Jeg havde nok håbet et eller andet sted at jeg ville glemme Romero da jeg kom hjem til det koldere klima vi har i Danmark, for det ville have været så meget nemmere. Men sådan skulle det ikke være. Jeg kunne dårligt se på billederne af ham uden at sidde og stortude. Mine 6 heste (egentlig 5, da den ene var min mors hest som jeg red) kunne ikke få mine tanker til at fjerne sig fra Romero. Da min boligsituation ændrede sig og jeg ikke kunne have hestene hjemme længere, måtte jeg sige farvel til 4 af hestene, islænderhingsten Picassur, DV hopperne Wecktra og Moeskærs Gaia og mit fuldblodsføl Kayla. Hendes mor blev lånt ud til min gode veninde, der også købte Kayla. Min fars shetlændervallak Claus tog jeg med mig. Efter en kamp med banken, lykkedes det på denne måde at få råd til at få Romero til Danmark, og det blev starten på en masse mails frem og tilbage mellem Rancho La Paz i Spanien og mig.
Min mor var på efterårsferie hos mig i min nye lejlighed i Vejle, og vi havde talt lidt om at det kunne være sjovt hvis Romero kom til Danmark mens hun var der. Aftalen var så også at min far intet måtte vide om Romero, før han var kommet til Danmark, da min far tidligere havde hjulpet mig ret meget med min økonomi, og han nok ikke ville bifalde idéen om en hest mere der tilmed kom fra Spanien.
Det blev fredag den 20. oktober 2006 ca kl 15.45 og da jeg ikke havde fået nogen mails fra Rancho La Paz et stykke tid ringede vi (mor og jeg) der ned for at høre om hvornår de forventede at Romero ville komme til Danmark. Svaret var at han lige netop var kørt over den sydtyske grænse og de forventede han ville være i Danmark den næste eftermiddag/ aften. Jeg ville blive kontaktet nærmere af Peter (Rancho La Paz's ejer) der kørte lastbilen.
Lige pludselig gik tingene meget stærkt. De sidste penge skulle veksles til euro og da vi lige netop havde været i Hööks i kolding og ikke er vanvittig godt kendt i Kolding ellers, måtte vi give fortabt med at lede efter en bank. Min mor kom med den geniale plan: Exchange i Billund Lufthavn!!!! Derpå kørte vi til Billund Lufthavn og vi fik vekslet de sidste kroner og det måtte så lige fejres med en temmelig dyr kop kaffe i lufthavnen :-)
Endelig i Danmark - 21. oktober 2006
Ja jeg behøver vel næsten ikke at fortælle at fra jeg stod op om morgenen indtil Peter ringede til mig fra Tyskland, der var dagen virkelig rigtig meget lang!?!
Da han så endelig ringede, så gik tiden pludselig rigtig meget stærkt (gad vide om de havde tanket lastbilen med flybenzin???). Vi blev enige om at mødes ved Hedenstedafkørslen og så skulle jeg køre foran lastbilen til stalden. Vi holdt og ventede på motorvejsbroen, og ALLE lastbiler under os blev nærstuderet, men så pludselig var den der. Vejen ud til stalden var med tårer (glædestårer vel at mærke) og klump i halsen og jeg måtte virkelig tage mig sammen for ikke at tude. Dem der siger man bliver mere følsom med alderen, har vist så evigt ret suk! Nå men tudemarie her fik taget sig sammen og på gebrokkent tysk/ engelsk fik vi hilst på Peter og hans spanske co-driver der KUN talte spansk! Men vi var slet ikke i tvivl om at de begge synes Danmark er hundekold!
Bagklappen på lastbilen blev åbnet og der stod Romero helt alene i lastbilen klar til at komme ud og hilse på os og det kolde vejr og sine nye staldkammerater.
En eller anden havde i mellemtiden lukket stalden helt af og Peter havde nær revet stalddøren af der var sat på krog inde fra, og co-driveren fik stød på et stødhegn! Men det lykkedes dog til sidst at komme ind i stalden en anden vej fra, få tændt lyset og få Romero ind i en velstrøet og varm boks. De sidste papirer og betalinger blev ordnet, og co-driveren gav Romero en farvel krammer. Selvfølgelig havde vi glemt kameraet hjemme, så ingen billeder fra den dag.
Romero's 1. dag i Danmark
Den 22. oktober 2006, skulle blive endnu en dag der bestemt heller ikke går i glemmebogen.
Min far kom den dag for at hente min mor hos mig. Vi spiste en god frokost og hyggede os rigtig meget (på intet tidspunkt blev Romero nævnt). Vi blev enige om at min far selvfølgelig lige skulle med i stalden og hilse på Claus, som egentlig var hans pony. Mine forældre får jeg sendt ned på ridebanen, så skulle jeg nok hente Claus, for min far skulle lige se de cirkustricks han havde lært.
I stedet blev det Romero jeg kom med, og det var med blandede følelser. Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde, for hvad ville min far sige? Ville han blive gal? Eller ville han tage pænt i mod ham, som han gjort med katte og kaniner da jeg var barn og kom slæbende hjem med dem???
Heldigvis fik Romero en rigtig fin modtagelse, og jeg var lykkelig. På vejen hjem sagde min far flere gange til min mor at han var så glad for at jeg havde fået Romero, for ALDRIG havde han set mig så glad og lykkelig :-)
Far hilser på Romero, første, sidste og eneste gang Den 22. oktober 2006 er en dag jeg mindes med glæde, men også med sorg. Dette skulle desværre også være være den sidste gang jeg så min far i live, da han bare 1½ måned efter døde uventet (d. 9. december 2006). Han glemte simpelthen at vågne om morgenen og da min mor fandt ham var det for sent.
Vi havde heldigvis en perfekt dag hvor alle var glade den 22. oktober, men det er stadig svært at acceptere at min far ikke er her længere.
