Aktuelt / 2021

2021

18.12.2021.
TILBAGEBLIK PÅ SKABELSES-ÅR 2021
Fotocollage med Urkraft Kunst 2021
Fotocollage: Midt i skabelsen, og omgivet af min Urkraft Kunst.
 
Snart har vi gået endnu en runde i Årshjulet.

Jeg ser tilbage på mit skabende år,
som har været dybt præget af Den Feminine Energi
og Det Guddommelige Feminine.

I sommers deltog jeg i Laura Hollicks online "Yoni Art Fest",
som var et både vældig intenst og meget inspirerende forløb.

Jeg fortsatte flowet med min selvvalgte udfordring,
at skabe 28 Gudindebilleder,
samt at dele undervejs om mine processer,
på min fb-side Urkraft.

Jeg startede med billeder,
derefter mosaikker i Yoni-form,
hvilket igen udviklede sig til et Kunst-møder-Land-Art-eventyr,
hvor mosaikkerne blev lagt i havet, sandet, skoven,
som portaler mellem verdener,
og som et spejl af min egen, feminine essens.

Udfordringen sluttede med en serie shields,
i den feminine kraft.
Den tre-foldige måne, fuldmånen, Yoni-formen
og andre tegn og symboler.

Sideløbende arbejdede jeg med at genskabe mit firma
i Den Nye Tids Ånd og
under det nye navn "Urkraft Kunst".
En proces, som stadig er igang.

I oktober manifesterede sig endnu en Gudinde,
æblemosaikken "Gaia" til Æblets Dag.
Hun står i øvrigt stadig på havnen.
mørkerødbrun i huden nu,
og med en endnu mørkere stjernehimmel end før.

Tak for et fantastisk skabelses-år.
 
Shields'ene kan ses i billedgalleriet "Drømmefangere og Shields"
og "Gaia" i billedgalleriet "Æblekunst".
 
 
28.11.
JULEGAVE. Resten af 2021 følger der et gratis eksemplar af bogen "Et billede af æbler - om æblemosaikkerne på Fejø" (værdi 95 kr.) med hvert køb af værker for mininimum 595 kr.
 
Se bogen under Æblemosaikker i billedgalleriet "Æblekunst".
 
 
28.11.2021
Efter en længere pause, og flere forespørgsler, har jeg nu fremstillet endnu en serie betonæbler.
 
Æbleskulpturerne er modelleret op af flere lag beton og farverne er blandet direkte på, så hvert æble, som i naturen, fremstår med alle de fine mellemtoner, som gør overfladen levende og stoflig.
Æblerne og bogen kan ses i billedgalleriet "Æblekunst".
 
 
12.11.2021
Tekstilbilledet "Fejø Ressourcefanger" er nu kommet op at hænge i mødelokalet på Fejø Børne- og Kulturhus.
 
En stor drømmefanger, hvor små sedler med navne på foreninger, begivenheder, erhverv og andet minder os om, hvor mange ressourcer vi har på øen, samt om, hvordan vi alle er forbundet - indbyrdes og med omverdenen.
 
Ved billedet hænger følgende tekst:
 
 "Fejø Ressourcefanger

Aktiviteter og erhverv, steder og begivenheder
menneskelige ressourcer på Fejø
og resultatet af dem (et lille udvalg)
alt sammen forbundet
som perler i en helhed
i cirkelkredsens spind.

Fejø forbundet med omverdenen
den nære og den større
mennesker med mange formål
og forskelligartede ressourcer
drager fra Fejø ud i verden
og drages fra verden til Fejø.

Liv. Mangfoldighed. Forbundethed."

Tekstilbilledet og detaljer fra det kan ses i billedgalleriet "Vægudsmykninger".
 
 
 
8.11.2021
Sælskinds-Fuldmåne-Shield

Fuldmånen...
og Grønland.

Grønland i mig.
Sælskindet.
Forbinde mig med noget oprindeligt i mig selv.
Noget jeg kalder Grønland.

Jeg er ikke fra Grønland,
men det er som om jeg alligevel har aner dér...
noget der... er mig.

Noget jeg kan tage til mig,
anerkende som noget,
der bor i mig...

i kraften af fuldmåne... sæl... og ben.
 
Se både Sælskinds-fulmåne-shieldet og det nye Sælskinds-yoni-shield i billedgalleriet "Drømmefangere og shields".
 
 
4.11.2021
Ny drømmefanger "Wild Soul" og shield som broche i billedgalleriet "Drømmefangere og shields" :)
 
 
18.10.2021
Lotte Rosenkilde ved Æblemosaik "Gaia"
Så blev æblemosaikken Gaia færdig, afsløret ved Æblets Dag d.16.10. og rigtig, rigtig godt modtaget.
 
Gaia er Jordens Gudinde i den græske mytologi.
Hun er den levende Moder Jord.

Gudinden Gaia holder kærligt om vores grønne planet. Hun og jorden er ét. Den røde dobbeltspiral synliggør en strømmende livskraft – og i de lange, bølgende æblerækker, som danner stjernehimlen, månen, jordkloden og Gaias lange, røde hår, fornemmes også denne energi, som gennemstrømmer alt.

Æblemosaikken har, siden starten i 2002, været en del af fejringen af Æblets Dag på Fejø. Æblemosaikken bliver stående på havnen i nogle uger, farverne skifter gradvis, og når den ikke længere giver næring til sjælen bliver den fuglenes føde.

Fakta om æblemosaikken: 3 x 4 meter, 5.000 søm og henved 4.000 æbler.
 

8.10.2021
Æblemosaik undervejs.

For første gang siden 2014, står jeg igen foran den 12 m2 store sømplade... omgivet af stabelvis af kasser med æbler, overhead, stillads og andet grej.

Det er altid spændende... nervepirrende faktisk... om der nu er alle de rette sorter, farver, størrelser og mængder...
og det er der aldrig. Og hver gang er jeg ved at gå til.

Men så er der nogle andre... og så bliver det godt alligevel.
Efter her på 2.-dagen allerede at have været ude i et par kriser, synes jeg faktisk jeg er kommet rigtig godt fra start...

Æblerne breder sig, som ringe i vandet ud fra de forskellige former, og på et tidspunkt sker der det fuldstændig magiske, at overfladen begynder at blive levende og vibrerende...

og jeg tror det er dér, jeg kommer i tanker om, hvorfor jeg står der... for at opleve, at det motiv, som først blot er en idé, og derefter en tegning på et A4-ark... at den bliver til en stor, levende flade af æbler i alskens nuancer og kontraster.

Motivet er, som altid, en hemmelighed...
frem til afsløringen på Æblets Dag d.16. oktober.
 
 
25.9.2021
Min virksomhed har fået nyt navn: "Urkraft Kunst".
 Lotte Rosenkilde. Urkraft Kunst.
Ved Efterårsjævndøgnet lagde jeg en spiral af nedfaldsæbler i haven. Spiralen er mit nye logo.
Og i en stemning af Høst og Cyklus, faldt brikkerne på plads, og det virkede åbenlyst, at netop "Urkraft Kunst" er essensen af, hvad mine værker synliggør og formidler.
 
Jeg ansøgte om det nye navn, og allerede samme aften kom der svar fra erhvervsstyrelsen, med godkendelsen og mit nye registreringsbevis.
 
Det er virkelig flow :)
 
 
24.9.2021
"Jeg skaber min virksomhed i Den Nye Tids Ånd" står der på en tavle i mit atelier.
 
Det er den inspiration jeg tager udgangspunkt i, mens jeg følger både indre guidance og ydre vejledere.
 
Og, efter bedste evne, skaber min virksomhed i samme ånd, som jeg skaber min kunst. Lige så glædesfyldt. Lige så autentisk og i overensstemmelse, med den jeg er.
 
 
19.9.2021
Som omtalt d.25.8. satte jeg mig selv den udfordring, at skabe 28 Gudindebilleder, og dele dem og mine processer undervejs, på min fb-side Urkraft.
 
Nu er jeg kommet i mål med de sidste :)
Det blev til både billeder, mosaikker kombineret med land art, og shields i de kunstneriske udtryk.
 
Det blev også til en del indre processer og udfordringer, bl.a. i at være synlig undervejs i forløbet.
Samtidig åbnede og forstærkede det et flow i skabelse, som fortsat er i gang - nu i form af genskabelsen af min virksomhed i Den Nye Tids Ånd.
 
 
13.9.2021
Billedgalleriet "Drømmefangere og Shields" er blevet opdateret med en række nye shields med bl.a. det trefoldige månetegn og andre kraftfulde, feminine symboler.
 
 
25.8.2021
Hvert år vælger jeg et tema. Noget jeg ønsker at have fokus på gennem hele året.
 
I 2021 er mit fokus: "Jeg står til rådighed for Guds/Gudindens inspiration til at bringe mine gaver ind i verden".
 
Det har medført, at især første halvdel af 2021 har været meget indadvendt og der har været mange, dybe personlige processer.
 
Henover sommeren og sensommeren har jeg deltaget i flere online workshops:
"Art Medicine Voyage" (Alexis Cohen)
"Yoni Art Fest" (Laura Hollick)
"Artist Abundance Challenge" (Laura Hollick) - og senest
The Sacred Art of Entrepreneurship" (Alexis Cohen)
 
Inspireret af de to første workshops mærkede jeg behovet for at fortsætte det kreative flow, og det fokus i den feminine kraft, jeg var kommet ind i - og jeg gav mig selv den udfordring, at lave 28 Gudindebilleder, samt at dele billeder og processer undervejs på min fb-side Urkraft.
 
Det sidste er også for at udfordre mig selv på større synlighed, ikke kun med de færdige værker, men også med de mindre gode resultater og blindgyder, som er en uomgængelig del af den skabende proces.
 
Udfordringen er stadig i gang, med pt 20 Gudindebilleder manifesteret og 8 tilbage. En rejse gennem mangfoldige udtryk af Den Feminine Guddommelige Kraft.
 
Energien bliver gradvis mere udadvendt igen nu, efter at have hentet næring i nye og dybere lag, så jeg er spændt på, hvad der kommer frem i den kommende tid og hvor vejen fører mig hen.
 
Lotte Rosenkilde. Urkraft Kunst