Dæktryk / Punktering / lapning
 
 

Punktering / lapning

Dæk skal være ubeskadigede står der i "Detailforskrifter for køretøjer" som udgives af Færdselsstyrelsen og beskriver krav til køretøjer.

For at et dæk er ubeskadiget, skal det være repareret på en måde, så det efter reparation fungerer, som det ville gøre i fejlfri tilstand.

Tjekliste ved lapning

  • Bed værkstedet tage dækket af fælgen for kontrol og reparation.
    Dækket skal altid kontrolleres og repareres indvendigt.
  • Få information om årsagen til skaden.
    Måske kan det forebygges, at det sker igen.
  • Få information om hvordan skaden er udbedret.
    Der skal altid foretages en permanent reparation i henhold til reparationsstandard TI-2044.

Permanent reparation

En permanent reparation sker hos et dækcenter/autoværksted som afmonterer dækket fra fælgen og foretager en inspektion af dækkets inderside. Det er vigtigt at undersøge, om der er sket skader på dækkets indvendige lufttætte lag. Hvis der er skader på indersiden af dækket, kan det være nødvendigt at kassere det.

Den permanente reparation tætner dækket med en vulkaniserende lap, som giver dækket sin oprindelige styrke tilbage.

Det er vigtigt at sikre sig, at det punkterede dæk afmonteres fælgen, inspiceres indvendigt, og repareres med en permanet lap på indersiden. Denne metode er den eneste, som giver dækket sin oprindelige styrke tilbage og efterfølgende kan dækket igen betegnes som ubeskadiget.

Desværre ser man ofte værksteder, som lapper dæk uden at det afmonteres fælgen. Det kan betyde, at skader indvendigt i dækket ikke opdages, og der er efterfølgende risiko for, at dækket havarerer og medfører alvorlige ulykker.
Selvom det ikke burde være nødvendigt, bør man som bilist med et punkteret dæk altid være opmærksom på værkstedets reparationsmetode og sikre sig, at der altid foretages en permanent reparation af dækket med afmonteret fælg. Derfor bør du spørge værkstedet, om dækket har været afmonteret og kontrolleret indvendigt i forbindelse med reparationen. 

Ilægning af en slange i et slangeløst ("tubeless") dæk er ikke tilladt, medmindre den pågældende dækfabrikant giver tilladelse.

Nødtætning

Nødtætning er en midlertidig tætning af dækket som foretages af blandt andet vejhjælpsfirmaer. Det sparer bugsering af det punkterede køretøj, da det efter nødtætningen er muligt at køre til et dækcenter/autoværksted, som kan udføre en permanent reparation.

En nødtætning kan være indsprøjtning af en væske i dækket eller isætning af en gummiprop i hullet. I begge tilfælde skal man køre til nærmeste dækcenter eller autoværksted med moderat hastighed. Detaljerne om maksimal hastighed og distance fremgår af instruktionsbogen, vejledningen til lappevæsken eller hos vejhjælpsfirmaet.

Denne type tætning er ikke en permanent reparation og dækket er efterfølgende ikke ubeskadiget, hvilket det jo skal være i henhold til lovgivningen.
 
Vær opmærksom på, at hjulets dæktryksensor kan blive beskadiget ved brug af lappevæske, såfremt bilen har et dæktrykovervågningssystem. Læs mere om dæktrykovervågning.  

Findes der et reserve- eller nødhjul i bilen, bør man naturligvis altid benytte det til kørsel til nærmeste dækcenter/autoværksted.
 
Nødtætning af dæk på lastbiler, busser og påhængskøretøjer er ikke tilladt.


Dette billede viser et dæk med en skade på det lufttætte lag indvendigt i dækket. Sådanne alvorlige og potentielt livsfarlige skader kan kun opdages ved afmontering af dækket fra fælgen.

Præventiv tætning

Der findes produkter som præventivt kan tætne et dæk, så det ikke taber luft ved en punktering.
 
Selvom dækket stadig holder luft efter en punktering, er det ikke længere ubeskadiget.
Alle gennemgående skader kræver afmontering af dækket for udførelse af en permanent reparation.
Derfor kan tilføring af tætningsmiddel til præventiv tætning af dæk ikke erstatte en permanent reparation, og bør derfor alene anvendes i dæk monteret på køretøjer med en tilladt hastighed på maks. 40 km/t.
Rådet for Større Dæksikkerhed  | Tlf.: 39 63 97 79 | dbdk@dbdk.dk