Frenderupgård er beliggende lige uden for Herrestrup midt i det smukke Odsherred med udsigt til Sidinge Fjord. Gården drives som familiebrug med 105 Jersey malkekøer og opdræt af kvier og stude.
Der hører 80 hektar jord til gården, og derudover drives yderligere 120 hektar.
Vi (Hans Peter og Nete) købte gården i 1995. Året efter satte vi 50 jerseykøer ind og begyndte omlægningen til økologi. En livsdrøm var gået i opfyldelse!
Gården ligger meget smukt og idyllisk, men alt var til gengæld i rigtig dårlig stand, så i år 2000 byggede vi en ny stald med plads til 110 køer. Det gav mulighed for at give dyrene bedre forhold, og vi nyder at se køerne trives.
På markerne dyrker vi næsten udelukkende foder til dyrene. Den vigtigste afgrøde er kløvergræs, og derudover dyrkes der lucerne, byg/ært til ensilage og korn til modenhed. Om sommeren henter køerne selv det friske græs på markerne, og om vinteren får de ensilage (konserveret, gæret græs). Køerne kvitterer med hver dag at levere 1900 liter mælk.