KARENBROSTROM

Mirabellesyltetøj

 
Mirabellen er utrolig god at lave syltetøj af, og hvor er det synd at de aromatiske bær bare for lov at rådne op på græsplæner og vejkanter.

 

1 kg. Mirabeller

700 g. sukker

1 dl. vand

 

Jeg giver de glas jeg vil have syltetøjet i en tur i opvaskemaskinen. Derefter skolder jeg dem. Opskriften giver ca. 1 liter eller ca. 4 glas, alt efter størrelsen på glassene selvfølgelig, men der er nok til at du kan forære et glas eller to væk, og de gør lykke. Start med at komme en underkop i fryseren. Det lyder underligt, men du skal bruge den til allersidst!

 

Fjern stilke og blade og mirabeller der har stødmærker. Læg mirabellerne i en balje med koldt vand, rør godt rundt og lad dem stå lidt i vandet. Skidt og småkravl flyder ovenpå. Væk med det. Kom mirabellerne i en tykbundet gryde, Jeg bruger en sauterpande med høje kanter, da der er en større overflade, og dermed en bedre fordampning end i en høj og smal gryde, sammen med sukker og vandet, og lad det småsimre til blommerne brister. Rør i det af og til med en træske så stenene kommer op til overfladen og fjern dem efterhånden. Men se i øjnene at du ikke kan få has på dem alle, og lidt sten i syltetøjet giver bare en endnu finere smag, og man fjerner stenen når man kommer sit luksus syltetøj på maden.

Kog syltetøjet ind ved svag varme. Tag nu den underkop ud du kom i fryseren. Kom hvad der svarer til en teske på underkoppen. Lad det køle af og skub til det med en finger. Du kan nu se om det har den rette tykkelse. Er det ikke tykt nok, koger du videre et par minutter til og tester så igen. Sådan fortsætter du til det har den tykkelse du gerne vil have. Lad det færdige syltetøj køle af i ca. 30 minutter i gryden, før du kommer det på rene glas.

 

Karen Broström