August 2006 fik jeg foræret en rejse af min mormor til en valgfri destination, det eneste krav var at min mor tog med, hvilket selvfølgelig var helt overkommeligt.
Jeg havde allerede fra starten besluttet at skulle vi nogen sted så skulle det være Spanien på den Andalusiske halvø. Efter lang tids søgen faldt valget på Fuengirola ved Malaga, nærmere bestemt Rancho La Paz (
www.rancho-la-paz.com). Rancho La Paz er en heste-oase midt ude i Mijas bjergene, og efter en god terrænkørsel lander man på stedet, som bygningsmæssigt minder om selve Mijas Pueplo, den hvide by i bjergene.
Gaden gennem Rancho La Paz
Og gaden den anden vej
Og så var der selvfølgelig masser af heste
Ca 250 heste i alt inklusiv avlshingste, avlshopper, føl, plage og ridehestene. Alle hestene er af ren P.R.E. (Pura Raza Española) og Cruzado (Pre-krydsning eller ren PRE uden papirer). I blandt de mange heste boede Romero sammen med sin familie og venner.
De sidste dage inden vi tog afsted til Spanien, min mor og jeg, var jeg begyndt at få lidt kolde fødder mht rejsen. Ikke fordi vi skulle ned sydpå, men fordi jeg på det tidspunkt var kørt rigtig godt og grundig sur i det med ridningen og tingene på den private front fungerede heller ikke. Bare tanken om 2½ times daglig ridning var næsten uoverskuelig, og så på nogle kedelige turiskameler!! Men heldigvis forsvandt al tvivlen da vi landede i Malaga Lufthavn og varmen nærmest slog luften ud af os. Og skulle der være nogen som helst tvivl tilbage efter køreturen fra lufthavnen til fincaen, ja så forsvandt den ihvertfald et sted ude i bjergene da vi så stedet og hestene.
Samme aften blev vi sat i grupper og spurgt om rideerfaring osv. Jeg fik at vide at min hest på turen ville være ung, stærk og hurtig! Tak for kaffe tænkte jeg, det var så den ferie. Nu var jeg blevet tildelt stedets mest umulige turistkamel som de af sikkerhedsmæssige årsager ikke kunne tildele til andre turister og som guiderne ikke selv gad ride. Ja ja enhver rideskole har deres sorteper blandt de flinke heste!
Jeg var noget nervøs da jeg gik i seng den aften!
Turiskamelen
Følgende morgen efter morgenmaden skulle vi, alle fra min gruppe, mødes på sadelpladsen for at få tildelt heste (turistkamler!!!), strigle og sadle op.
Mens min mor og jeg venter på guiden, der deler hestene ud, kigger vi os lidt omkring på sadelpladsen. Blandt ca 10-12 heste, fortrinsvis skimler og et par enkelte brune, får jeg øje på en enkelt af de skimlede der står og kigger på mig. Fra det øjeblik ved jeg at der står min ridehest for ugen! Jeg får jaget en albue i siden på min mor, og får sagt noget i retning at det er altså den der hest jeg skal ride og peger på skimlen.! Nå!siger hun; Jeg synes da ikke jeg har set at guiden har peget din hest ud endnu! Nææ det har han såmænd heller ikke, men jeg er 100% sikker på det er den jeg skal ride. Og det var så også den hest guiden pegede ud for mig, og præsenterede som Romero.
Romero
Hygge før rideturen
Klar til afgang
Så er vi på vej ud i bjergene
Jeg havde en pragtfuld ridetur på Romero, og mig som ALDRIG har kunne fordrage at ride ned ad bakker følte mig helt tryg på vej ned af stejle bjergskråninger. Aldrig har jeg oplevet en hest der har givet mig en så fed og behagelig ridetur, og som samtidig var så opmærksom på mig og mine følelser. Jeg må indrømme at Romero tog mit hjerte med storm, og ordene om turistkamel blev hurtigt glemt og gemt. Min første galop på ham var jeg nær hoppet af i farten da hans afsæt kom en anelse bag på mig.
Ferieforelskelse
Når nu man render rundt nede i varmen er det nok ret let at forelske sig i alle de nye indtryk, en ferieflirt eller i mit tilfælde en hest! Lige præcis derfor valgte jeg efter nogle dage at ride en anden hest. Min ferieforelskelse bar hen i retning af noget jeg slet ikke havde råd til (læs: Romero til DK), og tanken om at skulle sige farvel til ham den sidste dag velvidene om at det muligvis kunne blive den sidste gang jeg så ham, var slet ikke til at bære. Jeg fik i stedet en hest med navnet Cañastero. En sød og rar hest, også med god fart på, men slet ikke til stede psykisk på samme måde som Romero. Ham red jeg på den fedeste tur på stranden ved Atlanterhavet, og jeg skal love for at han kunne løbe stærkt!! yeeehaaa!!!
Cañastero
Så skal der soppes i Atlanterhavet
Frokost i skyggen under et på træer
Jeg synes lige det var på sin plads at Cañastero også lige blev nævnt i sammenhængen med Romero.
Den sidste dag
Den sidste dag nærmede sig desværre med hastige skridt, og jeg valgte derfor at ride Romero igen den sidste dag. Jeg kunne ikke bare tage afsted uden at sige farvel.
Selvom jeg endnu engang fik en helt fantastisk tur med ham i bjergene, så var det også hårdt for mig følelsesmæssigt, og jeg skal da indrømme at jeg måtte fælde en tåre og gå mig en tur alene efter han var kommet ud i folden efter turen. Jeg lovede ham dog at vi ville ses igen, hvad enten om jeg skulle besøge ham i Spanien eller om jeg på mystisk vis skulle få råd til at købe ham.
På vej til den sidste tur i bjergene
En lille sludder før afgang
Jeg lover dig vi ses igen Romero
