Høje skatter risikerer at reducere Vejle Kommune til opland for erhvervsvenlige nabobyer. Dette kan ifølge Liberal Alliances spidskandidat, Peter G. Harboe, blive konsekvensen, hvis Vejle Byråd ikke udviser den fornødne vilje til at forbedre erhvervslivets vilkår. På de mange vælgermøder, der for tiden gennemføres rundt om i Vejle Kommune, fremgår det, at R, SF og S ikke ser den store udfordring i, at Vejle Kommune har Jyllands højeste erhvervsskat (dækningsafgift), fordi kommunen af regionale årsager oplever en momentvis stigning af tilflyttere. Peter G. Harboe mener dog, at det er farligt for Vejle blot at hvile på laurbærrene:
"I Liberal Alliance anlægger vi et lidt større perspektiv, fordi vi ønsker at fremtidssikre Vejle Kommune. Tilflytningen i Vejle skal ses i lyset af en hel general bevægelse fra Vestjylland til Østjylland. Det burde få alarmklokker til at ringe, når kommuner som f.eks Horsens har en større stigning i tilflyttertallet, end vi ser i Vejle Kommune. Dette kan meget vel hænge sammen med, at der skabes flere arbejdspladser i Horsens. En familie, der flytter til Østjylland, vil helst have én af de to arbejdspladser tæt på boligen, og bosætningen er derfor også styret af, at der er arbejde at få", siger Peter G. Harboe.
Peter G. Harboe er stærk bekymret for udviklingen og undres over, at et parti som Venstre tilsyneladende melder hus forbi:
"Vejle skal ikke ende som oplandsby til Horsens, Herning og Aarhus. Den vision hænger ikke sammen, både fordi trafikken er tæt på at bryde sammen på E45, togene kører langsomt og uregelmæssigt og fordi andre kommuner hurtigt kan tilbyde gode grunde, og slå os på lettere adgang til byerne med mere dynamik. Vejle kan aldrig blive et nyt Gentofte, hvor der bor rige skatteydere med jobs i København. Vi skal have arbejdspladser i Vejle Kommune. Og nogen skal altså sige dette igen og igen i byrådet, for Venstre skærer ikke igennem her. Alvoren i tabet af 4.600 arbejdspladser og et dårligt omdømme ser ikke ud til at røre Venstre. Liberal Alliance er eneste garant for en positiv udvikling", siger Peter G. Harboe.

Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg