Rådet for Større Dæksikkerhed

Ofte stillede spørgsmål om alder på dæk

Hvordan ser jeg hvor gamle mine dæk er?

På dæksiden findes en kode som viser dækkets produktionsuge og år.
F.eks. vil koden 3216 betyde, at dækket er fremstillet i uge 32 i år 2016.

Hvor gamle må mine dæk være?

Der findes ingen regler for, hvor gamle dæk må være (der er dog særlige regler for påhængskøretøjer med Tempo 100-godkendelse, se nedenfor).
 
Selvom man ikke slider sine dæk op, vil vind og vejr påvirke dækkenes egenskaber, så de med tiden mister vejgreb.
Det anbefales at få sine dæk kontrolleret af en dækspecialist med jævne mellemrum, når de har været i brug i 5 år eller mere.
Ved tegn på revner, buler eller andre skader, bør man med det samme søge hjælp hos en dækspecialist.
 
Påhængskøretøjer med Tempo 100-godkendelse: Dæk på disse køretøjer skal være yngre end 6 år, hvilket bestemmes ud fra koden for produktionstidspunktet, som dækket er mærket med.

Jeg har købt nogle nye dæk som ikke er helt nye! Er det lovligt?

Der findes ingen regler for, hvor gamle dæk må være, når de sælges til en kunde.
Hvis et nyt dæk har været opbevaret korrekt, tager det ikke skade af at have ligget på lager et par år.
Vil du være helt sikker på at få et så nyt dæk som muligt, skal du købe dine dæk hos en dækspecialist med fysisk forretning, hvor du kan se produktionsdatoen ved købet.
Rådet for Større Dæksikkerhed  | Tlf.: 39 63 97 79 | dbdk@dbdk.dk