JERNBANENS ANLÆG OG ÅBNING 1885.
Der var forud gået mange og lange forhandlinger om banen. Der skulle skaffes den nødvendige kapital og banens lime fastlægges. Man måtte rundt til kommunerne for at forhøre om deres indstilling og eventuelle bidrag til banen. Saxild-Nølev var også med i "opløbet", og det var jo udvalgets hensigt, at hvor banen kom igennem, skulle man tilbydes en station. Nu opstod der vanskeligheder: Man forlangte, at stationen skulle ligge i Saxild. Det var ikke lige sagen, så udvalget gik i "forhandling til anden side”, nemlig til Astrup-Tulstrup, hvor man kunne enes om station i Tulstrup, hvilket, trods alt, var bedre end i Saxild. Imidlertid faldt man til føje i Saxild-Nølev og accepterede station i Assedrup, sådan som tilbudet lød på.
Anlægget af banen kom i gang. Mange folk myldrede til for at deltage; nogle for at tjene noget, andre for eventyret og nogle for begge dele. Disse sidstnævnte kaldtes banebørster. Disse banebørster skulle have tag over hovedet, og hos mine bedsteforældre fik 8 af dem bolig, så længe de havde arbejde ved banen. Min bedstefar ryddede huggehuset. (Huggehuset er det, der dengang svarede til en nutidig gårds maskinværksted. Her lavede man, ikke maskiner, men eksempelvis tøjrspæle til køerne, skaftede river, og hvad der ellers brugtes af småredskaber på en gård). Huggehuset fungerede altså som bolig for de 8 banebørster; der var lergulv og den eneste komfort, der skulle stilles til rådighed var frisk og godt hø til at ligge i; alt andet skulle de selv sørge for. Adgang til køkken havde de ikke; men det gik, de klarede sig.
Der var omkring Assedrup store jordarbejder, hvilket stadig kan konstateres. Arbejdet blev gjort med skovl og trillebør, dog tog man tipvogne til hjalp. Når de mange læs jord skulle fjernes og flyttes. Spor blev anlagt hertil; når en tipvogn var fyldt, blev den trukket igang af en hest, som blev styret af en rutineret kusk, for så snart det begyndte at gå nedad, skulle hesten ud af sporet, så kusken skulle være rap på fingrene for at få svinglen revet af tipvognen og hesten ud i en fart. At og til skete det dog, at kusken kom for sent og hesten fik et ben kørt af.
Banen blev færdig med stationsbygning og personale. Den oprindelige plan gik ud på, at banen skulle gå fra Aarhus til Odder, men den kom til at gå helt til Hou, selvom der ingen penge var til stykket Odder-Hou. Denne strækning betalte hofjægermester grev Holstein Rathlou på Rathlousdal - den kostede 50.000 kr. - I dag kender vi jo denne stræknings videre skæbne.
Banen åbnede, som nævnt, 1885. Her, som a11e andre steder, hvor der blev anlagt baner, fulgte der udvikling med, først og fremmest, naturligvis, de steder, hvor stationerne kom til at ligge. Det gjaldt også for Assedrup. Jernbanestationen blev det centrale i landsbyen, og der blev ansat en stationsforstander. Det skal lige nævnes, at de tre første dage togene kørte, var a1 persontrafik gratis, vel for, at folk kunne få 'smag' for det fine befordringsmiddel. Assedrup station udviklede sig hurtigt, både med hensyn til gods- og personbefordring. Der kom rejsende og gods fra hele kommunen, snart måtte forstanderen, som han kaldtes i daglig tale, have en assistent 3 dage om ugen; så der var gang i hjulene.
De første forstandere gik det knap så godt med. En af dem havde så forfærdeligt svært ved at komme ud af 'edderdunene', så morgentoget måtte gerne holde et stykke ude på 1inien og togpersonalet måtte ind på stationen for at kalde på forstanderen for at få signalet hejst og komme ind. Omsider fik man en forstander, der fik orden i tingene, nemlig Fritz Christoffer Martens, kommet fra Altona, i dag søsterby til Hamburg, men dansk indtil 1864 og grundlagt af den danske konge i 1700-tallet som en konkurrent til Hamburg. Martens var kommet for at deltage i anlægsarbejdet. Da banen startede blev han ansat som 1okomotivfører, avancerede herefter til stationsforstander i Assedrup, hvor han blev indtil sin død. Han var ordensmand til fingerspidserne. Således har driftsbestyrer Benzon senere udtalt, at Assedrup station var den på hele linen, som var bedst i orden og havde den flotteste og mest præsentable stationsforstander - Martens. Det viste sig senere, at samme Martens ikke alene klarede stationen til punkt og prikke; han blev også i sin tid en dygtig formand for brugsen.
KROEN:
En kro blev bygget, lige overfor stationen. Man kunne ikke have en jernbanestation uden også en kro. Vel var der i byen en kro i forvejen, men det var nok nærmest en smugkro, drevet sammen med købmandshandel og uden nogen form for faciliteter. Den nye kro, derimod, havde alle 'moderne faciliteter': Der var rejsestald, hvor der kunne staldes ind. Denne benyttedes bl.a., når der kom folk fra den afsides del at kommunen som f.eks. Saxild og Rude; folk, der skulle til Aarhus eller endnu længere og derfor med toget. Også de, der ikke var kørende, men måtte gå den lange vej til stationen, kunne få sig en 'hjertestyrkning' ovenpå spadsereturen. Jo, kroen havde sin fulde berettigelse også i forbindelse med den markedsplads, der blev anlagt i byen, og hvor der holdtes marked en gang om måneden. På kroen var der også et danselokale med dans hver lørdag aften. Det var mest øl, der blev skænket, men pigerne har nu nok mest drukket sodavand. Øllet serveredes i krus. Først på aftenen var kruset fuldt, men når det blev 'hen på', ho1dt kromanden kruset langt under hanen, så blev der mest skum og fortjenesten det større.
