Artikler / Briketfabrikken "Kronen" i MB

Kæmpestøvsugere i Munke Bjergby

På fotografiet ses ledere og arbejdere opstillet til fotografering af to traktortrukne sugevogne, som blev brugt på briketfabrikken KRONEN i 1930´erne og 40´erne. KRONEN fremstillede briketter af tørvesmuld, og sugevognene sugede det soltørrede smuld op, efter at en traktortrukket fræser havde behandlet mosejorden.

KRONEN lå lige nord for Munke Bjergby Station på adressen Kirkebakkevej 8. Tørvesmuldet kom i en stor briketpresse, som var opstillet ved jernbaneskinnerne. Man kunne derfor stampe briketterne ud og direkte op i jernbanevognene. Brændselet kunne så hurtigt transporteres videre ad Sorø-Vedde-banen.

Kjærhus Sørensen, som var flyttet til Munke Bjergby fra Haslev, havde en lille fabrikation af mælkesier, som afsattes til Frederiksberg Metalvarefabrik. Først i 1930´erne henvendte Kjærhus Sørensen sig til H. F. Nielsens Maskinfabrik i Haslev for at få hjælp til at kunne presse tørvejord til briketter. Der blev fremstillet et simpelt apparatur, og det lykkedes også at lave nogle små briketter. Briketterne kom på opfinderudstilling i København, hvor kulfirmaet Severin Petersen & Co. blev interesseret og ville sætte penge i briketfremstilling.

Det udviklede sig til et samarbejde med maskinfabrikken i Haslev, som fremstillede en solid og godt fungerende briketpresse og senere også bl.a. fræsere og sugevogne.

Da Anden Verdenskrig brød ud, kom der for alvor gang i produktionen både på KRONEN og på fabrikken i Haslev. Især briketpresserne gav fabrikken gode indtægter.

Lokalhistorisk Arkiv Stenlille modtager gerne oplysninger om KRONEN og om personerne på fotografiet. Arkivet har åbent tirsdage kl. 15-17.

Niels G. Sørensen
Lokalhistorisk Arkiv Stenlille | Hovedgaden 37, 4295 Stenlille