
Bragt i Vejle Amts Folkeblad den 10. December 2013
Den politiske aftale og konstitueringen for 2014 til 2017 er på plads og snart starter en ny byrådsperiode. Det er rigtig glædeligt at se, at borgmesteren har taget et af Liberal Alliances politiske mærkesager alvorligt. Nemlig skabelsen af arbejdspladser. Intet er mere vigtigt end at Vejle igen bliver en tilflytterkommune, både når det gælder erhvervsvirksomheder og borgere.
Ifølge den politiske aftale vil et af midlerne være et større fokus på erhvervsindsatsen. Man ønsker at samle området direkte under kommunaldirektøren og, man vil arbejde for at halvere dækningsafgiften. Nøjagtig som vi i Liberal Alliance har givet udtryk for er det helt rigtige at gøre.
Men nu er det vigtigt, at Borgmesteren ikke lægger sig tilbage i hængekøjen. Det er først nu at kampen begynder. De byer i Danmark der klarer sig bedst når det gælder erhvervsudvikling har arbejdet meget strategisk og udviklet erhvervspolitikken, i tæt dialog med erhvervslivet.
Vi skal også have indført det lange sigte i Vejle. Vi skal fortælle erhvervslivet hvad vi vil med dem om 5 og 10 år. Vi skal vise dem hvad det er kommunen ønsker at satse på. Det handler i høj grad om kommunikation og image.
Borgmesteren bør få en besøgs aftale i stand med Aalborg kommune, som har sat servicemål op på alle områder hvor kommunen møder virksomheden. Det bør Vejle også få. En ”No wrong door” politik der sikrer, at uanset hvor virksomheden henvender sig skal en rådgiver hjælpe med at give et overblik over erhvervsservicesystemet i kommunen. Hensigtserklæringer er yt. Der er brug for en løsningsorienteret og kundefokuseret service.
Når visionsdebatten for erhvervsområdet skal indledes, er det vigtigt at man også diskuterer tiltrækningen af arbejdskraft. Hvordan vil man hjælpe virksomhederne med at rekruttere den arbejdskraft de har brug for? Samarbejdet med uddannelses institutionerne skal blive stærkere. Igen fremhæves Aalborg som en kommune der har forstået at virksomheder og uddannelsesinstitutioner kan få gavn af hinanden.
Men det handler naturligvis også fortsat om at sikre et lavt niveau når det gælder skatter og afgifter. Og en infrastruktur der afspejler erhvervslivets behov. Gode lokale rammevilkår betyder meget for konkurrenceevnen. Den globale konkurrenceevne skabes lokalt.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg