Den færøske hest er en af de reneste og ældste hesteracer i verden. Den er beslægtet med de engelske Exmoor og Dartmoor heste. Den ligner også de heste, der kom til Europa omkring år 200. Det er utvivlsomt de første tilflyttere af nordisk og keltisk oprindelse, der tog dem med til Færøerne. Lige siden har de levet vildt i bjergene og passet sig selv. Kun når man havde brug for deres arbejdskraft, blev de taget ned til bygderne, hvor de blev brugt til at bære gødning, sten eller tørvebrænde. De hårde livsbetingelser har vænnet dem til at kunne klare sig med næsten ingen ting. Flere skriftlige kilder beskriver hestenes livsbetingelser, blandt andet Lucas Debes, Svabo og Landt. Man kan ikke sige, at færingerne har været særlig gode ved deres heste, for selv om hestene har knoklet for bønderne, fik de ingen tak. Når man var færdig med at bruge dem, blev de gennet tilbage til udmarken, hvor de måtte livbjerge sig som bedst. Disse strenge kår har gjort hestene til det, de er i dag: et yderst foderlet dyr, som om vinteren får en tyk pels, som har fantastisk gode hove og stærke ben, er små, tålmodige og stædige, men også yderst udholdende, elegante og hurtige i forhold til størrelsen.
For 200 år siden gik der store hesteflokke i de færøske fjelde. Det samlede antal skønnes at have været mellem 600 og 800 dyr. For 50 år siden var der kun 5 tilbage, 4 hopper og en hingst. Antallet var faldet så meget af forskellige årsager, mange var blevet solgt til England for at arbejde i kulminerne, dertil blev der mindre brug for de færøske heste, da bønderne begyndte at bruge større og tungere landbrugsmaskiner, som krævede større heste såsom de norske Fjordheste. Da traktorer senere overtog, var der ikke længere brug for heste og heller ikke nogen større interesse i at bevare dem. Det var på et tidspunkt et offentligt erklæret mål at udrydde de færøske heste, fordi man ikke mente de var til nogen nytte. De heste, der ikke kunne sælges, blev drevet ud over en klippekant eller skudt.