Per har skrevet om at det ikke er nemt at være god. Det vil jeg gerne fortælle lidt mere om.
Som adventure racer kommer man hurtigt til at vise nogle sider af sig selv, som man ikke lige havde tænkt sig at vise frem.
Det er de andres skyld
Under 4-døgns konkurrencen Bimbache Extreme i Spanien i 2007 var jeg en overgang utåleligt negativ at være i nærheden af, fordi jeg ikke fik en anstændig mængde søvn. Vores holdleder Niels (AKA Dr. Ond) ville ikke lade mig få søvn, og det var jeg meget utilfreds med. Benene kunne godt følge med, jeg kunne endda cykle lidt foran de andre og sætte mig ned og være sur.
Set i bakspejlet kunne jeg godt se, at det var det mig, der var en hystade, selvom jeg i situationen følte mig urimeligt behandlet. Heldigvis bar mine gode holdkammerater over med mig, og vi havde alligevel et fedt race sammen.
Mit ego er under pres
Nogle gange har jeg oplevet uerfarne hold, som efter ganske kort tid giver sig til at skændes under et race. Det kan være ganske underholdende, når man ser det fra afstand. Uadtil kan det handle om banale ting som vejvalg, hvorfor et medlem ikke har trænet nok, hvem der har glemt at tage energibarer med og lignende.
Men ofte fornemmer jeg en underliggende dynamik. Den handler om, hvordan vi ser os selv, og at det selvbillede nogle gange krakelerer, når vi som mennesker kommer under pres, fx:
- Jeg troede, jeg var verdens bedste til at orientere, og så laver jeg en kæmpe navigationsfejl på vej til post 1.
- Jeg troede, jeg var i superform, og nu ligger holdet som et af de sidste, og jeg kæmper selv med at følge med. De andre vil have mig til at være på trækline og aflevere min rygsæk, så en anden kan bære den.
- Jeg ville gerne være overskudsagtig, men opdager, at jeg bliver træt og negativ af at være sammen med en af holdkammeraterne.
Fortsæt selv listen - måske har du dine egne varianter. Men fællesnævneren er, at mit ego kommer til at stå i vejen for, at jeg yder mit bedste: jeg kommer i en situation, hvor jeg ikke er det menneske, jeg gerne ville være. Og det får lov at skabe negativ energi.
Regel 1: Styr dit ego
Mange af problemerne opstår, når ens ego får lov at fylde for meget. Adventure race er en holdsport, og hvis man forstår det fuldt ud, så forstår man også, at det ikke er individets præstation, men holdpræstationen, som det handler om.
At styre sit ego er også at lade være med at tage tingene for tungt. For nok vil man gerne vise verden, hvad man kan. Men adventure race er en leg. Jo, godt nok en af de mere kostbare og tidskrævende. Og måske også et laboratorium for hvor langt man kan gå fysisk og mentalt. Så når man sidder i lort til halsen, ja så husk på, at det er for sjov, og det går over.
Regel 2: Kommunikér, hvor du er mentalt
Det er tit en fordel - både for sig selv og for holdkammeraterne - at sætte ord på, hvor man er rent mentalt. Så frem for at gå og grave sig ned i sit eget lille sorte hul, hvis man har en mental krise, er det bedre at få tankerne ud af hovedet og vende dem med holdkammeraterne.
Regel 3: Acceptér op- og nedture
Det er kun naturligt, at man under et hårdt race har op- og nedture. Og tilmed at man godt kan få et godt resultat alligevel. Under vores nyligt overståede Untamed New England troede jeg flere gange, at vi var færdige i top-10. Og alligevel blev vi nr. 2.
Det er vigtigt, at man accepterer sine egne og holdets op- og nedture. Kun derved kan man slippe for at binde unødvendig energi i nedturene undervejs.
Regel 4: Giv slip på destruktive tanker
Når tingene går skidt, fx når man har mistet en time på et dårligt vejvalg, kan man forfalde til at tænke negative tanker: nu kan det hele være lige meget, vi er et dårligt hold, vi kommer aldrig med i front igen osv.
Nogle gange handler det bare om at give slip. Tid, der er tabt på et dårligt vejvalg, kommer aldrig igen. Det giver ikke mening at forsøge at indhente det tabte. Resultatet bliver da ofte at man laver endnu flere fejl eller brænder ud. Græd ikke over spildt mælk, som mor sagde.
Regel 5: Skab konstruktive tankemønstre
Nogle gange går tingene bare galt, og det gode resultat, man havde håbet på, er uden for rækkevidde. Men uanset hvor ringe tingene går, så tænk konstruktivt. Måske flytter målet sig bare til at gennemføre på trods af en dårlig start.
I juni løb jeg Wat-a-race med Rune W Andersen og Line Brix. Undervejs havde vi et alvorligt problem med Lines cykel: baghjulet blokerede. Slut med at cykle. Og der var stadig langt hjem. Nu kunne vi have sat os ned og været negative. Men nej. Rune tog Lines cykel på ryggen, Line løb i stedet for at cykle, og vi fokuserede på at skabe det bedst mulige resultat på trods af de uheldige omstændigheder. Og vi ventede til efter målgang med at brokke os over cyklen.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg