Nye indlæg

Brug for mere Erhvervsfremme

Skrevet af Alis Sindbjerg Hemmingsen, kandidat til byrådsvalget i 2013
17-09-2013 15:02

Alis Sindbjerg HemmingsenDette indlæg blev bragt i Vejle Amts Folkeblad den 17. september 2013:

I Vejle Amts Folkeblad kunne man forleden læse at Vejles borgmester, Arne Sigtenbjerggaard havde haft besøg af KL og herunder også borgmestrene fra omegnskommunerne.

Gudskelov var temaet for dette møde erhvervsfremme. På dette møde proklamerede borgmesteren at ”Vejle skal også, på lige fod med omegnskommunerne, allerede næste år være i top 10 når det gælder erhvervsfremme”.

Hidtil har borgmesteren, som alle jo ved, ikke beskæftiget sig eller udtalt sig om andet en skoleområdet, så der er tale om en positiv udvikling. Som vælger og borger kan man have lov at håbe at det, at tiltrække virksomheder og iværksættere, ved at sikre et godt erhvervsklima gennem mindre bureaukrati, vækstfremmende løsninger samt lavere og færre skatter også kunne vække borgmesterens oprigtige interesse. Gode vilkår for erhvervslivet er altafgørende for at skabe vækst og velstand, der igen er forudsætningen for at vi kan leve et godt liv i Vejle med høj kommunal service.

Det der bekymrer mig mest er at borgmesteren, eller Venstre, ikke har givet nogen konkrete løsningsforslag til hvad de vil gøre for at Vejle Kommune kommer i top 10. 

De siger jo ellers at man med dem kommer ”sikkert videre”.
I Liberal Alliance ligger det os meget på sinde at give en hjælpende hånd med for at sikre at Vejle bliver skubbet i den rigtige liberale retning.

Helt konkret tror vi på, at der skal ryddes op i Vejle når det gælder erhvervsfremme.

Der skal etableres en stærkere organisering ved at oprette en erhvervsfremmefond. Der skal ansættes en erhvervsdirektør som skal have ansvaret for erhvervsudvikling og service, men også turisme. Vi skal være meget bedre til at udnytte synergien over mod erhvervene. Helt basalt har vi i Vejle Kommune brug for et større fokus på erhvervsfremme indsatsen og mere vækst og skabelse af arbejdspladser. Fordi vækst giver arbejdspladser. Og arbejdspladser giver råd til lavere skat.


Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

Peter Georg Harboe  | Tlf.: 87551930 | pgh1958@gmail.com