JENS CHRISTIAN (GADENAVNE):
I Østergaards hus boede i sin tid en mand ved navn Jens Christian, som for øvrigt byggede huset. Han var musiker, og det levede han af. Han spillede til dans, men gav også undervisning både i klaver og violin. Undervisningen gjaldt mest børn, men disse skulle ikke komme til ham; Jens Christian tog ud og underviste i hjemmene. Selskabelig anlagt, som han var, blev det så også gerne til en kop kaffe og en sludder, når undervisningen var forbi. Han var også et vittigt hoved; således gav han alle de små vejstykker i Assedrup navne. Stykket lige ud for ham selv, kaldte han 'Fiolstræde'. Til højre ud efter landevejen, hvor mejeriet lå, fik navnet 'Mejerivej', mens det til den anden side hen til viadukten (som ikke var der dengang) blev benævnt 'Smedegyde. Stykket lige fra den anden side af viadukten og hen til åen, det var "Jens Frederik Nielsens Gade', og fra bækbroen og op til stationen, eller nærmere betegnet til Postsøren (Søren Madsen), blev besmykket med navnet 'Christoffer Marthens Alle'. Nu er vi lidt orienteret om, hvor de forskellige håndværkere og forretningsdrivende havde til huse. Havde Jens Christian levet i dag, kunne han selvfølgelig ikke have konkurreret med de offentlige myndigheder, hvad gadenavngivning angår. Disse har jo udtænkt så 'genialt' et navn som "Assedrupvej'!
BAGEREN:
Der boede en bager i Smedegyde. Hans brød var berømt og hans omsætning stor; ikke alene i Assedrup og omegn, men helt til Aarhus og i Aarhus. Forklaringen er den, at han bagte sit sigte- og franskbrød i sødmælk, derfor var det bedre end andres. Man kørte til Aarhus med brød 2 gange om ugen, men desværre blev omsætningen i Arhus større end i Assedrup, og så flyttede bageren til Aarhus. Også dengang fandtes der onde tunger, disse hævdede, at hvis kunderne havde set, hvordan der så ud i bageriet, så var omsætningen ikke blevet så stor. Mange år efter, at bageren forlod Assedrup, har jeg i Aarhus set brødvogne, hvorpå der stod "Assedrup Brød", så firmanavnet var godt indarbejdet.
BRUGSFORENINGEN:
Med banen kom også Brugsen til Assedrup. Vorherre gav os 10 bud, men han glemte det 11., nemlig samarbejde. Det var der imidlertid 28 fattige vævere i Rocdale i England, der huskede og det førte til, at de i fælleskab købte en sæk sukker. Derefter gik de sammen en aften om ugen, delte den og konstaterede, at de på denne måde havde sukkeret hjemme til det halve af, hvad de plejede at give for det. Det blev starten på verdens første brugsforening, hvis principper og ideer ikke alene blev taget op overalt i England, men efterhånden over hele verden. Disse bredte sig også til Danmark og dermed til Assedrup.
Brugsforeningen her havde først til huse i et lejet lokale hos snedker
J. F. Nielsen og startede med en kvindelig uddeler. Her lå Brugsen indtil omsætningen på kroen blev for lille, den købte man og her var Brugsen, indtil den for få år siden måtte kapitulere og lukke på grund af stigende konkurrence og ditto omkostninger. Lukningen blev til stor skade for det lille bysamfund; - det 11. bud var glemt.
Her skal ikke omtales Brugsens skiftende uddelere, men enkelte bør nævnes bl.a. Rasmus Svejgaard, så vidt jeg ved nr. 2 i rækken. Han var jordens ærligste mand, men fik et lille underskud, formentlig fordi han betjente sig af den dyreste bog, som findes, nemlig glemmebogen. Han flyttede til Odder, og en udtalelse fra den tid lød: "De var nogen grumme nogen derude i Assedrup. De tog mine penge (han måtte betale underskuddet), og de havde nær taget min forstand også."
De første mange år var der åben i Brugsen søndag formiddag og lørdag til kl. 10 eller så længe, der var folk på gaden eller kunder.
En meget aggressiv uddeler var Rasmus Pedersen. Han var ikke fagmand, men uddannet kontrolassistent. Han var i stand til at drive Brugsforeningen op til at blive en af egnens største. Der var flere købmænd i området, men når en døde eller flyttede, var Rasmus Pedersen på tæerne hos kunderne, om han kunne få leveringen af deres varer. Varerne blev leveret lige til huset. Han havde en nordbagger og en lille fjedervogn; med den kørte han rundt til alle kunderne een gang om ugen. Rasmus Pedersen var den rigtige mand på uddelerposten. Ydermere blev stationsforstander Marthens formand, hvilket viste sig at have en gunstig virkning på Brugsens omsætning.
Priserne kunne naturligvis ikke, hverken her eller andre steder, holdes nede på 50% som i Rocdale. Der skulle enten betales leje af lokale eller skaffes kapital til køb af forretning. Det afgørende ved Brugsforeningens rolle var og er vel nok, at den er "til stede" og medbestemmende på priserne på daglig forbrugsvarer i det hele taget.
Hvis ikke banen var kommet til Assedrup, kunne Brugsen lige så godt have ligget i en af de andre landsbyer; men nu var banen her og med den kunne man få varerne lige ind ad døren og til billig pris. Uden banen ville det have været vanskeligt at starte en brugs i Assedrup; varerne skulle jo så have været hentet i Aarhus med hestevogn, og selvom der var landevej herfra direkte til Aarhus, så var dennes tilstand sådan, at det altid var bedst at køre på marken ved siden af.
MEJERIET
Et mejeri havde vi også. Dets placering her var ganske naturlig, eftersom smørret kunne sendes billigt videre med banen; det kom jo dengang, og mange år frem, i dritler.
Af mejeribestyrere skal kun nævnes en enkelt, nemlig Niels Th. Christensen. Han var ikke af de første, men den, der var her længst og holdt ud sammen med mejeriet til det mange år efter blev nedlagt. Da han i sin tid blev ansat - han afløste M. Nielsen, der kom til Saxild - var det kun med een stemmes flertal. Han kom sammen med sin kone Mette fra Gjesing mejeri. Mette kom i mange år til at udgøre en del af ansættelsen, idet hun var uddannet mejerske -kvindelig mejerist. Det viste sig, som tiden gik, at det var et endog særdeles godt valg af mejeribestyrer, men i begyndelsen var mange skeptiske. Således mødte nogle at de utilfredse leverandører op på mejeriet og spurgte Niels Christensen, om han overhovedet kunne lave smør. Al skepsis blev gjort til skamme, for det viste sig, at han lavede endda særdeles fint smør. Han fik i tidens løb så mange anerkendelser, udmærkelser, diplomer og sølvtøj, ja den ene væg i deres stue var efterhånden tapetseret med diplomer. Også på anden måde var han leverandørerne en god mand. Var der noget i vejen med maskineriet reparerede han det i udstrakt grad selv; slog en trækile i her og der, frem for at ringe efter en dyr reparatør og derned sætte leverandørerne i udgift.
Foruden mejeriet passede han i mange år Brugsens regnskab. Yderlig var han en dygtig havemand og havde adskillige bistader. Da mejeriet efter mange års fin funktion blev nedlagt, købte han det og blev boende der til sin død.
SKOMAGER OG GARVER KNUD RASMUSSEN:
En skomager og garver slog sig også ned. Det var een og samme person - Knud Rasmussen, i daglig tale kaldet Knud Skomager. Foruden at bestride de to håndværk, var han også landmand; han ejede og drev en lille ejendom på Assedrup Mark på 4 td. land. Det var hans bopæl i mange år, og den blev drevet på bedste måde. Her holdt han en ko, et stk. ungdyr, tyr eller kvie, og en kalv. Koens overskydende mælk kom på mejeriet. Knud Rasmussen mente, at den leverede mælks vægt var for lille, tog derfor sagen i egen hånd, idet han så selv bar mælken til mejeriet, hvor han vejede det ind på en medbragt bisamvægt. Koen skulle ikke bare levere mælk, den skulle også gøre nytte som trækdyr. Den øvede ko klarede dette hverv udmærket; værre var det med makkeren, hvad enten det nu var en stor tyrekalv eller kvie, for den nåde aldrig at blive udlært. Af og til blev den forestilling ham for broget, og naboen måtte da træde hjælpende til med et spand heste.
Knud Rasmussen var også bygherre. Han lod bygge to beboelsesejendomme på Jens Frederik Nielsens Gade, dels for at skaffe sine børn tag over hovedet, dels for at kunne leje ud. Til hver af beboelsesejendommene var der bygget et lille "udskud", et slags halvtag. Disse forbeholdt han sig selv og brugte det ene til garveri, det andet til skomager værksted. Han erhvervede endnu et hus - i Nølev - også dette blev lejet ud.
Det læder, han brugte i skomagerværkstedet, var fremstillet af huder, han selv havde købt og forarbejdet i garveriet. Til garvningen brugte han bl.a. egebark, som han hentede direkte på "roden" i skoven, skrællede det selv af og overnattede i skoven for ikke at spilde tid på transport.
Han var på alle måder en praktisk mand. Når andre gik til barberen og gav penge for at blive klippet, så lod Knud Rasmussen håret vokse så langt, at han fik betaling for det.
Engang var Knud Rasmussen indlagt på sygehuset. Her blev der til eftermiddagskaffen serveret småkager. Resolut anskaffede han sig en kagedåse, samlede småkagerne sammen fra dag til dag, og tog dem med hjem for på den måde at spare julebagningen. Knud Rasmussen og hans kone var udsat for en stor sorg: De mistede fire børn under en difteriepidemi.
Efter konens død afhændede Knud Rasmussen landejendommnen og tog fast bolig i skomagerværkstedet.
DE TO SMEDE:
Der havde fra gammel tid været smed i Assedrup. Den sidste af "de gamle" var ikke helt almindelig. Han prøvede at starte en produktion af træsko, eller rettere jernsko. Min oldefar fik lavet et par, men de kom til at veje 16 pund, så videre fremstilling blev opgivet. Efter den gamle smeds død arriverede to nye smedesvende - nu skulle der smedes i Assedrup, og helst mens jernet var varmt. Det kneb lidt hos den ene - ham der boede i Smedegyde - for kul havde han aldrig, dem måtte folk selv medbringe. Det blev efterhånden for trættende for kunderne, så denne smedesvend ophørte som lokal smed og fik fast stilling på banens værksted i Odder.
Den anden havde større succes. Han var eksamineret beslagssmed fra hærens beslagssmedeskole og fik efterhånden en omfattende virksomhed. Han skoede heste til den store guldmedalje, men evnede også alt andet indenfor faget. Havde kunderne ikke tid til at bringe hestene til smeden, ja så tog smeden selv ud. Han var stor, stærk og præcis og havde sin karriere igennem sin bopæl og sit værksted på J.F.Nielsens Gade.
POSTBUDE:
Med jernbanen fulgte også postekspedition og ansættelse af to postbude. Assedrup stationsby var voksende på grund af tilflyttere, men også Tvenstrup, Svorbæk, Ruborg, Bøgeskov Driften og lidt af Nølev hørte til postdistriktet. Den ene stilling blev søgt og besat af smedens kone. Posten var dengang af et mere beskedent omfang; der var ikke mere end hun kunne transportere i en "svenskkurv". Senere, da posten blev mere omfattende, overtog beslagssmeden sin kones rute. Han lukkede smedien, måske fordi han foretrak fast stilling og løn, måske fordi smeden Chresten Jensen nu havde slået sig ned i Nølev, så konkurrencen indenfor faget blev for hård.
FORSKELLIGE HANDVÆERK:
Her skal blot nævnes tre forskellige "håndværk", der også var at finde i Assedrup: En træskomand, en sypige og "fransk-vask-og-strygning". Det sidste havde til huse i Fiolstræde.
SKRÆDDEREN:
En meget betydelig og dygtig mand var skrædder A.P.Nielsen. Han kom hertil fra Boulstrup og bosatte sig i J.F.Nielsens Gade. Han begyndte fra bunden, men oparbejdede i tidens løb en omfattende og 1. klasses forretning med en stor kundekreds. Hans princip var 1. klasses arbejde og 1. klasses varer, således førte han kun de bedste stoffer fra firmaet Falbe-Hansen, Randers. Altid havde han et stort udvalg på lager, og aldrig tog han dårlige kvaliteter hjem. Kun een gang, har han selv udtalt, har en kunde overtalt ham til at tage stof hjem af sekundær kvalitet og sy af det, men det skete kun en gang og aldrig mere. De Odder skræddere kunne slet ikke stå mål med A.P.Nielsen. Foruden sig selv beskæftigede han for det meste en svend og en lærling; desuden tog hans kone fuldt del i skrædderiet, og hun kunne vist også fuldt ud regnes for svend efter mange års arbejde der. Jo, der var gang i udviklingen og beskæftigelsen i Assedrup.
DE TO MALERE;
Af andre håndværkere bør nævnes de to malere, der kom hertil; den ene endog fra København. Begge var de prima håndværkere, den ene foruden en fin landskabsmaler og en dygtig kulissemaler for det senere Assedrup-Nølev Teater, eller rettere dilettantforestillingerne i Assedrup Skoles gymnastiksal. Af en bestemt grund, som jeg vender tilbage til, benævner jeg den Assedrup Skole, men det er naturligvis skolen henne på Nølev-bakken.
KARETMAGEREN:
Den sidste håndværker, der bosatte sig her (Smedegyde), var karetmageren. Han kom fra Kolind, hvor han havde drevet en omfattende forretning, men her i Assedrup blev det et enkeltmands-firma. Karetmageren gjorde sig mest bemærket ved sin fritidsinteresse - lystfiskeri. I åen fangede han ål og ørreder, men desuden ejede han en båd med motor, og fra den foregik størstedelen af fiskeriet. Han eksperimenterede med at få denne motor til at gå på vand. Således mente han, at han kunne spalte vandet i ilt og brint og derefter fylde brinten direkte på motoren. Så langt rakte hans fysikevner desværre ikke, trods utallige forsøg.
TÆKKEMANDEN:
En tækkemand havde Assedrup også på den tid - Jens Nielsen bosat på Assedrup Mark, eller rettere Skov. Ham var der god brug for, eftersom næsten alle huse var med stråtag. Sin faglige dygtighed og den store efterspørgsel udnyttede han på den måde, at havde nogen brug for ham, så måtte de sandelig hente og bringe ham i hestevogn. Foruden tækkeriet havde han til sin ejendom 4 td. land landbrug. Efter sigende skal han have været en usædvanlig flot mand og erhvervede sig derved tilnavnet hofjægermesteren". Han var gift med en svensker, og også hun skal have været noget ud over det sædvanlige, hvad udseende angår. To sønner, der begge så lige så godt ud som forældrene, havde de; de gjorde sig begge to hos det svage køn. Således lykkedes det dem begge at avancere fra 4 td. Land til godsejere. Da den ene af dem var blevet forlovet, fortalte Jens Nielsen vidt og bredt: "Nu har han 22.000." Når folk drog det i tvivl og mente, at det måtte være 2.200, så gentog Jens Nielsen:
"Nej! Det er søren rive mig 22.000" - dengang et helt usædvanligt beløb.
Jens Nielsen gik sommetider vel hårdt til bægeret. Det skabte problemer med konen; hun gav ham en omgang, hvorefter Jens Nielsen gik til sognefogeden (P. Nørgaard), at nu måtte han skaffe ham af med svenskeren. - Men de holdt ud til døden skilte dem ad. Jens Nielsen døde først, hvorefter konen solgte ejendommen og flyttede til København. Jeg husker hende dog tydeligt; ikke fra tiden i Assedrup, men når hun senere kom på besøg og var her i flere dage. Hun havde nemlig stadig tilknytning hertil, idet en afdød søster havde været gift med træskomanden, som således var hendes svoger.
