Bragt i Vejle Amts Folkeblad i April måned
Det er Vejle byråd jeg gerne vil vælges til. Her vil jeg gerne være med til at slå på tromme for at iværksættere og virksomheder følger sig budt velkommen og hjulpet til vækst. I Folkebladet kunne man den 27. marts læse at Hedensted har ansat en ”erhvervskonsulent” der skal vise vej i den kommunale jungle. Det har man sådan set også gjort i Vejle kommune – her hedder det blot en ”guide”. For mig at se er det blot et fordyrende og bureaukratisk ekstra led som den erhvervsdrivende skal igennem.
På den korte bane lyder det attraktivt at man har en kommune med en guide eller erhvervsleder der så kan oprette projekter internt i organisationen til at løse den enkelte virksomheds problemstillinger. Men det gør jo ikke kommunen mere effektiv. Jeg vil hellere arbejde for at processerne fungerer og at man ledelses- og kommunikationsmæssigt løser de udfordringer der måtte være her og nu.
Og dem er der så rigeligt af i Vejle kommune. Med en dækningsafgift der ligger blandt de højeste i landet og et erhvervsklima der mildest talt er frosset fast er der brug for et rigtigt liberalt parti bag roret. Et parti der gradvist ønsker at fjerne dækningsafgiften, ønsker mere vækst, mere frihed til den enkelte og en mere effektiv kommune.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg