Amilo

Amilo er min første rigtige kanin. Jeg havde faktisk et par kaniner da jeg var yngre, men jeg kan ikke huske så meget om dem, og jeg tror ikke jeg var helt gammel nok til selv at have og passe kæledyr dengang. Derfor fik de nye familier, som kunne tage sig bedre af dem end jeg var i stand til dengang.

 

Til gengæld brugte jeg enormt meget tid på at sætte mig ind i alt om kaniner, da jeg var blevet lidt ældre, og havde overtalt mine forældre til at jeg måtte få Amilo. Jeg var meget spændt. Jeg byggede sammen med min far et stort bur i haven, hvor han både kunne være inde og ude, og jeg hentede ham på en længe ventet dag sidst i sommerferien.

Han har altid været forsigtig, men efter lidt tid begyndte han nysgerrigt at undersøge sit nye hjem. Han nød at være ude, men mange aftener når vi sad og så fjernsyn, tog jeg ham med ind i stuen så han kunne hoppe rundt der, og så han kunne komme hen og blive kælet hvis han ville. Jeg lærte ham at gå i sele, så han kunne komme på tur i haven.
Det var min plan, at vi skulle træne hop og gå til stævner. Amilo er god til at hoppe, men han bryder sig virkelig ikke om at blive taget op, så efter et stykke tid lagde vi hoptræningen på hylden.

Sidenhen tilføjede vi en ekstra løbegård til hans område, så han havde mere plads ude og ikke mindst mere græs – men han har altid været lidt af en udbryderkonge og kan godt være opfindsom. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at han ikke løb særlig langt væk. Måske havde han lært fra vores gåture i sele, hvor i haven han måtte være, så jeg lod ham til sidst bare gå frit. Han har brugt mange timer på at rende ind og ud af huller i hækken, ”hjælpe” til når mine forældre eller jeg lavede noget i haven, grave i jord, tage for sig af køkkenhavens fristelser og ikke mindst på at tage nogle gode løbeture rundt i haven.

 

 

Derfor var det også noget af en omvæltning for ham da jeg flyttede hjemmefra og ind til min kæreste sidste år. Der gik faktisk lidt tid før han flyttede med, for jeg var meget i tvivl om hvad jeg skulle gøre. På den ene side vidste jeg at det ville blive svært for ham at vænne sig til at bo inde, så jeg overvejede at finde en ny familie til ham, men på den anden side vil jeg også meget nødigt af med ham. Jeg besluttede at give det en chance. Han fik sit eget område i vores lejlighed, men kunne gå frit over det hele. Han har dog aldrig turde gå på vores glatte trægulv, så han brugte det meste af dagen på at sidde stille. Jeg forsøgte at gå ture med ham i vores fælleshave, men der er mange flere lyde end han er vant til, så det var mere stressende end det var sjovt for ham.

 

Af den grund er han for nyligt flyttet tilbage til mine forældres have igen, efter lidt over et halvt års by-eventyr. Jeg kan konstatere, at han altså bare har det bedst ude, og han var SÅ glad da han blev genforenet med sin gamle have. Det er for koldt til at han kan være ude, så han bor på mit gamle værelse, men kommer ud på de dage hvor vejret tillader det.

 

 

Selvom han er 6 år og ved at være en moden herre, håber jeg at han bliver her i mindst 4-5 gode år endnu. Kaniner kan nemlig blive mellem 8-10 år, og nogle gange mere. Men faktisk var det lige ved at gå galt sidste efterår. Jeg opdagede pludselig en byld ved hans undermund, som var ret stor, så den må være kommet hurtigt. Jeg tog til dyrlægen med det samme, som undersøgte den og fortalte at det var en tumor. Den sad et dumt sted, så hun var ikke sikker på om den kunne opereres væk. Jeg lod Amilo blive på dyrehospitalet, og tog hjem den dag uden at vide om jeg ville få ham at se igen.
Heldigvis blev jeg ringet op dagen efter og fik af vide at det hele var gået godt. Dyrlægen fik ikke fjernet alt vævet omkring tumoren fordi den sad lige ved tænderne i undermunden, hvilket giver en risiko for at den vender tilbage. Men indtil videre er der intet spor af den, og jeg krydser fingre for at den bliver væk for altid!

Mit ønske er, at Amilo en dag skal have en ven. Jeg håber på at få ham kastreret inden længe, så han bagefter kan sættes sammen med en anden kanin. I naturen lever kaniner nemlig i par, og to kaniner kan have rigtig meget glæde af hinanden, hvis de er det rigtige match.

Jeg har lært af Amilo, at tålmodighed virkelig ER en dyd. Han er både forsigtig og følsom, så det duer ikke at have travlt, hvis man fx skal have ham ind fra haven og tilbage i sin løbegård. Hvis han mærker uro eller en lidt kaotisk stemning, så vil han slet ingen ting. Men hvis man er rolig, tager sig tid til ham og er opmærksom, så er han den nemmeste og sødeste kanin i verden.