Kære læser

Godt nytår og velkommen til januar udgaven af Bifrostskolens Nyhedsbrev. 
 
Udover dagskolen selvfølgelig, byder vi på lidt af hvert i de kommende måneder. Her kan vi nævne et begynderkursus i spansk for voksne, som vores spansklærer Vanesa vil undervise i. Vi vil også gerne samle de danske børn og unge på Solkysten til et arrangement en weekend i april, som vi har valgt at kalde `Søndagscamp`.
 
Dagskolen er fuldt booket, og der er lukket for tilmeldinger indtil videre. Vi annoncerer på vores Facebook side, når der er ledige pladser. Sidste nyt er, at vi nu kører med udvidet åbningstid hver dag én time efter skoletid, hvor børnene kan hygge og lege til de skal hentes kl. 16.00
 
Vi har valgt at stoppe BiFOen, som har kørt hele efteråret. Mange har henvendt sig, men logistikken har været en udfordring for mange forældre. Det at hente børn fra skole, for at køre i BiFO og så hente igen gør ikke dagligdagen nemmere for familien.
 
Vi vil derfor hellere lave weekend-arrangementer for børn, hvor de fleste har en mindre stram tidsplan. Vi starter derfor med den første `Søndagscamp` den 22. april.
 
Så kan du allerede nu sætte bag øret, at vi holder `Sommercamp´ i juli måned. Tilmeldinger starter i maj. Mere om det i næste nyhedsbrev.
 
Vi vil benytte lejligheden og sige mange tak for de donationer skolen har modtaget efter at vi efterspurgte det i sidste nyhedsbrev. Vi har fået mange bøger, brætspil og diverse legetøj. Næste gang der skal flyttes eller ryddes op vil vi meget gerne fortsat huskes.
 
Husk du altid er velkommen at kigge forbi, se skolen og tage en snak. Du kan også trykke på vores logo nedenunder, og få mere at vide på skolens webside.
 
God læselyst!
 
Anna og Carsten 

Søndagscamp i april

Kunne dit barn tænke sig at lære flere danske børn at kende? Det er selvfølgelig dejligt med venner fra andre lande, og de faste danske venner man nu har i forvejen. Dem kan man så tage med på `Bifrostskolens Søndagscamp` som afholdes den 22. april og henvender sig til alle børn på Solkysten.
 
Her er der rig mulighed for at have det sjovt og hyggeligt med både de gamle venner, men også potentielle nye venner via sjove lege og sport m.m.
 
Vi har skruet et program sammen, som tilgodeser børn i alderen 6-15 år. Vi vil dyrke lidt sport af forskellig slags som fx. fodbold og bordtennis, lege diverse lege sammen som høvdingebold, stikbold og dåseskjul, og være kreative med maling, klip, dans og musik for at nævne nogle eksempler.
 
Der bliver nogle aktiviteter, som alle kan deltage i sammen, men der bliver også mulighed for børnene selv at vælge til og fra udfra egen interesse, og indgå i mindre fællesskaber.
 
`Søndagscampen` finder sted på Bifrostskolen søndag den 22. april og starter kl. 11.00 og slutter kl. 15.30, hvor forældrene bliver budt på kaffe/vand og børnene får en farvel-og-tak-for-i-dag-is.
 
Prisen er 20 euro pr. barn, 35 euro for to søskende, og 50 euro for tre søskende osv. 
 
Du kan tilmelde dit barn allerede nu via kontaktformularen her i nyhedsbrevet, og ellers vil arrangementet blive annonceret på skolens Facebook side samt diverse danske gruppesider på Facebook i marts.
 
Vi glæder os allerede! 
 
 
 
 
 
 

Danskundervisning

 
I et hjem hvor familien taler sammen på dansk, holdes modersmålet helt af sig selv ved lige i det mundtlige. Men er der samme fokus på det skriftlige?
 
På vores to aftenskolehold er der mange børn, som taler godt dansk, endda efter flere år i Spanien, imens det skriftlige til gengæld kræver mere vedligeholdelse. Det er ikke så underligt eftersom de ikke lærer det i skolen til dagligt. 
 
Vi har også flere og flere børn, som har udfordringer med at tale dansk, fordi spansk eller engelsk er deres første sprog. Ligegyldigt hvad for et niveau eleven er på, så kan Bifrostskolen hjælpe med at få mere fokus på det danske sprog hos barnet.
 
Vi ved det kan være en udfordring i hverdagen, at bruge energi på det andet eller tredje sprog,  Netop derfor lægger vi vægt på det sociale, at barnet har det sjovt imens, og kan glæde sig til at møde til dansk, med visheden om at blive mødt der hvor det er. Så er det måske ikke så svært endda.
 
Der holdes læsefester når de planlagte læsemål er nået, og frikvarterne er sjove, hvor alle leger og hygger sammen på dansk. 
 
Vi tilbyder undervisning én gang om ugen på halvanden time, og så er der lektier indimellem timerne tilrettelagt den enkelte elevs niveau
 
Undervisningen følger retningslinierne fra undervisningsministeriets læseplaner for faget dansk, hvor Bifrostskolen har en fuld udbygget og opdateret materialesamling.
 
Alle elever bliver testet to gange i læsning og grammatisk forståelse i løbet af skoleåret. De ældste elever har mulighed for at tage afgangsprøve i dansk på skolen (FSA).
 
Tilmeldinger foregår én gang om året i maj/juni for kommende skoleår. Holdene starter op en uge efter at skolerne går i gang i september. Prisen er 600 euro for et skoleår eller 60 pr. måned. 
 
 
 
 
Klik på skiltet og følg Bifrostskolen på Facebook
 

Spansk for begyndere

Vi starter et nyt hold i spansk for begyndere onsdag den 14. februar. Det løber over 7 onsdage med to timers lektioner pr. gang inkl. en kort pause. I alt løber undervisningen over 9 uger på grund af vinterferien i uge 9 og påskeferien i uge 13. Sidste undervisningsdag er den 11. april. Vi har valgt tidspunktet fra kl. 17.00-19.00 til holdet, men der er mulighed for at rykke tidspunktet frem eller tilbage, hvis det ønskes.
 
Vanessa, vores spansklærer, sørger for at eleverne får det mest fundamentale på plads i spansk. Hun har undervist danskere i spansk i fem år og underviser på engelsk.
 
Nærmere information står i annoncen i dette nyhedsbrev. 
 
  
Bifrostskolen
Calle Azabache
29630 Benalmadena
Spanien
Phone: 654474848 efter 15
IBAN ES23 2100 2678 9802 1024 9417 SWIFT code CAIXEBBXXX
 

Vi er her