Se, man tager noget ganske almindeligt, et cirkusbesøg f.eks., giver aktørerne nogle vældigt eksotiske navne samt en brunlig kulør, sender kostumer, dekorationer og sprechstallmeister igennem den store, indiske vridemaskine, og *Woopty* så har man pludselig en ganske anderledes kulturoplevelse, end man regnede med.
Også i den grad!
Jeg havde hængt ud i Goa en måneds tid og var ved at få en smule strandkuller, da jeg en dag opdagede at palmerne i vejkanterne var blevet dekorerede. Store, farvestrålende plakater var hængt op i nattens mulm og mørke, og det var til min overraskelse ikke valgplakater (selv om nogle af klovneansigterne til nød godt kunne forveksles med vore hjemlige politikere), næh, det var søreme farvestrålende annonceringer af at der var kommet cirkus til byen!
Nu har jeg aldrig været den store trapetzfan, men omstændighederne taget i betragtning var det måske et udmærket alternativ til endnu en aften på strandbaren, så to dage senere købte jeg billet og drog mod hovedstaden Panjii, sammen med mine kammerater Yazmine og Joe.
Teltet var malet i prangende farver, som fjernede fokus en smule fra de mange lapper og slitage, og foran indgangen var der sort af mennesker. Jeg sivede ind i pøblen og blev på det nærmeste løftet fra jorden og viljeløst ført med strømmen. Støjen var overdøvende, og jeg takker de høje og usete magter for, at jeg trods alt havde været forudseende nok til at reservere et sæde.
Yazmine og Joe havde allerede sat sig, og allerede fra første øjeblik fornemmede jeg, at det næppe var et Las Vegas-show, vi havde løst billet til:
Manegen lignede et fortidslevn, og siddepladserne var kun egnet til fakirer. Jeg lagde en trøje over det hårde træsæde og kikkede rundt i det fyldte cirkustelt. Inderne larmede og regerede, de råbte og skreg, mens deres unger legede tag-fat mellem stolerækkerne, ivrigt forfulgt af frustrerede forældre, og is- eller frugtsælgere skrumlede rundt blandt tilskuerne og truttede i båthorn eller fløjter og gjorde helvede hedt for alle, der ikke ville handle.
Pludselig overdøvedes den almene larm af et infernalsk støjhelvede. Noget, der mindede om en blanding af sækkepiber og ustemte trompeter, fik mine trommehinder til at blafre faretruende, og på en faldefærdig balkon trådte et atten-mand stort orkester frem i slidte gallauniformer og pompøse hovedbeklædninger. Yazmine skreg af grin, og Joe holdt sig for ørene, mens han bandede som en tyrk.
Første nummer var 20 unge dansepiger. Det er synd at sige, at de var udfordrende klædt, og den tekniske sværhedsgrad må taksters til 02. Pigerne så jævnt uengagerede ud, og jeg bemærkede, at flere af dem tyggede tyggegummi. Nå, publikum var øjensynligt ligeglade, for mig at se var kun de færreste optaget af, hvad der forgik i arenaen; de fleste sad og sludrede højlydt, mens de åd brændte mandler, og resten vadede restløst rundt mellem stolerækkerne. Nummeret sluttede med en menneskelig pyramide og bagefter sjoskede gymnastikpigerne ud gennem det røde forhæng. Orkesteret, som spillede forbløffende asynkront, missede timingen med flere satser og sluttede crescendoet alt for sent, og der var næppe én i salen, som klappede.
Så var der trylleshow: En mand i ternet habit hev to duer ud af en æske, mens assistenten af vanvare trådte på nogle af hans remedier og uheldigvis ødelagde kisten til ”Den oversavede Dame”. Tilskuerne kedede sig, orkesteret forsøgte sig uden held med en march, og efter at have set en bøvsene flodhest og en linedanser, der to gange skvatter ned fra rebet, vidste jeg ikke, om jeg skulle le eller græde.
Men pludselig skete der store sager!
Fem dværge med røde næser og malede læber kom spænende ind i manegen. De var tydeligvis klovne, og nummeret gik i al sin enkelthed ud på, at de skamtævede hinanden med brædder og stokke, og til min udelte forbløffelse brølede salen af grin. Inderne rullede bogstaveligt talt rundt på sæder og gulv, og latteren ville ingen ende tage. Jeg var pænt forbavset, men definitionen på indisk humor er tydeligvis, at hvis noget gør ondt på andre, er det sikkert sjovt. Jeg kom til at spekulere over, hvad de ville sige, hvis de vidste at klovnenes rødmalede munde er en remisens, fra dengang narrene skar sine mundvige op for at få et bredere smil, men endte med at konkludere, at inderne sikkert ville elske det.
Da klovnene endelig fik banket hinanden halvt fordærvede og forlod manegen, indtog to storsmilende jonglører deres plads. De smed bolde og knive til hinanden og var langt under standarden af gadegøglere fra Strøget. De efterfulgtes af et dyreshow, hvor et par udklædte hunde luskede rundt med halerne mellem benene og blev tvunget til et utal af ydmygelser, og derpå blev der præsenteret en sabelsluger.
Det ene pinagtige nummer blev efterfulgt af det næste, og torturen fortsatte i tre stive timer, lystigt understøttet af trompetspillerne fra helvede. Da cirkusdirektøren endelig annoncerede, at det var tid for aftenens grand finale, var Joe faldet i søvn, og mentalt var jeg for længst taget hjem. Jeg begyndte så småt at gøre mine til at trække i retning af døren, da der i det samme sprang seks drabeligt udseende tigere ind i manegen. Jeg havde svagt opfattet, at der var blevet opsat et rustent metalgitter hele vejen rundt om arenaen, men et enkelt blik på den lemfældige afspærring gjorde det ganske klart, at hvis et af rovdyrene agtede at forlade rampelyset, ville gitteret på ingen måde være i stand til at bremse den. Jeg nærede bestemt intet ønske om at blive potentiel portionsanretning, og jeg kikkede mig panisk over skulderen efter den nærmeste flugtvej. Tigerne brølede som hævnende dæmoner, tilskuerne virkede pludselig næsten interesserede, og selv Joe vågnede ved larmen. To dyretæmmere dansede rundt om de stribede kødædere, den ene var en hårdt pumpet, brun udgave af David Hasselhoff iført tights og lyseblå satinskjorte. Han havde øjensynligt godt fat i ørene på de firbenede aktører, som lydigt, men naturstridigt, sprang igennem flammende tøndebånd og gik på line, mens frygten lyste ud af øjnene på hans assistent, der ukontrollabelt tæskede løs på de knurrende dyr med en lang kæp.
Da Yazmine pludselig hviskede: ”Det må da ende med, at tigerne en dag får nok og æder ham”, var jeg ikke i tvivl om, at hun ville få ret.
Forestillingen sluttede, og vi fulgte strømmen af plaprende tilskuere ud mod motorcyklerne. Vi kørte ud for at spise, før jeg satte kurs mod mit lille guesthouse, og to dage efter læste jeg i ”The Harold”, at dyretæmmerens assistent var blevet slået ihjel. Da han under en forestilling gav førertigeren et enkelt slag for meget.
Rejsejulekalenderen skrev:
Indlægget er skrevet af Patrick Leis. Patrick er en fantastisk kunstner, der kan lidt af hvert. Han er en mester ud i body-paintingens og illustrationens kunst, han skriver de mest fantastiske rejsebøger, samt sjove og spændende børnebøger og romaner. Og så er Patrick medlem af De Berejstes Klub og har rejst i ca. 50 lande, heriblandt Brasilien, Canada, Pakistan og selvfølgelig Indien, hvor han har oplevet det, han fortæller om her på Rejsejulekalenderen.
-------------------
Snabeldyr fra helvede / Khao Yai / Thailand 1992
Dagen var ved at gå på held, vi var trætte og sultne og jubelscenerne gav rungende ekko mellem bambus og krat, da vi endelig nåede restaurenten. Vi var fem overlevende, og den Thailandske guide Mike, var ude at lede efter de sidste to fra vor ekspidition -Er alle med? De to tyskere og det engelske par nikkede langsomt. De var lige så udmattede som jeg og ingen af os havde vist forestillet sig at den hyggelige regnskovsekspetition vi havde indløst billet til, ville ende som en stroppetur der var en jægersoldat værdig. Vi var ankommet til Khao Yai for to dage siden, og havde været på flagermuseskusion og jungletrecking, besøgt budhistiske meditationsgrotter og badet i paradisiske laguner og skulle efter planen vandre en sidste tur gennem regnskoven før en jeep ville samle os op og vi skulle på elefantspotting. Men naturligvis gik ikke alt efter planen og de sidste to fra rejseselskabet, et ungt, østrigsk par, var pludselig forsvundet i det grønne og vi andre var blevet beordret til at vandre af sted langs et tilgroet flodleje, mens vores noget bekymrede guide iværksatte en eftersøgning. Jeepen ventede som planlagt foran restaurenten og selvom tourlederen Steen blev en anelse betuttet over at se os uden Mike, indvilligede han i at vente lidt med at tilkalde hjælp. En halv time senere dukkede Mike op, med to meget flove østrigere på slæb. - Vi havde bare sådan lige forladt stien, fortalte fyren med skamrøde øre, - og da vi fandt tilbage var I væk. De havde ikke vidst om de skulle gå den ene eller anden vej, og besluttede sig for at vente på at nogen kom tilbage. Smart nok, og heldigvis gik der ikke længe før Mike havde fundet dem. Vi spiste middag på restauranten og fortsatte turen som passagerer i landroveren. Det var fedt at slippe for at gå, jeg sad bare på ladet af den rullende bil i næsten meditativ afslapning og nød naturen og den kølige vind. Der var anlagt en forholdsvis bred vej gennem naturreservatet og Mike fortalte at den fortrinsvis blev brugt af skovarbejdere og opsynsfolk. Vi var netop kørt gennem et område af gigantiske palmelunde, da vi opdagede elefantflokken. Mike klodsede bremserne med sådan en kraft at vi blev slynget rundt på roverens lad, men et par buler og småknubs syntes en beskeden pris at betale for den uventede oplevelse. I løbet af et øjeblik var alle mand på benene med kameraer og udspilede øjne. Inde fra førerhuset ævlede Steen løs om at vi søreme var heldige, det var ikke på alle turene man overhovedet så elefanter, og at støde på en hel flok var vist ganske ekseptionelt. Nå, jeg knipsede løs det bedste jeg havde lært, og folk var pænt begejstrede. Thailandske elefanter er ikke helt så store som deres afrikanske artsfæller, men virkede ikke desto mindre temmelig imponerende. Der befandt sig vel en tyve stykker i skovbrynet godt femten meter fra vejen og de så ud til at hygge sig fælt. De var lysegrå, næsten hvide, og travlt optagede af at slide blade af buske og småtræer med de bevægelige snabler. - Se den lille unge! hvinede den engelske pige henført og fumlede ivrigt med sit Minolta. Vi andre kom med de sædvanlige Ih & Åh-lyde, og faktisk var hele scenariet uhyre indtagende. Det var lige som at være med i en naturudsendelse, vinden blæste mildt, palmerne svejede blidt og elefanterne opførte sig eksemplarisk. De var øjensynligt fuldkommen ligeglade med at have tilskuere til middagen, og lod som om vi slet ikke eksisterede. Eller sådan virkede det i hvert fald i starten. Elefanterne var præcis som jeg havde forestillet mig, store, godmodige og en anelse sløve. Jeg kunne for min død ikke fatte meningen med de avisartikler om dræberelefanter jeg havde læst, og slog det igen hen som sensationsjournalistik. De spisende snabeldyr foran os, opførte sig skam ualmindeligt fredeligt. Og dog slog det mig underbevidst at Mike ikke havde stoppet bilen, men beholdt den ene fod på koblingen. Jeg havde netop skiftet film, da jeg bemærkede at den største elefant var holdt op med at spise. Den stod længst væk og stirrede gennemborende på landroveren, og der var ingen tvivl om at den var flokkens leder. Jeg mærkede en svag sitren i nakkehårene, og det føltes som om den så direkte på mig. Der var vist ingen andre der lagde mærke til noget før den svingede snablen i vejret og begyndte at trompetere. Folk grinede, jeg hørte lige Steen sige noget om at den vist ikke syntes det var så sjovt at blive forstyrret midt i frokostpausen, og pludselig rev den store elefant et mindre træ op af jorden. Det så fuldkommen grotesk ud, virkede slet ikke som om den havde anstrengt sig, og nu begyndte jeg alligevel så småt at begribe at elefanter måske slet ikke var helt så ufarlige som man måske skulle tro. Vi begyndte at fnise og sende hinanden usikre blikke, og Mike lettede foden en anelse fra speederen. Førerelefanten stod stadig stille og kikkede i bilens retning, og den engelske pige kom med et forsigtigt pip om at det måske også var på tide at køre videre. Mere skete der ikke, elefanten vente tilbage til frokostbordet og den anspændte stemning lagde sig atter og folk fortsatte med at tage billeder og kommentere de enorme dyr. Vi stod vist alle og iagttog den lille unge som forsøgte at dige hos sin mor, da førerelefanten igen trompeterede. Folk hujede og grinede for det lød mægtig højt, men smilene havde dårligt lagt sig, før dyret atter flåede et træ op fra jorden og med enorm kraft slyngede det ind i buskadset. - Æh, mumlede den østrigske fyr. – Ser den ikke en anelse utilfreds ud? Jeg nåede lige at nikke, før fanden tog ved elefanten, og situationen på et øjeblik løb løbskt. Elefanten stormede gennem buskadset, trampede undervejs små buske og grene til kvas under sin vældige vægt. Jeg var fuldkomme målløs over dens hurtighed, og blev øjeblikkelig tør i munden. Dyret havde kurs direkte mod bilen, og hele vores grubbe satte i et højt og kollektivt hyl. Mike slap koblingen, bilen for frem, men elefanten forfulgte os stadig. Der var pludselig fandens til forskel på de venlige pattedyr vi havde fotograferet for et øjeblik siden og til dette rasende uhyrer, og det stod mig pludselig krystalklart hvad en beslutsom femtons bersærker ville være i stand til at gøre ved en jeep. Folk begyndte at hyle, og uden at viden det selv, fortsatte jeg med at tage billeder. Mike accelererede hen ad vejen, og det stod heldigvis hurtigt klart, at elefanten alligevel ikke ville kunne indhente landroveren. Hvis altså ikke lige tankbilen, som fyldte hele vejen, pludselig var dukket op bag den nærmeste bakketop. - For satan da! råbte Mike og hamrede bremsen i. Vognen skred lidt ud, og flok hylede igen. Vi blev slynget rundt på ladet, elefanten var nu nået ud på vejen, og nærmede sig hastigt. Mike hamrede hornet i bund, og over roverens tag kunne jeg se at tankbilen klodsede bremserne. Chaufføren svingede ind til siden, satte lastvognen i bakgear og forsøgte at gøre vejen fri. Mike gassede op, vred rattet rundt og kørte næsten ud i den stenede rabat. Elefanten så fuldkommen afsindig ud, der er ingen sammenligning mellem et dyrs udseende når det er venligt eller aggressivt, og denne her fyr var bestemt ikke til at spøge med. Uhyret var under fem meter fra at nå ladet, den vældige snabel svingede frem og tilbage som en nedrivningskugle og de høje trompetlyde skar i vore trommehinder. Jeg var fuldkommen i chok, stod bare og fortsatte med at tage billeder og endte faktisk med at få en rimelig medlevende fotoserie. Jeg var næsten ved at styrte ud over jeepens lad da vejen endelig blev fri og Mike hamrede sømmet i bund, og vi for af sted som vinden. Vi mistede elefanten af syne da vi kørte op over bakketoppen, men der gik flere minutter før folk indså at faren var drevet over, og i lang tid efter rystede begge mine ben. Det var den store tysker der først begyndte at grine, og snart istemte vi alle med en næsten hysterisk dødningelatter. Jotak, det var skam lidt af en oplevelse, og da mørket faldt på og vi kørte på natsafari gennem parken, med lommelygter og tændte tagprojektøre, var der ingen som spillede smarte når vi så reflekserne fra dyreøjne mellem de mørke træer. Vi mødte endnu en elefantflok, men da den engelske pige, der ligesom var ved at have fået sin dosis af vildmarksliv, begyndte at tude, skyndte vi os at køre videre. Jeg forlod naturparken dagen efter og fulgtes med de to tyskere til Bangkok, og da jeg senere snakkede med nogle lokale om oplevelsen rystede de bare på hovedet. - Din bedste chance hvis elefanten havde fået fat i jeepen, fortalte en gammel thailænder gravalvorligt, - er at alle begynder at løbe i hver sin retning. Elefanten vil først vælte bilen før den sætter efter de flygtende, og kun én af jer ville blive dræbt. Gode odds, tænkte jeg og sank en klump, men efter den oplevelse var jeg ikke i tvivl om at avisartiklerne om elefanternes farlighed var sande. Jeg har siden set elefanter i både cirkus og Zoo, og jeg har nøje vogtet mig for at tirre dem. Joh, skulle jeg en anden gang komme til en thailandsk naturpark, ville en del af den obligatoriske overlevelsespakning bestemt indbefatte et særdeles velassorteret lager af peanuts! … Og ikke eet ondt ord om Dumbo!
Artikel til rejsemagasinet globen Sommer 2014, en forkortet version af en af historierne fra min bog "Røverhistorier fra et rejseliv".
-----------
Nightmare in Goa
Jeg tog til Indien for første gang i 87. Næsten lysegrøn bag begge ører, men propfyldt af ungdommeligt gå-på-mod. Turen havde gået via Ægypten og til Mumbai, og efter nogle uger endte jeg i Goa, hvor jeg lejede et lille hus. Det sidste udlejerne sagde til mig før de gav mig nøglerne, var at der ofte kom tyvebander op fra nabostaten Kerala.
Javelja, jeg skulle bestemt nok huske at låse dørene og om ikke andet var jeg jo allerede blevet rigtig gode venner med de tre nabohunde der havde slået sig ned på min veranda. Jeg var slet ikke klar over at nætterne kunne være så varme. Om dagen skinnede solen og alt var én lang sommerferie tæt på hav og indbydende iskiosker, men når solen gik ned bag Sharporafortet ved 19-tiden, var det som om varmen blev hængende blandt skygger op palmer. Væggene i mit lille hus var stadig lune, luften føltes tung at trække ind. Jeg kaster mig rundt på den hårde madras på gulvet, slingre ind og ud mellem drømmebilleder og delvis bevidsthed. Fanen går hele tiden i stå. De dæmpede suk fader ud, som en vejrtrækning der stopper ved at en behandsket hånd lægger sig over mund og næse på offeret i en gyserfilm. I samme øjeblik fanens rotation aftager, stiger temperaturen i det lille værelse. Sveden sniger sig ud gennem porerne i huden og på grund af indbrudsfaren tør jeg ikke engang åbne de tilskoddede vinduer. Der er omkring 28 grader varmt og mit soveværelse begynder at føles som en forstad til helvede. Jeg er fuldkommen overtræt og har efterhånden opgivet at falde i søvn. Udenfor hyler landsbyens køtere mod månen som ulve. Støjen er enoverende og selv en motorvej ville være at foretrække frem for dette cirkus. Jeg stikker fingrene i ørene og begraver ansigtet i puden, er endelig ved at falde hen, og så begynder mine fødder pludselig at klø som bar fanden!
- Fuck, mumler jeg ud i stilheden, og rejser mig op på albuerne. Mit myggelys må være brændt ud, for til trods for at jeg er plasket ind i lokal myggeolie af åbenlys tvivlsom kvalitet, har de lokale blodsugere holdt happy hour på mine fusser i samme øjeblik fanen gik i stå. Jeg bander over strømafbrydelsen og roder i mørket efter stearinlyset ved min sengekant. Omsider finder jeg lighteren og svinger benene ud i den lille cirkel af lys. Myggelyset er ganske rigtigt slukket, en grå askespiral ligger nok så fint på gulvet omkring den lille tinholder. Jeg aftaler med mig selv at jeg simpelthen må se at få købt det fordømte myggenet, og fumler endnu et grønt spiral-myggelys ud af pakken. Det er ellers lidt af en fest at læse varedeklarationerne på indiske produkter, og på den pakke Mortin Mosqitocoils jeg sidder med, står en af de bedre: Deep reach action! forklare sloganet, og får mig uvilkårligt til at tænke på hvilke skadevirkninger røgen fra de kemiske produkter mon gør ved mine lunger. Men det bedste er så afgjort indholdsbeskrivelsen: Alletin - 2%, Other items 98%. Total 100%!
Ja, den var sgu ikke gået i Sverige, tænker jeg og tænder myggeforskrækkeren i håbet om at “The other items” ikke er alt for kræftfremkaldende. Indiske myg er ikke udstyret med skandinaviske harpunsnabler og kan man bare klare de første ti-femten minutter uden at bryde sammen og klø løs, forsvinder irritationen som oftest af sig selv. Men til gengæld er de små sataner komplet lydløse! Man høre simpelthen ikke den mindste summen, de lusker bare rundt som avancerede mikrohelikoptere og slår til mens man mindst venter det. Nå, up yours, jeg har heldigvis modgiften parat, tænker jeg og forsøger at blive klar nok i hovedet til at finde dåsen med tigerbalsam. Jojo, det er skam et glimrende middel mod kløe. Det svider et par minutter, men bagefter mærker man ikke det mindste til myggestikkene og undgår en eventuel betændelse hvis man kradser hul. Jeg finder omsider min tigerbalsam under en T-shirt, og bøjer mig forover for at smøre vidundermidlet på fødderne, da en sort skygge pludselig fare ind i lyskeglen. Hurtigere end øjet kan opfatte, hurtigere end hjernen kan godtage, springer den hånds-store jagtedderkop hen over gulvet, løber direkte hen over begge mine fødder og forsvinder som en flugtbilist i mørket. Jeg skriger som en gammel kælling, flår knæene op under hagen og får ved samme lejlighed væltet stearinlyset omkuld. Mit soveværelse går fuldkommen i sort da lyset slukkes, og det samme gør jeg.
Jeg sidder bare ret op og ned på madrassen og som en mediterend sadu mens hele kroppen ryster af væmmelse. Det var fandeme den største edderkop jeg nogensinde har set! Der kommer en smule månelys ned gennem det lille vindue i loftet og da mine øjne har vendet sig til mørket rækker jeg forsigtige den ene hånd frem for at lede efter lighteren. Hvert øjeblik venter jeg at blive skambidt i pegefingeren af et tokilos loddent dræberkryb med kindbakker så lange som stødtænder, og nu skyldes det ikke kun temperaturen at sveden hagler af mig.
Endelig finder jeg lighteren, tænder skyndsomst alle de stearinlys jeg har inden for umiddelbar rækkevidde, og ser mig om efter mine sko. Fodtøjet bliver rystet med næsten manisk energi, og da jeg har forsikret mit tyndslidte nervesystem om at der ikke bor noget i dem, tager jeg dem på og begynder at lede efter bæstet. Jeg bander fælt over den manglende strøm mens jeg lister rundt og gennemsøger huset med en bambuskæp i den ene hånd og stearinlyset i den anden, og synes pludselig der er en helvedes masse flere kroge end der plejer at være. Jeg når hele hytten rundt med minutiøs grundighed, men edderkoppen lader sig ikke sådan uden videre finde.
Fanden tage mig om jeg vil lægge mig til at sove mens det uhyre krabler rundt, og jeg har lige lagt mig på knæ for at rode under kommoden for 7. gang, da lyset kommer tilbage. Fanen begynder dovent at snurrer i loftet, den hvide pære afsløre støvet langs væggene, og naturligvis sidder edderkoppen på kommoden og glor lige ind i fjæset på mig med alle sine øjne. Jeg udstøder et vræl og springer tilbage og min behårede logerende tager omgående flugten. Den er afsindig hurtig, piler hen over gulvet og hvis det ikke var for den mindre strategiske detalje at den farede hen i et hjørne, var jeg ikke sikker på at jeg nogensinde havde fået fanget den. Jeg står og glor bistert på edderkoppen mens jeg nervøst slår kæppen ind i håndfladen som en jysk politiaspirant til sin første gadekamp, og spekulere på hvad hulen jeg nu skal stille op. Krybet er fandeme på størelse med en hamster, benene mere behårede end en talskvinde fra Femø og kindbakkerne ser ud til at kunne bide gennem en middelsvær brystbeskytter uden det store besvær. Min første tanke er naturligvis at hakke krybet til sildesalat med kæppen, men efter dens imponerende opvisning i overlydsfart, er jeg ikke sikker på at jeg vil kunne nå at ramme den før den atter har gemt sig. Gode råd er dyre og jeg begynder så småt at blive urolig for at strømmen igen sætter ud og bevæger mig langsomt baglæns mens jeg holder et vågent øje med uhyret. Jeg har en blå vandspand stående lige om hjørnet og hvis jeg kan få smidt den over hovedet på fyren slipper jeg dels for at tørrer 2 kilo indvolde op fra gulvet samt undgå at eventuelle ottebenede familiemedlemmer kommer for at gøre krav på de jordiske rester. Så som sagt så gjort, og med ynde som en ninja fra det 14. dynasti lister jeg mig nærmere med min blå edderkoppefælde hævet højt over hovedet. Jeg tager en dyb indånding der kunne være en malaysisk perledykker værdig, smider spanden ned over edderkoppen, og springer instinktivt et skridt baglæns. Jeg har myrekryb over hele kroppen og da det begynder at rasle i spaden er jeg ved at gå i chok.
Nå, langt om længe får jeg samlet mig nok sammen til at finde et ark papir og stikke under spaden og få den vendt på hovedet. Jeg slår bommen fra hoveddøren og bære fangsten ud på verandaen. Naboens tre hunde vågner da jeg kommer ud og begynder nok så fint at logre og fedte og opføre gi-mig-noget-mad-dansen, og følger mig helt ud til vejen mens de holder et vågent øje med den blå spand. Stor er deres skuffelse da jeg tømmer spanden og der i stedet for kiks og godter bare tumler en monsterstor edderkop ud på jorden. Det største gadekryds glor forarget, først på edderkoppen og dernæst på mig, og tager så, nærmest i protest, en bid af min krigsfange. Jeg væmmes på grænsen til opkast da køteren forsøger at guffe edderkoppen, men når lige at tænke at det da alligevel var en ganske smart måde at holde huset fri for kryb, da edderkoppen, som stadig kæmper en fortvivlet kamp mellem tænderne på hunden, pludselig vrider sig og hakker kindbakkerne i snuden på sin bøddel. Hunden hyler som besat og flygter hen ad gaden, stadig med edderkoppen hængende i tuden, og mens jeg går tilbage til huset spekulere jeg på hvem der mon egentlig ender med at æde hvem.
Jeg er dødtræt, men tager alligevel endnu en er-der-mon-mere-kryb-i-hjørnerne-runde, før jeg kravler i kassen. Jeg finder to kakerlakker og en strøm af myre der skovler rundt i et hjørne, men selv om kakerlakkerne (der i øvrigt er godt 6 cm. store og næsten røde) må lade livet, orker jeg ikke at spekulere mere over myrerne og kaster mig fuldkommen udmattet på madrassen. Klokken må være fire eller fem, og hundene i omegnen holder stadig koncert. Jeg er ved at vende mig til larmen da lyden af et båthorn får mig til at springe op af sengen. Jeg tror det er løgn, men lige uden for min havelåge holder der en og dytter, råber noget på indisk og bliver naturligvis akkompagneret af mine vagthunde foran hoveddøren. Jeg flår longien, som jeg bruger som dyne, til side og springer atter hen og hiver bommen fra. I tusmørket kan jeg skimte en fyr der står lænet op ad en cykel med en stor kurv på bagagebæret. Halvgal af træthed finder jeg kæppen og springer ud i haven for at finde ud af hvor mange slag der skal til for at stoppe munden på ham, da det går op for mig at han er den lokale delivery-bager. Et par af naboerne kommer frem fra skyggerne for at købe brød eller boller, og da jeg alligevel ikke tør fortage en likvidering i påsyn af så mange vidner ender jeg med at købe en pose wanna-bee-gifler og bestikke ham til at gå ned og holde udsalg længere henne af vejen.
Jeg spiser en halv bolle eller hvad pokker det nu er han har solgt mig, smider resten af posen på bordet og kryber igen til køjs. Hundene larmer ikke så meget mere og igennem sprækkerne i vindusskodderne kan jeg se at det begynder at lysne. Jeg lukker øjnene, falder hen, men i det samme starter hvislelydene. Jeg sætter mig op med et sæt. Lydene er fuldkommen ubestemmelig, minder lidt om en gasventil eller svag fløjten, og stiger hele tiden i intensitet. Snart bliver lydene skinger og utrolig høje, en af den slags højfrekvenslyde der går lige i plomberne som kork på en tavle. Og så går det op for mig at det må være cikader. Fandens, de små sataner sidder og gnidder bagben som var det violiner og spiller lystigt solen op, og lige meget hvad søren jeg end gør, er det umuligt at holde lydene ude. Jeg er ved at fortvivle, magen til larm skal man sgu lede længe efter, og i over en halv time er støjen næsten ren totur.
Endelig kommer solen frem og cikaderne klapper i, og med et dybt støn tager jeg fingrene ud af ørene. Jeg vender mig om på siden, nyder morgenkøligheden og kan endelig slappe af. Tankerne driver væk, drømmebilleder trænger sig på og af en eller anden grund ser jeg et bål for mit indre øje. Jeg er nået godt ned i alphastadiet, svæver af sted mod et befriende intet, da noget med et enormt brag lander på mit tag! Jeg fare op med et sæt, hjertet hamre i brystet og jeg hiver forskrækket efter vejret.
Først tror jeg det var en kokosnød, men pludselig lyder endnu et par knald og i et forfærdende splitsekund går det op for mig at nogen klatre rundt på teglstenene. Røvere! Jeg bliver kold over det hele, sveden hagler igen af kroppen og med et er jeg lysvågen. I det lille vindue i loftet ser jeg et kort øjeblik nogen kikke ned på mig, men før jeg rigtig når at registrere det er ansigtet væk. Så flyver jeg op fra sengen, griber stokken og før hjernen når at protestere har andrenalinet allerede fået kroppen til at kaste bommen til side og bragt mig ud ad hoveddøren. Jeg er helt oppe at køre da jeg med et vildt skrig på læberne springer ud i morgenlyset, jeg slår om mig med bambuskæppen og er parat til at flå hovedet af halvtreds vilde banditter om nødvendigt, ikke så meget fordi de forsøger at bestjæle mig, men mere fordi jeg atter er blevet vækket.
Og der står jeg så, med fråde om munden kun iført underbukser og knippel, og glor på en abe! Aben glor tilbage, med det der hvad-fanden-vil-du-udtryk som kun aber kan stille op. Den virker ikke synderligt overrasket, og dens artsfælder som sidder i mangotræet lige foran huset ser heller ikke overvældende imponerede ud over min fremtoning. Og så står jeg så lidt og tripper med min kæp og aner ikke rigtigt hvad jeg skal stille op. Aberne er næsten hvide, har ufatteligt lange lemmer, og en hale på over en meter. Ansigterne er sorte og ret menneskelige og jeg erfarer senere at de kaldes Spøgelsesaber. Jeg har ligesom tabt tråden en anelse, men da den abe der sprang fra træet ned på mit tag, viser mig det brune punktum og derefter simpelthen lader som om jeg ikke eksisterer, taber jeg også tålmodigheden, gir fanden i de truede arters beskyttelse og hæver truende kæppen. Nu var det jo ligesom planen at aben skulle fyldes af rædsel og foretage en omgående retræte, men i stedet vender bæstet sig om, stiller sig på bagbenene og hvæser som en dæmon fra helvede. Den er næsten lige så høj som mig, har noget længere tænder og set i bakspejlet tror jeg det var mere held end forstand der reddede mig fra at blive skrællet og brugt som banan hvis det var kommet til kamp, for netop som vilddyret skulle til at angribe kom naboens tre hunde galopperende med fuld fanfare og blottede tænder, og hurtigere end jeg kunne blinke med øjnene var aben steget til vejrs. Den spænede simpelthen op ad husgavlen, for over i mangotræet og sprang sammen med sine syv-otte venner gennem haven og forsvandt før hverken jeg eller hundene nåede at se hvorhen. Og så står jeg så bare der, med hamrende hjerte og tre lækkersultne hunde der logre og fisker efter en belønning for veludført heltegerning, mens jeg prøver at forstå hvor galt det faktisk kunne være gået.
Jeg er helt sidelæns af mangel på søvn, klapper hundene uden at opdage det og går som en søvngænger ind i huset for at hente en godbid til dem. Jeg snapper posen med morgenbrød fra stuebordet, smider et stykke til hver hund og sætter mig på varandabænken mens jeg automatisk tygger på den sidste giffel. Jeg glor tomt ud i haven, og selv om det klør i min mund opdager jeg ikke der er noget galt før en af hundene kaster op. Det er som om jeg vågner af en trance, sidder stadig med munden fuld af brød da det går op for mig at der er myre overalt på min hånd. Rædslen kommer i samme sekund jeg forstår hvad der kravler i min mund, jeg opdager at den halve giffel jeg sidder med er sort af myre og når lige at vende hovedet væk fra verandaen før jeg brækker en kvart giffel og cirka 300 myre ud i haven. Jeg stormer gennem huset, finder vandflaskerne i køleskabet og gurgler mund som en vanvittig. Der svømmer et utal af både levende og døde myre rundt i vasken da jeg spytter og hakker, og tanker om hvor mange der måske allerede kravler rundt i min mavesæk får mig til at ørle igen.
Endelig er det ovre, jeg mener at ha fået druknet, eller i det mindste spyttet de fleste myre ud, og går med usikre skridt tilbage til verandaen. Hundene sidder der stadig, men ser ikke specielt tilfredse ud med det ellers proteinrige morgenmåltid og som kompensation får de en håndfuld kiks. Solen er steget godt til vejrs, det er blevet behageligt varmt og på den lille gade er folk begyndt at tusse rundt. Nogen hilser og smiler, og med et ser jeg en ko stavre af sted på vejen. Der sidder en hvid hejrelignende fugl på dens ryg, en lille hjælper der sikkert lever af parasitter eller fluer. Der hopper to jordegern rundt på muren ind til naboen, man kan ikke se om det er i leg eller om de er på arbejde, men de er utrolig søde, og selv om jeg stadig er vindøjet af træthed og udmattelse, begynder jeg at smile. En lille gekko klatre på muren over mit hoved, fugle kvidre i træerne og pludselig har jeg det som om jeg sidder midt i en naturudsendelse. Tænk engang at kunne få en oplevelse bare ved at gå ud i sin have, tænker jeg, og føler mig med et enormt glad. Solstrejf danser i mellem teglstenene, en eller anden har skrevet De Sousa på tværbjælken under taget og i det hele taget begynder jeg at lægge mærke til en masse enkeltheder og detaljer omkring mig som jeg aldrig før har været opmærksom på. Det føles som om min bevidsthed og verdensforståelse bliver udviet, bare en lille smule, men alligevel nok til at virke overvældende, og af en eller anden grund begynder jeg for måske første gang i mit voksenliv at føle mig tilstede. Jeg er her bare ligesom, mærker verden omkring mig og føler livet bruse gennem kroppen. Så fanden stå i et par aber på taget eller en morgenmad med myrepålæg, det vigtigste er at opleve, og jeg har netop bestemt at jeg fra nu af vil tage verden som den kommer. …
Og så i øvrigt altid huske at gemme mine fødevare i køleskabet!
Attikel til http://www.julerejs.dk