Sogne / Munke Bjergby sogn / Rude-Eskilstrup udskiftet 1792 / Ejerforholdene i Rude-Eskilstrup

Ejerforholdene i Rude-Eskilstrup

I referat fra et såkaldt åstedsmøde i Rude-Eskilstrup den 25. april 1792 i anledning af den forestående udskiftning får man et billede af noget meget typisk for ejerforholdene, nemlig at de er forskellige på samme tidspunkt.
I dette år er ejerforholdene i landsbyen således: fem gårde er dels under Sorø Akademi, dels under Baroniet Holberg og dels under Akademiets gamle gods. En gård (Rudegård) er under Københavns Universitet. En gård er under Bonderup ved Merløse. En øde jord hører til Bromme Kirke. Og en gård hører til Mørup Gods.

MørupbondenRemove Formatting

Repræsentanter for ejerne eller ejer selv var mødt – dog ikke for Mørups vedkommende, og vi får derved en klar fornemmelse af forholdet mellem øvrigheden og fæstebonden, idet der står ”men bonden af Mørup Gods blev fremkaldet og betydet den ham tiltænkte lod med forespørgsel, om han fandt derved noget at erindre, hvortil han svarede, at han overlod dette til sit herskab, hvem han i går morges tidlig havde underrettet om mødet ved sin nærværelse på Mørup.”

Der var i sandhed lang vej fra fæstebonden og til den øvrighed, der var mødt: Hr. Amtmand, kammerherre Scheel og landvæsenskommissærerne Justitsråd Kraft og Rådmand Christensen. Hr. Landinspektør Schytte fremlagde kort og delingsplan for byens mark.

De fremmødte var altså kammerherre Christian Ludvig Scheel-Plessen 1741-1801, amtmand over Københavns Amt 1773-99, ejer af Lindholm, Fussingø og Selsø, medlem af Den store Landbokommission og tilhørte dettes frisindede flertal og Jens Kraft Dinesen til Kragerupgård og Gyldenholm 1768-1827.
Lidt imponerende er det, at man for over tohundrede år siden i selve landsbyen drøftede delingsplanen til fællesskabets ophævelse imellem lodsejerne. Selv om "bonden af Mørup" altså ikke havde ”eget navn.”
På et møde på Tersløsegård den 21.9.1792 foregik den endelige udskiftning.
Lokalhistorisk Arkiv Stenlille | Hovedgaden 37, 4295 Stenlille