Dan havde benene og timingen

2014-09-10 07:39
52 Team Taasinge-ryttere dystede om årets klubmesterskab på en solrig september-søndag

Af Kim Barren

Timing. Kløgt. Gode ben.

Det er de tre ingredienser enhver cykelrytter kender. Og som enhver cykelrytter håber at have på dagen.

Håbet havde de 52 medlemmer af Team Taasinge som søndag den 7. sept. stillede til start i årets klubmesterskab. Virkeligheden blev så en anden, da cyklerne rullede på asfalten. I hvert fald for nogle af rytterne.

Et klubmesterskab der blev kørt i perfekt cykelvejr. Næsten vindstille. Let solskin. 17-20 graders varme. Og en rundstrækning på 10,8 km fra Øster Skerninge via Ollerup, Egense og Lehnskov.

For årets klubmester Dan Ottosen var de tre ingredienser blandet perfekt. På den sidste af syv omgange sagde han sammen med Kim Just farvel til hovedfeltet ved Egense kirke med små fem km til mål. Lars Frederiksen satte efter de to udbryder og fik hentet dem. Han forsøgte en kilometer før mål, at køre en lang spurt hjem, men blev hentet af Dan og Kim. Og i spurten var Dan stærkere end Kim, og endte som klubmester 2014. De tre kom i mål små 30 sekunder foran hovedfeltet.

Undervejs i løbet havde især formand Skipper flere gange forsøgt at komme af sted, ligesom Asger, Frank og sidste års klubmester Bo samt Erik H tog på udflugt. Men hver gang blev de hentet af hovedfeltet i elitemotionist-klassen, hvor 22 stillede til start. Men Skipper blev belønnet for sine mange udbrudsforsøg, da han blev kåret som løbets fighter.

Hos supermotionisterne var 17 mand klar, da den hvide prins i skikkelse af Mette Uths bimmer-dyr og med Henrik Linaa som flag-svinger satte løbet i gang med masterstart. Her var feltet samlet alle seks omgange, og tempoet var så højt, at de endte med at køre de seriøse motionister ind på tredje omgang.

Løbets afgørelse for supermotionisterne blev en spurtopgør, hvor Søren Egelund var hurtigste mand foran Finn Hansen, mens Stefan Madsen som treer lige fik klemt forhjulet foran Lenni Sørensen. De seriøse motionister kæmpede også hårdt om førstepladsen, som endte i Kirkeby, da Claus B. Christensen var først over stregen foran Anders Berg og løbets grand-old-mand John Obarzanek, der med sine 69 år viste, at alder ikke betyder noget.

Hos kvinderne var der – desværre – kun to deltagere Linda Navne Frederiksen og Bettina Christiansen. Her vandt Linda i flot stil, mens Bettina kørte en lige så fin andenplads hjem. Næste år håber vi at se endnu flere kvinder i kamp om mesterskabet.

Heldigvis kunne vi år glæde os over, at ingen kom til skade i løbet, der var forskånet for uheld og styrt. Men tre ryttere, Jim, Bjarne og Claus Hybel punkterede, og gennemførte ikke hele løbet, selv om de alle tre bedyrede, at de havde nye dæk på. Men ingen indlæg!

Efter løbet serverede Hans Henrik grillpølser, kyllingebryster og kartoffelsalat samt øl og sodavand, mens folk med hang til en sød tand kunne nyde formandens hjemmebagte mesterskabs-chokoladekage. Og præmiepige Nikoline Bendsen – datter af Johnny B – delte præmier ud til alle ryttere og hjælpere, der sørgede for en flot og sikker afvikling af løbet.

En flot opbakning fra 50 forretninger og virksomheder i Svendborg og på Tåsinge betød nemlig, at en hyggelig søndag formiddag i godt Team Taasinge-selskab endte næsten som juleaften. Så mange gaver kunne vi trække lod om. Og ja, rygterne taler sandt. Der er stadigvæk gaver og præmier tilbage til vores afslutningsfest de 1. november. Så skal vi sige, at vi ses -:)


Team Taasinge, forening  | teamtaasinge@gmail.com