Det er sket rigtig mange ting i løbet af det første år, både op og nedture. Romero er en helt fantastisk hest som har en helt unik følelse for hvordan jeg har det. Tiden efter min fars død har været enormt svær. Jeg overvejede at droppe ud af handelsskolen og tage hele året om, da jeg ikke kunne overskue det. Jeg haltede langt bagefter i mange af fagene og når jeg var hjemme og burde lave mine lektier gemte jeg mig grædene under dynen eller forsvandt væk fra virkeligheden på nettet eller foran fjernsynet. Jeg foretrak at komme sent i stalden hos Romero, for så var der ingen andre i stalden end hestene og ingen ville stille spørgsmål omkring hvordan jeg havde det eller om min far. I den tid red jeg mest uden sadel, dels fordi Romero var så sindssygt svær at fodre på (de første 3 uger i Danmark sultestrejkede han) så han tabte sig voldsomt og ville slet ikke tage på så sadlen gled konsekvent tilbage på ham, og ellers lavede vi en masse jordarbejde, klikkertræning og hvad vi ellers kunne finde på. Romero så faktisk ret farlig ud den første vinter da han ikke var meget for foderet og høet kunne han da til nød nippe lidt til. Den dag i dag spiser han stadig ikke op, og har dage hvor han ikke rigtig gider spise.
Da dagene blev længere og lysere kom der mere liv i os begge og vi forsøgte os med undervisning i engelsk dressur. Underviseren var dygtig nok, men da Romero hele sit liv var redet på hackamore og løse tøjler havde han svært ved at acceptere den konstante kontakt på tøjlen og det gav en pokkers masse ballade med ham, selvom der selvfølgelig også var rigtig gode momenter ind i mellem.
Her ser det jo rimelig nydeligt ud
Men sådan så det ud det meste af tiden.
Romero blev temmelig pirrelig af den engelske dressurridning og endte med at at være over følsom for schenkler og flyttede sig af og til med lynets hast, hvilket resulterede i jeg måtte holde en pause fra ridningen efter jeg røg af i en lynhurtig vending og slog skambenet skævt AV!
Jeg fik så en spansk sadel i fødseldagsgave der blev købt på messen i Herning, og vi vendte tilbage til ridningen med hackamore, og det trivedes han med, så det forsatte vi med i lang tid efter. Romero fik sit gamle rolige jeg tilbage og var til at ride igen. Tur og hygge/tulle-ridning blev sat øverst på listen.
Da jeg så flyttede hjem til min mor på sjælland og skoven lå inde for få kilometer, så kom der for alvor gang i turridningen.
Klassisk Dressur
Efter en tur på Store Heste Dag i september, hvor jeg så Hanne Kapitanska ride opvisning i Klassisk Dressur på hendes smukke PRE hingst Chico, og jeg fandt ud af at Hanne også underviste og tilmed kørte ud til sine elever, blev beslutningen om at starte med at få undervisning.
Romero og jeg trives rigtig godt med denne træningsform og vi undgår rigtig mange konflikter, som jeg desværre oplever at mange andre ryttere har med deres heste og som vi også selv have tidligere.
Romero gør kæmpe store fremskridt for hver undervisningslektion og det på trods af at vi ikke knokler som sindssyge i hverdagen. Stort set har vi ikke en fast træningsplan og gør egentlig det vi synes vi har lyst til den pågældene dag. Men noget må vi gøre rigtigt for det går jo rigtig meget fremad :)
Working Equitation
Vi har også stiftet bekendtskab med Working Equitation til fællestræning hos Kathrine (
www.klassisk-dressur.dk). Det var noget som Romero og jeg også fandt rigtig sjovt og spændende. Rent faktisk har vi fået lov at lave forhindringer som må få lov at stå i stalden, så det varer vist ikke længe før jeg skal i gang med hammer og sav.
Indtil videre er målet at komme til kursus hos Joao Lynce fra Portugal der skulle komme til DK til foråret.
