange sammen med mig. Hans ukuelige humør og trygheden ved at løbe med en, man kender så godt, var det, der skulle til. De næste seks pas gik uden problemer. Jeg følte ikke, jeg var presset rent kredsløbsmæssigt, men musklerne og senerne begyndte at brokke sig gevaldigt. Godt hjulpet på vej af en diarre, der startede ved den 11. omgang og blev ved til jeg kom i mål, var min krop ved at være totalt tømt for energi af de mange pas.

De sidste omgange blev løbet på ren vilje/dumhed, og jeg lå på 100 procent af min ydeevne. Jeg husker egentlig ikke så meget fra dem, ud over at de gjorde ondt, og at 50 min hvile føltes som al for kort tid.

Da der blev råbt ”hold inde” for 24. gang, strømmede mælkesyren, glæden og stoltheden igennem mig på en så velkendt måde, der hver gang er rejsen værd. Jeg havde løbet 69 km og 600 meter på de 4 timer, der reelt er aktive, hvilket er et snit på 2900 m per gang. Min bedste og dårligste omgang lå inden for 300 meter.

Jeg har ikke følelsen af, at jeg har løbet det perfekte løb, og tror godt med lidt mere forberedelse, man kan komme op på 72-73 km. Skulle jeg løbe et ligne løb igen ville jeg gøre følgende:

• Løbe mit helt eget løb, uden at skele til konkurrenterne.
• Pakke 24 poser med det, jeg skulle spise undervejs, for at have kontrol over energiindtaget. Lysten til at spise er ikke så stor, når man løbet sig helt ud.
• Tage 5 min. opvarmning på en kondicykel eller lignende op til hver pas.
• Have en hjælper, så man ikke skal tænke på det praktiske med mad, registrering af tider, fyldning af vanddunke, skiftetøj, etc.
• Vælge en dag, hvor det ikke blæser 10 m/s :o)

Hvem bliver den første til at løbe den over 70 km?