Nye indlæg

Kategorier

Odder Svømmeklub foretager historisk stor investering

14-06-2017
Frem mod den kommende sæson har Odder Svømmeklub iværksat sin største investering til dags dato. Tre fuldtidsansatte skal skabe bedre rammer for medlemmerne i svømmeskolen og bedre vilkår for konkurrenceafdelingens svømmere
 
Af: Klaus Bach Christensen
 
Den 1. juni vågnede SvømmeDanmark op til en overraskende og opsigtsvækkende nyhed. Odder Svømmeklub kunne præsentere, at de havde ansat Michael Hinge som ny cheftræner fra næste sæson. På Facebook var mange trænerkollegaer og ’svømmeeksperter’ hurtig til at lykønske den kommende cheftræner med sit nye job, ligesom glæden også var stor i Odder Svømmeklubs bestyrelse.
 
”Vi har i løbet af sæsonen haft Michael Hinge tilknyttet som konsulent, så da muligheden opstod for at ansætte ham i en fast stilling, var det naturligvis vores klare førsteprioritet. Michael Hinge kommer med stor erfaring fra diverse jobs indenfor svømning og særligt hans 8 år som talentudvikler i Dansk Svømmeunion, har vi en forventning om, vil få afgørende betydning for Odder Svømmeklubs fortsatte udvikling”, siger formand Lars Rasmussen.
 
Odder Svømmeklubs sportslige profil er de seneste år blevet mere synlig, og det er særligt ønsket om at medvirke til, at synligheden bliver endnu tydeligere i lokalområdet og på den nationale scene, som Michael Hinge er blevet fristet af.
 
”Der har over en længere periode været gode svømmere i Odder Svømmeklub, som tilmed har klaret sig godt ved diverse mesterskaber. Det er særligt de resultater og svømmernes sportslige potentiale, som har været årsagerne bag, at jeg har været tiltrukket af et job i Odder Svømmeklub,” lyder det forventningsfuldt fra Michael Hinge.
 
Et af landets stærkeste og mest interessante træner-setups
Uden at træde tidligere trænere eller andre over tæerne kan næste års træner-setup i Odder Svømmeklub med rette siges at være det stærkeste, der nogensinde er set i svømmeklubben. I hvert fald når det kommer til de svømmetekniske og faglige kompetencer. Med to fultidsansatte konkurrencetrænere og en kommende fuldtidsansat breddeansvarlig for svømmeskolen venter der virkelig en spændende sæson for Odder Svømmeklubs medlemmer i både konkurrenceafdelingen og svømmeskolen. Bestyrelsen har derfor også store forventninger til de kommende år.
 
”Vi må være ærlige at sige, at det virkelig er et rigtig godt setup, vi kan præsentere for svømmeklubbens medlemmer. Vores ældste svømmere, årgangssvømmere og den spirende talentmasse i svømmeklubben må siges at få nogle af Midtjyllands bedste trænere stillet til rådighed. Vi håber det vil resultere i, at Odder-svømmere i alle aldre vil komme til at kæmpe med om medaljerne ved de store mesterskaber i fremtiden,” siger formand Lars Rasmussen.
 
Nuværende cheftræner i Odder Svømmeklub, Mads Hjorth, var forrige år nomineret til prisen som, Årets upcoming træner. Til Dansk Svømme Award i Cirkusbygningen i København, endte Mads Hjorth med at vinde prisen til svømmeklubbens og ikke mindst hans egen store begejstring. Med Michaels Hinges ankomst skal Mads Hjorth efter sommerferien være cheftræner på klubbens andethold, som primært består af årgangssvømmere, hvilket han har prøvet tidligere under sin ansættelse i AGF Svømmeklub. Samtidig bliver han ansvarlig for at udvikle og den røde tråd i Odder Svømmeklub helt fra svømmeskolen til førsteholdet.
 
”Jeg fik årets upcoming træner, fordi jeg har rykket niveauet på Odder Svømmeklubs bedste junior- og seniorsvømmere og dermed sat Odder på landkortet. At jeg nu får muligheden for at lave den samme udvikling på vores bedste årgangssvømmere, bliver ikke den store forskel for mig. Jeg ser derfor meget frem til at skulle træne K2-svømmerne, da der er mange svømmere med et stort potentiale, og flere af dem har virkelig rykket det sidste år,” siger Mads Hjorth.
 
Michael Hinge og Mads Hjorth har kendt hinanden længe og venskabet er særligt opstået i deres fællestid i landsholdssystemet, hvor Michael Hinge i flere år var ansat i en stilling som talentudvikler. Løbende har Mads Hjorth haft flere svømmere repræsenteret i landsholdssamlingerne fra sin tid i henholdsvis AGF og Odder.
 
”Jeg er sikker på, at Odder Svømmeklub kommer til at flytte sig mod den samlede målsætning i et hidtil ukendte tempo. Et stærkt trænerteam, der på forhånd kender hinandens arbejdsgang og ikke mindst arbejdsmoral, er godt. Det vil betyde, at den daglige træning vil få et markant løft ligesom opmærksomheden mod den enkelte svømmer forbedres. Samlet set vil hele konkurrenceafdelingen virkelig mærke et løft,” siger Michael Hinge.  
 
Spændende sæson venter svømmerne
Svømning er ligesom mange andre sportsgrene - hård og ubarmhjertig, når det kommer til at konkurrere blandt de bedste. Der er altså ingen genveje til succes, og det er særligt på det parameter, hvor svømmerne bliver testet i den nye sæson. Oftest har svømmere det med at tænke meget kortsigtet i form af at komme hurtigst fra A til B. Fra den nye sæson kommer svømmerne til at skulle tænke mere på og over, hvordan de kommer hurtigst fra A til B, hvilket blandt andet flere træningstider skal medvirke til.
 
”Vi får mere tid til detaljerne, og træningen kommer derfor til at indeholde en masse tekniske øvelser, en masse kontrolleret svømning og en smule fart,” forklarer Mads Hjorth. 
 
De flere træningspas kommer til at betyde, at konkurrencesvømmerne på alle niveauer kommer til at arbejde mere med det mentale aspekt af svømningen, som så småt begynder at fylde mere og mere, efterhånden som svømmerne deltager ved større stævner. Dette skal blandt andre sikre, at mange flere svømmere kommer til træning med et klart formål og et skarpt og realistisk mål.
 
”Svømmerne og deres forældre kommer til at se mere retning fra næste sæson. Alle skal vide, hvad de går ind til, og hvad de vælger til og fra, når de vælger at starte med at være konkurrencesvømmer i Odder Svømmeklub. Ligesom med det meste andet, så betyder et tilvalg i svømning også flere fravalg af andre ting. Og dette skal man være indstillet på i stedet for at prøve at finde plads til det hele,” forklarer Mads Hjorth.
 
Kommende cheftræner Michael Hinge er helt på bølgelængde med sin kommende kollega. Han håber, at sin tilstedeværelse kan flytte de nuværende og kommende svømmeres niveau, og på samme tid være medvirkende til at den røde tråd implementeres, således der opstår et stærkere og bredere talentflow i klubben. Mange svømmere bliver efter sommerferien seniorsvømmere, og dem kommer Michael Hinge særligt til at koncentrere sig om, således Odder Svømmeklub på sigt kan balancere alle niveauer og aldre.
 
”Jeg kommer ikke til at revolutionere de ting, som Mads Hjorth har arbejdet med på førsteholdet, men svømmerne kommer naturligvis til at mærke nogle forhåbentlig positive forandringer. Jeg er en træner, der går lige så langt som den svømmer, der står foran mig for at nå de fælles mål. Det samme vil jeg være overfor det trænerteam, jeg får ansvaret for, og som alle kommer til at være en del af det nye Odder Svømmeklub,” siger Michael Hinge.

Kategori: Klub Nyheder
Odder Svømmeklub | Nølevvej 6, 8300 Odder