Byrådet vender det døve øre til alle forslag om forbedringer i Vejle Kommune, uanset om de kommer fra borgere, eksperter eller kommunale direktører. Det må man konkludere efter dagens offentliggørelse af Dansk Erhvervs rundspørge blandt landets kommunale direktører. Denne viser, i lighed med en lang række andre undersøgelser, at der er store effektiviseringspotentialer i landets kommuner.
Det er beskæmmende, at det budget for 2014 som byrådet i Vejle byråd har vedtaget, slet ikke identificerer mulige besparelser. Havde man haft effektiviseringer for øje, kunne man meget passende bruge besparelserne på få fjernet Jyllands højeste dækningsafgift til gavn for det lokale erhvervsliv.
Rundspørgen blandt kommunaldirektører er langt fra ene om at identificere effektiviseringspotentialer. Socialstyrelsens hjemmeside viser f.eks. at Vejle Kommune ligger højest hvad angår omkostninger i hjemmeplejen med 556 kr. pr. time, mens Billund ligger lavest med 342 kr. pr. time. Også en analyse af kommunernes administrationsomkostninger foretaget af KORA viser, at Vejles omkostninger pr. borger er 5-10% højere end nabokommunernes. Endelig har Produktivitetskommissionen sammenlignet Vejle med andre kommuner og påvist, at der er store besparelser at hente, fordi det samme serviceniveau leveres dyrere i Vejle Kommune dyrere end andre steder.
Men det er tilsyneladende ikke kun eksperternes råd som byrådet i Vejle sidder overhørigt. Også borgernes frustrationer og påpegninger bliver ignoreret.
I denne uge havde vi det første vælgermøde med Handicapforeningen i Vejle Kommune, og her viste det sig yderligere, at de handicappede sendes rundt mellem fagudvalgene. Bureaukratiet var direkte forhindrende for god service. De handicappede hørte at forklaringerne på, at de ikke kunne få svar på hjælp var at sagen lå i en anden afdeling. Og Venstres repræsentant ville etablere mere koordinering.
Vi kan gøre Vejle bedre.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg