Jeg drømmer om at blive gammel i Vejle. Gør du også?
Vejle har så mange gode kvaliteter som jeg helt sikkert også vil sætte pris på når jeg engang bliver gammel.
Mange ting er helt sikkert meget anderledes til den tid. En ting er dog sikkert. Jeg vil bestemme over mit eget liv. Hvilket jo ikke er meget anderledes end at være gammel i dag.
I dag kan det dog være svært at praktisere ”livslang selvbestemmelse” fordi der hersker et regel tyranni uden lige. Mursten er vigtigere end mennesker. Som kandidat til byrådet for Liberal Alliance har jeg en drøm om at forandre ældreservicen. Her er et bud på hvordan verden ser ud i 2020 når det drejer sig om Vejles ældreservice:
De ældre på Vejle kommunes plejehjem har i høj grad indflydelse på deres eget liv. Det betyder f.eks. at de selv kan bestemme hvornår de vil stå op, hvordan de vil indrette deres hjem, hvilket tøj de vil have på. Det betyder også at de ikke skal spise et bestemt sted, at beboerens hjem ikke skal indrettes efter plejehjemmets rutiner og at bleen ikke bliver skiftet på faste klokkeslæt. Det er med til at give værdighed og respekt for den enkelte beboer.
Rammerne på plejehjemmene rummer forskelligheden og mangfoldigheden blandt beboerne. Hver enkelt beboer kan så vidt muligt fortsætte det liv de levede inden de flyttede på plejehjem. Den medmenneskelige holdning er i fokus hos både ledelsen og medarbejderne på plejehjemmene. Ledelsen tager aktivt del i hverdagslivet og er synlig for beboere, medarbejdere og pårørende. Ledelsen og mellemlederne går forrest og viser, hvordan værdierne skal udleves.
Beboerne får gode oplevelser hver dag. Det betyder frisk luft og et varieret udbud af aktiviteter til beboerne. Plejehjemmene er åbnet op mod lokalsamfundene og der arrangeres fællesaktiviteter for beboerne og borgerne fra lokalområdet. Det er også gjort attraktivt for de pårørende at være på plejehjemmet.
Den frivillige indsats på plejehjemmene er blevet udbygget. Det har betydet at vi har skabt rum og plads til de frivillige. Der er skabt retningslinjer for den frivillige indsats.
En personlig stemme på mig til byrådsvalget er således også en stemme på at mennesker er vigtigere end mursten og arbejdet for at gøre ”livslang selvbestemmelse” til en del af plejehjemskulturen.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg