16/10/2015
Bragt i Berlinske tidende, Kultursektionen:
Hvem vil købe bøger af en der siger han stemmer DF?
Jeg læste ANNE SOPHIA HERMANSEN’s ”du lugter af pis”-indlæg med beklagelse. Ikke fordi ikke fordi det forargede mig, men fordi det forarger mig at konen har ret. Danske kunstnere er svagpissere! For det er de nødt til at være, hvis ikke også de vil ende på kontanthjælp.
Jeg er hverken i samme liga som MØ, Medina, Ib Michael eller Trier, men lever alligevel af at skrive og illustrere… Og er praktisk talt uenig med samtlige af mine kunstnerkollegaer.
Det er Fy at lufte betænkeligheder ved masseindvandring, religionsudøvelse der danner præcedance for moralisme, at mene at EL vil fratage borgerne retten til at begå egne fejltagelser og robotisere dem under et altfavnende socialprojekt kaldet socialisme eller mene at formanden for Alternativet (skønt guderne skal vide at vi trænger til en reformering af det eksisterende pampervælde på Borgen!) én gang for alle har bevist sin uværdighed til atter at indtræde i dansk politik.
Lige som Claus Hjort og Bødsgaard, for nu lige at dele sol & vind lige.
Jeg har skrevet et utal at politisk ukorrekte læserbreve og fået mange drøje hug for mine svinske og mildt sagt ukollegiale meninger. Ikke så meget af ”almindelige” dødelige, men det har ikke skottet på tilråb fra hverken kunstnere eller forfattere.
Naturligvis har det undret mig at ofte stå alene med mine synspunkter, men måske er der alligevel en god grund til at næsten samtlige af mine lidelsesfæller står på den modsatte side af hegnet.
Jeg er hverken orakel eller vismand, men har dog nogle bud på hvorfor det forholder sig således: Det ligger simpelthen i DNA’en. Ikke fysisk, men billedligt talt. Nogle kunstnere der vokser op ”Frie” samfund, hvor forældrene måske var hippier, kollektiver og store visioner, højt til loftet og plads til alle undtagen Magtens Lakajer, var nødt til at have de samme meninger.
Man stak ikke af fra flokken mens man var en ukendt maler, for i et usikkert erhverv behøver man al den support det er muligt at rave til sig og man bider ikke hånden der fodre. Man påvirkes af sine omgivelser og oplever samme facetter af virkeligheden gennem hinandens øjne.
Men den anden og måske mere væsentlig grund er økonomi.
Som forfatter er man sårbar. Man er afhængig af at folk køber ens bøger eller kunst og man vil nødig fornærme sine potentielle kunder, eller endnu værre, gå glip af legater og bibliotekssalg, som reelt er det de fleste forfattere overlever på.
Vi er et sprogligt lille land, der skal sælges procentvis mange bøger før der råd til huslejen og man har brug for hver en læser man kan opdrive. Man vil gerne stikke ud, men helst på den rigtige måde; Den måde hvor man i fællesskab sviner Svinehunden og med venstrefløjen og godhedsindustriens velsignelse banker dem der ikke er imod vold.
Jeg husker en af de mange gange jeg besøgte det gamle ungdomshus på jagtvejen 69. Det var altid sjovt, rebellerne i de ens sorte jakker skålede og fortalte sig selv og hinanden hvor anderledes de var, at folk skulle tolerere hinanden og at facistsvinene der betalte for vores kontanthjælp var ignorante røvhuller. En dag tog jeg jakkesæt på og gik derned, og var bogstavelig talt ved at få tæsk. Vi skulle nemlig kun skille os ud på den samme, i stilhed aftalte vis.
Og det samme gælder for kunstnere, forfattere og stand- up´ere…
Det er okay at svine, men kun hvis man sviner de rigtige. Dem med alle de grimme meninger, dem som måske betvivler at løven kan græsse side om side med lammet og mangler visionerne til at se, at hele jorden sagtens kan leve i lykke og harmoni.
Og når man har en offentlig platform bliver det nemmere at få sit budskab ud, mens håndværkeren eller den arbejdsløse sjældent får sin mening eksponeret i en avis eller på tv…
Naturligvis må man være i stand til overhovedet at kunne formulere en holdning for at den får vægt i en debat, men bare fordi du er bedst til at argumentere betyder det ikke nødvendigvis at du har ret, og som kreativ sjæl bruger man beklageligvis mere sine følelser end sin logik.
Det er derfor nogle af os kan skrive bøger, skabe musik eller male… men det betyder ikke at vi kender virkeligheden bedre end sharwarmasælgeren eller nettomedarbejderen.
Nogle af os kan bare (lige som politikerne) forklare vore synspunkter mere medrivende og får i kraft af den offentlige bevågenhed nemmer ved at opnå taletid om emner vi ikke ved en skid om…
Men som vi føler noget for. Måske med hjertet, men helt sikkert med pengepungen, for hvem vil købe plader af en musiker der offentligt indrømmer at han stemmer DF eller læse bøger af en forfatter der vedstår sin bekymring over den stigende indvandring.
Ikke Mig! i hvert fald… selv om jeg måske inderst inde giver ham ret.
15/2/15
Dagen efter terrorrismen kom til Danmark og to uskyldige blev dræbt og 5 politifolk såret:
Den fremstrakte hånd:
Jeg er vred, men ikke bange.
Jeg er sørgmodig, men ikke overrasket.
Det var ikke første gang og det bliver sikkert heller ikke sidste gang. Men det var det hidtil blodigste anslag mod Danmark og de værdier som landet er bygget på. Grunden til angrebet er formodentligt krænkelser. At nogle er blevet vrede over en fornærmelse. Ord veksles til kugler, på et sprog som alle kan forstå.
Alligevel forsøger vi at forklare og forsvare hvad der skete. ”Det var kun et enkeltstående tilfælde”, siger vi uden at løfte blikket, ”Kun en enkel, gal mands værk.”
Men hvor mange enkeltstående tilfælde skal der til før det kaldes en epidemi? Hvor længe skal dem med de mest højtråbende argumenter have lov at dikterer hvordan vi skal handle og tale?
”Vi kunne jo bare have ladet være med at provokere”, siger de som stadig tror, at alle på jorden har samme mål og kan nås med samme midler. ”Faktisk er det vores egen skyld.”
Men til jer vil jeg gerne have lov at stille et spørgsmål. Bare et enkelt: Hvad hvis det var omvendt? Forstil jer en bande nynazister, en samling rednicks eller bare en gruppe af veludannede unge som fik nok af de hadprædikerne der somme tider lyder mod vesterlandske værdier, og tog ud for at dræbe imamer eller prædikanter i Yemen, i Ægypten, i London eller i Stockholm. Eller måske på Nørrebro eller i Århus?
Hvad ville reaktionen mon blive på det?
Ville den være lige så afdæmpet som når fortalere for ytringsfriheden bliver henrettet, og lige så målrettet blive inddæmmet til kun at omfatte de få der faktisk udførte terrorhandlingerne?
Eller ville verden bryde i brand?
”Du kan ikke sammenligne en fornærmelse mod en profet og mod en livsstil!” vil nogen sikkert mene, men der vil jeg påstå at I tager fejl.
For begge ting handler i bund og grund om et udfald mod et værdigrundlag og en livsførelse. For en ateist (som mig) er kernen i mit liv demokratiet og samfundet, hvor det for religiøse måske er deres guder og helligdomme.
Men tag ikke fejl: At træde på mit demokrati, er lige som når nogen træder på jeres guder.
Jeg opfordre ikke til drab på dem som ikke deler samme overbevisning som mig, men terroristernes mission er ved at lykkes. Jeg har for længe prøvet at undskylde og forstå, og har i den kristne ånd vendt den anden kind til. Men med angrebet på ytringsfriheden ved krudttønden og angrebet på det jødiske samfund i Krystalgade, har jeg fået nok af at tage min del af skylden for vores forskelligheder. Jeg vil ikke hade, men jeg vil være skeptisk. Som når man gentagende gange bliver bidt af samme slags hund og til sidst vælger at gå en lang bue uden om.
Skal dette ændres, skal vi undgå paralelsamfund og grænsezoner i vort lille land, må det være JER der rækker hånden frem. Ikke med en undskyldning, men en forklaring. Og med en villighed til at acceptere, at i et sekulært samfund skal der hverken tages hensyn til religion eller forhistoriske dogmer.
Hvad der bliver gjort i privaten er for egen regning, men de åbne armes politik har intet andet ført med sig end stigende intolerance og forøgede krav om særbehandling.
Nu må det være nok.
Krænkelser der besvares med kugler bør aldrig få nogen sympati.
----------------
Jaja ingen gratis omgang her, så igen har det kostet et par FB bekendte at poste ovenstående overvejelse om de seneste dages københavnske skydetelt. Jeg burde vel egentlig holde mig for god til at kommentere på den slags, eller i det mindste sige alle de velopdragne ting... Men beklager, hvor gerne jeg end ville går det bare ligesom ikke rigtigt.
For det provokere mig virkelig at så mange synes at det jo lidt er vores egen skyld, når nu vi har lavet alle de grimme tegninger...
Jeg mener at reaktionen overhovedet ikke står i forhold til krænkelsen, men der er mange åbenbart uenige. Jaja, de fleste er jo forargede over at nogen ligefrem bliver dræbt, meeee, alligevel... For i mine øjne er det er ikke tegningerne der er noget galt med, men hvordan man Reagerer på at blive krænket, der er problemet. Jeg bliver krænket hver eneste dag men det kunne jeg da ikke finde på at dræbe nogen over...
Så lad os for et øjeblik vende den på hovedet og sætte dette store blasfemispørgsmål ned i mikrokosmos så alle kan være med:
" Hvis du er i et forhold og får bank af manden hver gang du kommer en time for sent hjem, siger du så også at "Ja, jeg kunne jo bare lade være med at komme for sent når han nu bliver så sur"?
Eller er det måske hans reaktion der er en smule hen i vejret...?
Just asking...
For mig er perspektivet helt skævt og før "Nogen!" lære at man ikke besvare fornærmelser med kugler bliver det ikke bedre. Der vil blot komme nye ting at blive krænkede over. At danske kvinder viser sig alene på gaden, at man fejre jul, at... Listen over potentielle krænkelser er ifølge koranen uendelig og giver vi os nu, ender det ikke, men bliver kun værre.
Beklager, jeg ville også helst tro at det var anderledes, men intet sted i historien eller nogen steder på kloden har det vist sig anderledes.
Eftergivenhed avler flere krav, ikke forståelse.
Så for at gøre en lang historie kort og kaste en ben til de som stadig mener at "Det jo på en eller anden måde nok alligevel er lidt vores egen skyld at der blev skudt en lille smule folk" , har jeg hermed et forslag til alle vrede, maginaliserede, misforståede, krænkede, udsatte eller slet & ret fundamentalistiske muhammedfølgere i den ganske verden:
Vi lover aldrig at vise hverken Charli's, Wilks eller Vestergaards tegninger igen, og modsat lover I aldrig at afbrænde flag og ambassader, at dræbe tilfældige vesterlændinge, at standse selvmordsbomberne og at afholde jer fra at cikanere dem som ikke tror eller mener det samme som jer.
Deal?
---------------
15/10/15
Læserbrev til JP i anledningen af at den kroatiske forbryder Levakovic trods endnu en dom fik omstødt sin udvisning til betingen :(
Længe leve Levakovic!
Jeg har brugt en (uforholdsmæssig stor) del af dagen til at tænke over sagen om Levakovic og hans omstødte udvisningsdom… Først var jeg, tilsyneladende på lige fod med flertallet af befolkningen, stærkt forarget over at slynglen endnu engang havde undgået sin retfærdige straf. Men efter at have taget et par dybe indåndinger, kom jeg pludselig til den noget overraskende konklusion at… Danmark har BRUG for ham. Brug for både Levakovic, Store A, Boghandleren fra Brønshøj og flere andre kontroversielle personer.
Og nej, jeg tror faktisk ikke at jeg bare er blevet skør.
For gennem de sidste mange år er danskerne som helhed blevet et stadig mere passivt og bekvemmelighedssøgende folkefærd. Vi brokker os en smule på Facebook, klikker Ja til at støtte en sag på Nationen eller (i sikkerhed bag skærmen) underskriver en protest som kun i de sjældne tilfælde rykker det mindste, vi er kort og godt blevet lade.
Vi lever i et system hvor der stille stadig flere krav om at bidrage positivt, ikke at være en byrde men et aktiv, vi skal tilpasse os, have de rigtige meninger og følge både lovens ånd og bogstav. Og vi samtykker stiltiende når nye regler og love vedtages, det hele bliver jo dejlig nemt når andre bestemmer og herregud, vi har det jo meget godt!
Og kun de færreste forstår hvad der er ved at ske med os. Som Land, som Folk, som Mennesker. At vi både mentalt og økonomisk bliver sat i bur. Udskridningen sker gradvist, ”Salamimetoden” var der en smart mand der kaldte det, men hele vores selvbestemmelse, drive, individualisme og ikke mindst Mod, bliver til stadighed mere reguleret og stykke for stykke tilpasset et system hvor borgerne er til for samfundets skyld og ikke omvendt.
Vi klynker forarget når en minister fældes og alligevel tilkendes et skyhøjt eftervederlag eller en uduelige direktør modtager et Gyldent Håndtryk selv om hans største bedrift var at drive kunder eller aktionærer i bundløs gæld, men gør vi for alvor noget ved den åbenlyse uretfærdighed? Nej, for vi reagere kun på de ting der rammer OS personligt.
Jeg oplever ikke mange hundehadere brokke sig over hundeloven selv om det burde være en sag der i sin absolut mangel på dokumentation og effekt burde berøre os alle. Der er ikke mange barnløse der protestere mod den nye skolereform som tilsyneladende gør eleverne syge, selv om alle vel ret beset burde interessere sig for sine medmenneskers velvære.
Men nej, rammer det ikke os personligt, trækker vi på skuldrene og skænker endnu en kop kaffe.
Og det er derfor vi har brug for folk som Levakovic og ikke mindst den absurde omstødning af hans udvisningsdom. For at have noget at være fælles om, for at finde en sag der kan få os op af stolen og fare til tasterne. Levakovic er, lige som Mørkelægningsloven og salget af Dong, en af de sjældne salamiskiver der trods alt er for stor til at blive ignoreret.
Så mere af den slags, tak. Giv os noget så synligt og fysisk, at sindene for alvor kommer i kog. Giv os så meget uretfærdighed så vi én gang for alle står op og KRÆVER at systemerne bliver ændret.
Tænk at der skal en udenlandsk forbryder til at åbne vores øjne.
-------------
