Nyhavn som danskhed
Af Katinka Bach,
Ida Holst, Liv Nordin Christensen
Hygge, sol med god udsigt og en kold øl ved
kajen. Det er, hvad de fleste københavnere forbinder med Nyhavn. Kajen er fyldt
med restauranter, kroer og gamle både er fortøjret hele vejen ned langs havnen,
mens de mange mennesker indikerer, hvordan Nyhavn i årevis har tiltrukket
turister og danskere landet over. Få steder i landet kan vi sidde en lun
sommeraften, betragte de fortøjrede skibe med deres dannebrogsflag og føle os
mere danske end netop her. Men hvor ”dansk” er denne solskinsplet, når det
kommer til stykket?
Hvis man står ved Kongens Nytorv og kigger ned langs Nyhavn, kan man
fornemme de gamle og nyrestaurerede lejligheder, restauranter og berømte
værtshuse. Men Nyhavn har ikke altid været som det glansbillede, vi ser i dag. I
1671 iværksatte Chr. Den 5. udgravningen af Nyhavn for at skabe mere handel i
København og for at gøre det lettere for handelsskibsmændene at nå ind til
Kongens Nytorv. Udgravningen og arbejdet med dette pæredanske område blev
imidlertid forsøgt restaureret efter hollandsk forbillede ligesom også
Christianshavn og Holmen i øvrigt blev det - danske Nyhavn skulle ligne
hollandske Amsterdam. Måske som kontrast til Nyhavns tilstående område
Amalienborg – Frederiksstaden. Denne var nemlig opstået i 1600-tallet efter et
fransk inspireret barokbillede.
Havnen blev dog, trods det store arbejde, aldrig rigtig en succes. Men i
slutningen af 1700-tallet begyndte fiskere og købmænd i større grad at benytte
sig af havnens goder. Handlen gik godt, og stedet blev mere eftertragtet som
tiden gik, men dette fik en brat slutning, da englænderne bombarderede store
dele af København i 1807. Da Nyhavn og dets gamle bygninger blev rekonstrueret
og genopbygget, blev der igen sat gang i gyldne tider, hvad angik handel,
fester, hornmusik, slåskampe, piger og dans. Arkitektonisk blev rekonstruktionen
præget af engelsk kultur, mens værtshusene havde navne som Porto Bello,
Vallentino, La Sirene
og Hong Kong. De var og er rigt udsmykket med artefakter og levn fra sømændenes
rejser på de 7 verdenshave. Havnen havde her et ”beruset” ry og blev kendt som et
farligt sted at tage hen for finere folk. I løbet af 1800-tallet blev Nyhavn
det sidste sted med Danmarks fremvoksende havnefront i landet, hvor langt
størstedelen af de danske emigranter rejste mod Amerika fra. For en meget stor
del af Danmarks befolkning var livet præget af barske vilkår på sultegrænsen,
arbejdsløshed og social elendighed, og bl.a. derfor havde meldingerne fra
mulighedernes land en idyllisk klang over sig. Paradoksalt nok i forhold til
vores opfattelse af Nyhavn i dag, fordi stedet i 1800-tallet var et område, som
mange lige netop prøvede at slippe væk fra samt ”det typiske danske liv”. Lidt
over et par hundrede år gik, før Nyhavn blev forvandlet til et attraktivt, luksuøst
og hyggeligt sted med festlige omgivelser. Havnen tiltrækker i dag både
familier, unge, ældre og turister i store mængder og bliver den dag i dag set
som et af Københavns bedste svar på dansk sommer. Her kan man sidde og nyde
belgiske øl, spise thailandsk wokmad, få sig en amerikansk cola og burger eller
nyde fransk gourmetmad og drikke italiensk rødvin. Når Nyhavn forbindes med
dansk hygge, er det også på grund af flere historiske aspekter, der kan knyttes
til området. Det er f.eks. de gamle bondeinspirerede bygninger, man har valgt
at bevare i stedet for at foretage en rekonstruktion med ny moderne dansk
arkitektur, mindetavlen for H.C. Andersen, der har boet i et af husene samt de
gamle skibsbåde og teaterbåde, der den dag i dag stadig ligger til havns.
Alt i alt må vi sige, at sommer i Nyhavn er Danmark, når det er bedst, og
lægger op til vi danskeres favoritbeskæftigelse nummer ét – at hygge os i ro og
mag.
Væk er truslen fra bombarderende englændere, støjende sømænd med
historier fra de fjerneste kroge af verden, antastende glædespiger fra østen,
et virvar af handelsfolk fra hele Europa og trængte danskere på vej til at
forlade deres hjemland til fordel for chancen for noget bedre.
Tilbage er et stykke Danmarkshistorie, der altid er blevet præget, formet
og defineret i konstant dialog med et væld af forskelligartede indtryk og
påvirkning. Tilbage er et område, vi forstår som noget af det mest pæredanske.
Tilbage står en historie og en forståelse af Nyhavn som et stykke konstrueret
danskhed.
