Indlæg i Vejle Amts Folkeblad lørdag:
Viceborgmester Dan Arnløv (K) udtalte efter åbningen af det renoverede bibliotek i Vejle d. 28. august i Folkebladet at "om et par år skal vi have et nyt kulturhus, som både bibliotekarerne og kommunen fortjener". Spørgsmålet er måske mindre hvad en gruppe kommunalt ansatte fortjener, fremfor hvad der skaber de muligheder og den udvikling i kulturlivet som skal være i en attraktiv by. Indenfor musikskolerne taler man om "fødekæden" fra den lille musikskole til orkestrene. Brydes fødekæden, indebærer det, at der måske er en lokal musikskole, men ikke noget musikliv i byen med f.eks. musiktilbud i ungdomsskoler eller lokale spillesteder. Sker det, forsvinder eller visner talenterne.Tilsvarende har vi fødekæder til næsten alle former for kulturliv. Spørgsmålet er, om det er nye bygninger og flere mursten, der skal til - eller om det er andre ting, der sikrer kulturens fødekæder? Vi vil i LA hellere styrke indhold og substans end flere prestigebyggerier.Lad os nævne et konkret eksempel. Den digitale udvikling gør, at udlån af bøger ikke længere er bibliotekernes eneste opgave. Men de kunne være langt mere aktive i at udvikle adgangen til digitalt indhold, hvis ikke vi havde et aftalesammenbrud mellem forlag og stat. Dette sammenbrud og den manglende vilje til nytænkning kan meget vel betyde at adgang til litteratur og andet digitalt indhold skal søges udenfor bibliotekerne.
Kulturhuse er en del af den traditionelle, socialdemokratiske tankegang, men verden har bevæget sig siden de første folkebiblioteker. Lad os tænke i nye baner - til gavn for både borgere og kulturudviklng.
Mette Bock MF Liberal Alliance, Kulturordfører
Peter G. Harboe, Spidskandidat Liberal Alliance

Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg