Fælles køreregler

Køreudvalget er enigt om, at en række forhold skal sikres, når vi træner.

1) Sikkerheden er i højsædet.

2) Vi skal dele op allerede på gymnasiet. Således at hvert hold består af 12-15 mand. Samtidig skal der altid være en holdkaptajn på hvert hold. Det finder hvert hold ud af, inden de kører ud. Samtidig er det en god ide, at have en tællemand, der sørger for at have styr på, at alle mand stadigvæk er i gruppen. Tællemanden får også besked, hvis en gruppen drejer fra.

3) Ude på selve turen kan det enkelte hold så deles yderligere i tre-fire mand, når der køres interval. På den måde bliver interval-træningen mere effektiv. Samtidig er sikkerheden større, når kun tre-fire mand kører interval frem for en gruppe på 12-15 mand.

4) Det er op til den enkelte gruppe at afgøre, hvor man cykler hen og hvilke form for interval-træning der køres. Det kan være eksempelvis små korte to-tre minutters intervaller, 8-10 km intervaller eller tyve minutters intervaller.

5) Ved bakketræning samles ALTID op på toppen af bakken. Og det er på toppen af bakken – og ikke 500 meter efter bakken, f. eks. ved Diernæs-bakken eller Egebjerg-bakken.

6) Der lægges op til, at der køres interval-træning om tirsdagen. Torsdagen byder på fri træning – d.v.s, distance- eller udholdenhedstræning. Skulle nogle have lyst til interval-træning er det også muligt. Søndag køres intervaltræning for dem, der har lyst.

7) Vi er enige om ikke at have meget faste regler. Men vi sætter sikkerheden højt. Derfor skal grupperne ikke være større end 12-15 mand pr. gruppe, når vi ruller ud fra gymnasiet.

Køreudvalget
Team Taasinge, forening  | teamtaasinge@gmail.com