Danmark

Dansk madkultur

Af Christoffer Hennings
Når man tænker på de store udbredte madkulturer som f.eks. den italienske eller franske kan det umiddelbart være svært at få øje på den danske. Dog vil de fleste danskere nok tænke på hakkebøffer med bløde løg, lune frikadeller med rødbeder og aspargeskartofler, smørrebrød, flæsesteg og kolde Carlsberg, hvis de skal nævne nogle af de ”mest danske” retter.
Danskerne har altid prøvet så vidt muligt at samle familien til så mange måltider om dagen, som muligt. Specielt aftensmaden er et vigtigt tidspunkt for den danske familie, for at mødes, spise og tale sammen. Der er også mange familier der samles til morgenbordet i forhold til franskmændene og italienerne, der slet ikke spiser morgenmad!

For 50 år siden var disse ”familiemøder” nok lidt mere udbredt, da det var tradition, og da folks arbejdstider var sat af til det. I dag har folk en længere arbejdsdag, og har typisk ikke mulighed for at være hjemme til både morgenmad og aftensmad.

Til frokost har danskerne altid spist de traditionelle rugbrødsmadder, også kaldet højtbelagt smørrebrød. Flere butikker kan stadig ses rundt omkring i Københavns gader der udelukkende sælger smørrebrød.

 

Den danske familie bruger ikke ligeså meget tid på mad i dag, som for 50 år siden. Da man ofte ser moderen i familien arbejde ligeså meget som manden i huset, disponeres tiden på anden vis. Mange af de gamle danske hverdags-retter, som f.eks. medisterpølse er blevet erstattet af mange udenlandske retter. Mange familier spiser jævnligt spaghetti eller pizza fra Italien, burgere fra USA, eller ”fryse-friske”, færdiglavede retter inspireret fra Thailand, Kina eller Japan.

Men når familien så endelig samles om en god Søndagsmiddag så er der ikke meget der kan ødelægge hyggen og den gode stemning.

Jeg mener at en del af den danske madkultur hænger meget sammen med selskabelighed og det danske ord hygge. Det moment at familien prøver at samles om bordet, både til morgenmad og til aftensmad, kan holde sammen på en familie.

 

Dansk mad er også blevet berømt i udlandet. Smørrebrød på dansk manér er meget efterspurgt i blandt andet Tyskland, og så er der selvfølgelig det danske wienerbrød, som stammer helt tilbage fra 1800 tallet. For ikke at glemme det danske øl. Carlsberg er det 5. største bryggeri i hele Verden,  og jeg er sikker på at det får en vis nationalfølelse frem i danskerne, når de står og faktisk køber en dansk øl på den anden side af jordkloden, eller når de ser en udenlandsk fodboldkamp og ser Carlsberg logoet på spillernes trøjer.

 

I de seneste år (fra år 2000) er det gået lidt ned ad bakke for den danske madkultur. De danske forbrugere har fået øjnene op, og lægger meget vægt på sundhed og figur.

I takt med den stigende velstand er flere fede fødevareprodukter kommet til, samtidigt med at mange fastfood kæder har fundet frem til lille Danmark. Derfor er mange af danske familier kommet på skrump, og man taber sig desværre ikke ved at spise flæskesteg.

 

Juleaften er jo noget helt specielt i Danmark. Den danske julemad ses ikke nogen andre steder end i Danmark. Flæskesteg, and eller gås. Kartofler vendt i sukker og smør samt almindelige kartofler. Rødkål. Tyk brun sovs og Surt. Mange familier laver deres egen kombination af retter juleaften. Og så selvfølgelig ris à la mande (som faktisk er en dansk ret, tro det eller ej) eller risengrød til dessert. Danskere der holder jul i udlandet har ikke en chance for at købe en flæskesteg hos slagteren, for han har typisk aldrig hørt om sådan en udskæring på svinet.

 

Maden fylder som sagt meget i danskernes hverdag, og det behøver bestemt ikke være noget ”der bare lige skal overstås, for ar man bliver mæt”.

Hvor mange har ikke prøvet at komme hjem til Danmark, efter en lang ferie i udlandet med eksotisk (og bevares lækker) mad, og få det første måltid mad med familien, bestående af gode danske traditionelle retter såsom hakkebøffer med bløde løg eller lune frikadeller med rødbeder og aspargeskartofler, sammen med en kold Carlsberg? – selvfølgelig afsluttet med natmad med højtbelagt smørrebrød som f.eks. dyrlægens natmad bestående af leverpostej, salt kød og rødvinssky, eller en roastbeef-mad med remoulade, pickles, ristede løg samt peberrod, eller en mad med flæskesteg belagt med rødkål og surt, samt en lille snaps til at falde i søvn på? 

For husk nu på det gamle danske ordsprog:

 

”Uden mad og drikke, duer helten ikke”     

 

Rembrandt Bos