Personbiler som indregistreres første gang fra 1. november 2014 skal være udstyret med et dæktrykovervågningssystem.
Systemet skal advare føreren, hvis dæktrykket bliver for lavt.
Hvorfor skal biler have dæktrykovervågning?
Baggrunden for indførelse af et europæisk krav om dæktrykovervågningssystem på nye biler er hensynet til trafiksikkerhed og miljø.
Korrekt dæktryk er vigtigt for sikkerheden. For lavt dæktryk kan føre til havari pga. overophedning af dækket. Desuden forringes dækkets egenskaber i forbindelse med pludselige undvigemanøvrer samt evnen til at modstå akvaplaning.
Dæktrykovervågning kan desuden have en miljømæssig gevinst. Et for lavt dæktryk øger brændstofforbruget med helt op til 15 % ved 1 bar for lidt tryk. Dækkets levetid reduceres desuden med helt op til 50% ved et dæktryk, som er 0,6 bar under det anbefalede tryk
Hvordan virker det?
Der findes to forskellige overvågningssystemer til måling af dæktryk. Begge systemer kaldes TPMS, som står for Tyre Pressure Monitoring System.
Den ene type kaldes et indirekte system og overvåger bilens ABS-sensorer. Hvis der konstateres forskel i omløbshastigheden mellem hjulene, advares føreren om fejl i dæktrykket.
Det andet system kaldes et direkte system og består af sensorer i hjulene (se illustration). Disse sensorer er meget præcise og kan sende oplysninger om det nøjagtige dæktryk til bilens kontrolboks, som kan advare føreren, hvis trykket er lavt. På nogle bilmodeller vises dæktrykket i bilens instrumenter.

I begge tilfælde skal systemet alarmere føreren, hvis der sker et tryktab på 20 % eller ved et tryk på under 1,5 bar.
Må jeg frakoble systemet?
Hvis bilen er typegodkendt med et dæktrykovervågningssystem, er det ikke tilladt at frakoble det. Har bilen det direkte system, må man altså ikke køre med hjul uden sensorer.
Hvilke biler skal have systemet?
I første omgang er det almindelige personbiler (den såkaldte køretøjstype M1) som skal have dæktrykovervågning som standardudstyr.
Hvad gør jeg ved en punktering eller hjulskift?
Hvis din bil har det indirekte system, kan du skifte hjul, uden at der opstår problemer. Hvis du anvender et flydende lappemiddel, skal du huske, at det kun er en nødtætning som må bruges frem til nærmeste værksted.
Har din bil det direkte system, vil du ved brug af bilens nødhjul eller et andet hjul opleve fejl i overvågningssystemet. Dette skyldes enten manglende sensor eller uens sensorkodning, hvilket du godt kan køre med til bilens oprindelige hjul er repareret og genmonteret.
Du bør ikke anvende flydende lappemiddel til biler med sensorer i hjulene, da det kan ødelægge sensorerne.
Husk altid at læse bilfabrikantens retningslinjer i forbindelse med punktering/hjulskift i instruktionsbogen.
Er der noget særligt jeg skal være opmærksom på, når jeg køber nye dæk?
Dækkene, som benyttes til biler med dæktrykovervågning, er som udgangspunkt ikke anderledes end til biler uden systemet.
Hvis din bil har det direkte system, skal du dog være opmærksom på, at det vil være nødvendigt at have en dæktrykssensor monteret i hvert enkelt hjul, hvilket kan medføre en ekstraudgift, når du køber nye dæk eller fælge.
Hvad skal jeg gøre, hvis advarselslampen lyser?
Hvis advarselslampen for lavt dæktryk tænder, skal du straks standse bilen, og tjekke om der er sket en punktering. I tilfælde af en punktering skal du følge proceduren, som er beskrevet i din instruktionsbog, og enten skifte hjulet eller foretage en nødtætning. Alternativt kan du kontakte et vejhjælpsfirma.
Hvis der ikke er en synlig punktering, kan du forsigtigt køre til nærmeste tankstation eller værksted, hvor dæktrykket skal kontrolleres og justeres.
Såfremt dækket mangler luft, bør det kontrolleres nærmere af en fagmand.