Udfordringer

Jeg mener, at  hvis man ikke udfordrer dig selv, så går man i stå og har tendens til at acceptere det næstbedste. Det er vigtig for mig at arbejde med mig selv hele tiden, holde min hjerne og krop i gang og ikke mindst udforske nye områder af den fantastisk mangfoldige verden, vi lever i.
Herunder beskriver jeg, hvad jeg gjorde ved nogle tåbelige fobier, som hæmmede mig i at nå et sted hen.

 

Ud over kanten

Jeg var ikke særlig glad for højder. Jeg kunne blive svimmel af at køre op i et højhus med elevator og jeg lukkede øjnene, når jeg kørte over Storebæltsbroen (som passager, naturligvis). Det var en irriterende og hæmmende fobi, som jeg ikke kunne leve med. Jeg slæbte mig derfor op i alle tårne og høje bygninger på ferieture i Europa med en - heldigvis med tiden aftagende - kvalme til følge. Det afgørende spring - i bogstavelig forstand - var dog, da jeg tog et faldskærmsudspring. Svævende oppe i 4000 m højde, spændt godt fast på maven af en stor mandsperson, helt uden mulighed for at kontrollere noget som helst gav et kæmpeboost ud over kanten, og jeg er så godt som kureret. Jeg kan nu endelig nyde udsigten fra diverse tårne på mine ferier.

 

Ud over en anden kant

Jeg har altid haft vandskræk. Jeg lærte aldrig at svømme i skolen og senere kunne jeg ikke rigtig finde nogen motivation for at lære det. Da jeg imidlertid på en ferie prøvede at sejle kajak, var jeg solgt, og der var der ingen vej uden om - for at få et certifikat til kajak skal man kunne svømme 1000 m. I efteråret 2013 deltog jeg i svømmeundervisning for folk med vandskræk og lærte brystsvømning. Jeg valgte at fortsætte og fik også prøvet crawl og ryg.

 

... og så ud over scenekanten

Jeg har sunget i kori nogle år. Det er trygt og godt at stå der blandt 50 sangere og blende ind i mængden af stemmer. Da der i koret blev oprettet hold til solosang, kunne jeg ikke lade være med at teste, om nerverne kunne holde til sådan en udfordring. Kurset afsluttede med en lille intern koncert, og jeg fik leveret min sang. Det kildede noget i maven og gav det forventede sus af spænding - det er lige dér, man mærker, at man lever.

 

Tilbage