Visualisering. Hvad er det?
Kort fortalt, så er det at man forestiller sig noget for sit indre blik. Det kan være et indre billede, eller som en lille film der kører inde i ens hoved.
Selvom det lyder ret simpelt, så kan det være virkelig effektivt til at ændre på bestemte tankemønstre. Man skal ikke undervurdere, hvor meget man kan påvirke sig selv med sine tanker, hvad enten det er ubevidst og bevidst. Vores virkelighed formes af vores tanker. Du kender helt sikkert, at hvis du har fokus på noget, så fylder det pludselig mere. Det kan være du er blevet opmærksom på at du godt kan lide en bestemt farve, og nu ser du den alle vegne. Det er ikke fordi der er kommet flere ting der har den farve, det er bare fordi du er blevet opmærksom på de ting, der allerede var der i forvejen.
Vores krop reagerer også fysisk på det vi visualiserer. Når vi tænker på noget lækkert mad, begynder munden at løbe i vand, eller vi forestiller os noget uhyggeligt og får kuldegysninger. Visualisering kan derfor have en indvirkning på vores fysiske helbred såvel som det psykiske.
Først: en lille øvelse i visualisering
Tænk på, hvordan dit klædeskab ser ud. Hvilken farve har det? Hvordan er dørene; åbner de udad, ruller de til siden, og hvis de har håndtag, hvilken side sidder de så i?
Prøv at forestil dig, at du åbner dit klædeskab. Hvad ser du nu – har det hylder, en stang eller begge dele?
Hvis du kan forestille dig dit klædeskab uden at stå foran det, og se tingene for dit indre blik når du tænker over at besvare spørgsmålene, så visualiserer du.
Hvordan kan du bruge visualisering til at hjælpe dig selv:
Du kan bruge netop din opmærksomhed konstruktivt, hvis du tænker over hvor du retter den hen.
Allerførst: tal pænt til dig selv!
Hvis du bliver ved med at gentage noget for dig selv i dit hoved, så bliver det sådan, som du siger. Så hvis der er noget du gerne vil ændre, så er første skridt at ændre måden du tænker og taler om det på. I stedet for at tænke ”jeg kan ikke”, så tænk: ”jeg kan!”. Måske tror du ikke selv på det i starten, men jo flere gange du gentager det for dig selv, jo mere virkeligt bliver det.
For at tage et eksempel, så var jeg selv virkelig nervøs, den gang jeg skulle tage kørekort til traktor. Jeg var 16, og havde ikke kørt andet end cykel. Når man tager traktorkørekort sidder kørelæreren ikke ved siden af som i bil, men kører enten foran eller bagved. Hver gang jeg skulle ud at køre, forestillede jeg mig alle de ting der kunne gå galt. Hvad hvis jeg glemte hvordan man bremsede? Hvad hvis jeg overså en cyklist eller fodgænger når jeg skulle dreje?
På et tidspunkt indså jeg at jeg selv gjorde det meget værre, end det virkelig var. Jeg begyndte derfor at visualisere hele scenariet i mit hoved, inden jeg skulle ud at køre; jeg forestillede mig at jeg satte mig ind, startede traktoren, kørte ud på vejen, og jeg forestille mig at jeg hele vejen igennem kørte helt rigtigt, at det gik godt og at jeg havde det sjovt. Når jeg var ude at køre, fokuserede jeg på at sænke skuldrene og trække vejret. Jeg huskede at rose mig selv for hvor godt jeg klarede det, og tilgive mig selv hvis jeg lavede fejl.
Efter få gange, begyndte jeg faktisk rent faktisk at synes det var sjovt at komme ud og køre. Jeg bestod køreprøven i første forsøg, og jeg har endnu ikke kørt nogen ned. Klapsalve til mig!
Hvordan kan du bruge visualisering til dyr:
Dyr opfatter meget mere end vi tror, og det er noget jeg fortæller igen og igen til ejere, når jeg kommunikerer med deres dyr. Du kan sagtens fortælle de ting til dine egne dyr, som du gerne vil have at de skal vide. De skal nok forstå dig, også selvom de ikke reagerer fysisk på det, du siger eller sender til dem.
På samme måde som du kan hjælpe dig selv ved at gentage nogle bestemte ting, så kan du også gøre det for dyr. Du kan hjælpe dem med at opbygge selvtillid ved at fortælle hvor seje, dygtige eller søde de er, og du kan hjælpe dem af ved frygt, ved at fortælle dem om de ting de er bange for, og ved at forberede dem når der skal ske noget særligt.
Hvis du vil vise eller fortælle dit dyr noget, så kan du gøre det på forskellige måder:
- Du kan tale højt.
Jeg kan godt forstå hvis du synes det lyder en smule åndssvagt at skulle stå og tale højt til dine dyr og så regne med at de forstår dig, men tro mig, det gør de altså. De fleste dyr elsker at blive talt til. Jeg oplever ofte dyr fortælle, at de føler at de bliver inddraget i familien, når de både bliver talt og lyttet til, på lige fod med andre familiemedlemmer.
- Visualisér det, du vil fortælle dem, enten ved billeder eller følelser.
Det kan fx være, at du har en hest der ikke er særlig vild med at køre i trailer, men som elsker at komme ud i skoven og ride tur. Tænk på skoven, og forestil dig at du er i den sammen med din hest.
Hvis den kan blive klar over at trailerturens formål er at komme i skoven, er den måske mere motiveret for at gå i trailer, for nu ved den at der skal ske noget rart – og at den ikke bliver kørt et sted hen og efterladt, som nogle heste kan frygte. De fleste heste har jo oplevet at blive kørt fra et hjem til et nyt ved ejerskift, uden selv at være klar over at det var dét der skulle ske, så man kan ikke fortænke dem i at spekulere lidt over hvad meningen med det hele er. Når de først ved det, er det straks mere overskueligt.
Trailerlæsning er det klassiske eksempel, men visualisering kan bruges til alt. Det behøver ikke kun være problemløsning, du kan fx også fortælle dine dyr når du er på vej hjem til dem, eller på vej ud i stalden, så de ved du kommer. Du kan give dine dyr små opgaver, eller bede dem hjælpe dig med noget. Du kan også fortælle dem, hvor gå- eller rideturen går hen; måske skal I udforske et nyt sted sammen, møde legekammerater eller tage en god galoptur?
Det er kun fantasien der sætter grænser for, hvad du kan bruge det til, og du kan jo prøve at lege og eksperimentere lidt med visualisering. Måske vil du opleve, at dine dyr reagerer på det du viser dem. Eller det kan være du bruger visualisering på dig selv og oplever en positiv forandring.
Du er hvad du tænker...
Du kan læse endnu mere om visualisering og finde øvelser her
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg