Kære læser

En skoles nyhedsbrev er som oftest kun henvendt til skolens elever og forældre. Det er det langt fra i dette tilfælde. Udover de nuværende elever og forældre, henvender Bifrostskolens nyhedsbrev sig til børnefamilier i Danmark samt danske børnefamilier som er bosat i Malaga området med dagskolen og forskellige tilbud efter skoletid.  
 
Her kommer anden udgave af Bifrostskolens nyhedsbrev med masser af informationer om det kommende skoleår.
 
Vi har bestræbt os på at kunne tilbyde relevante og interessante aktiviteter for alle de danske børn, som bor her i længere eller kortere tid i alderen 6-15 år. 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Klar, parat skolestart!

Vi har i år oplevet stigende interesse for Bifrostskolen fra både familier som påtænker at flytte til Malaga eller lige er flyttet, og også fra børnefamilier som har været bosat i Malaga over længere tid. Skolen har vokseværk og de sidste to år er antallet fordoblet mellem årene. 
 
Skolen starter igen den 7. september, hvor vi ser frem til at modtage 24 elever. Vi har fået større lokaler, udvidet skoletiden, forøget antal fag, og sætter gang i fritidsordning/klub om eftermiddagen for alle herboende danske børn.
 
 
                                         

SFO eller måske BiFO?

Bifrostskolen starter SFO op (skolefritidsordning som det kaldes i Danmark) den 18. september. Vi har valgt at kalde den BiFO som forkortelse for "Bifrostskolens fritidsordning".  BiFO har åbent mandage til torsdage fra 15.00-18.00 og fredage fra 13.00-17.00. 
 
Mødetiden er fleksibel eftersom børnene er færdige i deres skoler på forskellige tidspunkter. Det betyder at børnene har mulighed for at komme i én, to eller tre timer (fredag op til 4 timer) alt efter deres og familiens kalender. Vi sørger for, at de hurtigt kommer med i legen ved ankomst. Det er ikke nødvendigt at melde sig til på forhånd. Princippet er enkelt; "Kom når du har tid og lyst".
 
Vi udsender ugeskemaer regelmæssigt på BiFO´s Facebookgruppe, hvor alle interesserede kan melde sig til for at følge med i hvad der sker her og nu og i de kommende uger.
 
 
 

Den vigtige danskundervisning

Skolen begyndte at tilbyde aftenhold for børn i dansk for et år siden.  Vi har to hold kørende hver mandag og tirsdag fra kl. 18.00-19.30. De er fyldt op, men vi udvider gerne med et hold om torsdagen, hvis der er interesse. 
 
Der lægges vægt på, at det skal være sjovt at gå til dansk. Al kommunikation foregår på dansk, også i frikvarteret. Eleverne får et fælles mål om antal sider de skal læse på dansk, og når det er nået holdes der selvfølgelig læsefest. 
 
Undervisningen følger retningslinierne fra undervisningsministeriets læseplaner for faget dansk. Bifrostskolen har en fuld udbygget og up-to-date materialesamling. 
 
Alle elever bliver testet to gange i læsning og grammatisk forståelse. Hver elev får lektier for, som bliver tilrettelagt individuelt. De ældste elever har mulighed for at at gå op til folkeskolens afgangsprøve (FSA).
 
Carsten Frøslev er underviser. Se en præsentation af Carsten her.
 
Send os gerne en mail via kontaktformularen, hvis det er noget for dit barn/børn. 
 
 
 
 

Mulighed for donationer

Forældre til to af eleverne på aftenskolen kontaktede os en gang i foråret for at høre, om vi ville arve deres gamle bordtennisbord. Det ville vi mere end gerne! Det er blevet flittigt brugt til Sommercamp, og vil uden tvivl være til stor glæde for eleverne fremover. 
 
Denne spontane gave fik os til at tænke, at måske var der flere der sad inde med noget de ikke brugte længere, men som kunne gavne skolen. Hellere at børnene får glæde af det end at det samler støv derhjemme. Det behøver ikke at være noget stort, alt, stort som småt, har interesse. 
 
 
 

Den lige så vigtige spanskundervisning

Spanskundervisning for voksne
Vores spansklærer, Vanesa Guiterrez, tilbyder holdundervisning i spansk for begyndere på Bifrostskolen. Tidspunktet besluttes først efter skolestart den 7. september. Vi udsender nærmere iinformation om kurset medio september på vores Facebookside.
 
Der er mange forældre af børnene som går på dagskolen, som er interesseret i at deltage, men andre voksne er selvfølgelig også velkomne.  Hvis du har lyst til at deltage kan du kontakte os via kontaktformularen.
 
Dansktalende spansklærer søges
Vi søger en dansktalende spansklærer i dagtimerene til 6-8 timer om ugen. Vores nye lærer vil samarbejde med Vanesa om at eleverne får tilgodeset deres forskellige spansk niveauer.
 
Vi foretrækker en med erfaring med børn og gerne undervisningserfaring, men det vigtigste er at kunne lide at arbejde med børn.......og kunne spansk.
 
Arbejdstiden er skiftevis om formiddagen og eftermidagen tre til fire dage om ugen.
 
Der tilbydes timelønskontrakt med social/seguridad betalt, hvor timelønnen er fra 10-13 euro alt efter erfaring og kompetence. 
 
Start i september/oktober.
 
Hvis dette har din interesse bedes du sende os besked via kontaktformularen. 
 
 
 

Sommercamp var sjov!

Bifrostskolens første Sommercamp startede med forventningsfulde børn der mødte op på skolen den 3. juli. De fleste kom fra de internationale skoler, en håndfuld fra Bifrostskolen, én fra en spansk skole, og nogle var ferierende børn.

Der deltog 10-17 børn hver uge, hvor mange kom for en uge eller to til at starte med, og valgte så at forlænge med en uge igen eller komme enkelte dage i løbet af Sommercampen, alt efter hvad der passede ind i familiens planer.

Der var gang i den fra start, og aktiviterne var mange og forskellige så alle børn kunne være med. Børnene elskede at være på en hyggelig, lille Sommercamp, hvor der hele tiden skete noget spændende og sjovt.

Efter denne vellykkede første Sommercamp på Bifrostskolen kan vi allerede nu sige, at vi er klar igen til næste sommer. Vi glæder os!

Læs mere om Sommercampen og se billeder her.

Kontaktformular

Bifrostskolen
Calle Azabache
29630 Benalmadena
Spanien
Phone: 654474848 efter 15
IBAN ES23 2100 2678 9802 1024 9417 SWIFT code CAIXEBBXXX