Sådan som jeg ser det, handler centralisering groft sagt om, hvorvidt det er én person eller mange personer, der skal bestemme, hvordan noget skal gøres. Hvis et system er meget centraliseret, så sidder der én og bestemmer over alle, og hvis det er decentraliseret, sidder der flere mennesker rundt omkring og bestemmer over hver deres enhed.
For os i Region Midtjylland handler det for eksempel om, hvor meget staten og Folketinget skal bestemme og hvor meget regionen og regionsrådet skal bestemme. For eksempel på sundhedsområdet oplever vi, at staten og Folketinget bestemmer mere over sundhedsvæsenet end, det tidligere har været tilfældet. Regionerne bestemmer stadig en masse, men for eksempel er det staten, der bestemmer, hvor mange penge regionerne har at drive sygehuse, busser osv. for.
Fordelen ved at centralisere er, at man kan sikre en vis ensartethed i den måde, systemerne fungerer på, på tværs af landet og på tværs af regionen. Det er for eksempel vigtigt i forhold til borgernes retssikkerhed, dvs. borgernes sikkerhed for at de får den rigtige behandling af de offentlige.
Ulempen ved at centralisere kan være, at det kan være svært at finde ét system, der passer til alle. Nogle gange er der lokale forhold på et bestemt hospital eller i en bestemt region, der gør det uhensigtsmæssigt at lave samme system for alle. Hvis man centraliserer for meget kan man også risikere at nogle gode ideer rundt omkring ikke kommer frem i lyset og bliver prøvet af, simpelthen fordi at så skal hele det centraliserede system laves om.
Altså kan man ikke sige, at jeg er for eller imod centralisering. Der er både fordele og ulemper. Det er et meget kompliceret spørgsmål, og det afhænger meget af, præcis hvilken problemstilling man snakker om.
Mht. til køretider og afstand til det nærmeste sygehus ser jeg sådan på det, at det vigtigste er at få højt kvalificeret behandling så hurtigt som muligt. For at kunne få den bedste behandling af specialiserede læger, er det nødvendigt at samle behandlingen på større sygehuse. Det er desværre ikke muligt at have et stort sygehus i alle byer, og jeg er selv villig til at køre længere for at få en højt kvalificeret behandling.
Der har allerede igennem flere år været talt og skrevet om indførelse af en eller anden form for helikopterordning i Danmark. Det vigtigste i en helikopterordning er, at den giver mulighed for at bringe speciallæger frem til patienter, der har brug for akut livreddende indsats længere væk fra større byområder. Der kan i det væsentligste være tale om to typer af ordninger. Lægehelikopter, der alene kan bringe speciallægen frem til patienten, og lægehelikopter, der ud over at bringe speciallægen frem, også kan tage patienten med og bringe patienten frem til det relevante hospital.
Man er ikke nået så langt i planlægningsstadiet, at man har taget beslutning om vi skal have lægehelikoptere, der kan medtage patienter eller det alene skal være helikoptere, der kan bringe speciallægen ud til patienten. Man har heller ikke taget stilling til hvor mange steder, der skal være lægehelikoptere i Danmark eller hvor i landet, de skal placeres,
Udgifterne til anskaffelse og drift af lægehelikoptere vil afhænge af mange forhold. Først og fremmest af antallet af helikoptere. Dernæst om størrelsen af helikoptere. Hvis helikopteren skal kunne medtage en patient, skal den være større, og dermed bliver den også dyrere, både i anskaffelse og drift. Placeringen af helikopterne kan også have betydning for udgifterne. Overordnet set må man nok regne med, at det vil koste omkring 25 mio. kroner om året pr. lægehelikopter.
