Hvem bestemmer - dig eller din hest?

Det her indlæg bliver et af de længere, men også et der kommer lige fra hjertet. Det er nemlig et emne, jeg selv har brugt meget tid på at spekulere over, i forhold til de heste jeg har delt min hverdag med. Hvem af os bestemmer mest? Hvem er lederen i forholdet? Hvor meget kan og skal jeg kræve af hesten, og hvad skal jeg lade hesten at kræve af mig?

Jeg startede på rideskole da jeg var omkring 7-8 år gammel. Der lærte jeg hurtigt, at det er MIG der skal lede vejen, og hesten bare skal følge efter. Jeg fik af vide – ligesom flertallet af alle andre rideskoleelever sikkert også har fået af vide – at jeg ikke skulle lade hesten ”løbe om hjørner med mig”, at den ”prøvede mig af” og jeg derfor skulle ”sætte mig i respekt”.
Det var noget, jeg virkelig tog med mig, for heste var store dyr og jeg var dengang selv rimelig lille. Derfor havde jeg nok lidt for meget respekt, og jeg blev nemt nervøs. Når man er nervøs, har man som regel et større behov for at kontrollere situationen. Man er bange for at noget skal gå galt, og er derfor meget opmærksom på at forhindre at det sker; det var jeg i hvert fald. Jeg tør ikke tænke på alle de gange jeg har fået hevet alt for meget i tøjlerne, fordi jeg havde en forestilling om at hesten skulle til at sætte farten op. Det var jo mig der bestemte, så jeg måtte nødvendigvis gøre det klart på forhånd, hvad jeg ville have – men de fleste gange, tror jeg ikke en gang hesten selv havde tænkt at sætte farten op. Jeg hører tit at heste ”ser spøgelser”, altså bliver bange for ting der ikke er der (eller, som vi mennesker med vores sanser ikke kan se, lugte eller høre), men jeg er sikker på at ryttere lige så vel som heste kan se spøgelser.

Efter et par år på den første rideskole, stoppede min ridelærer med at undervise, og jeg startede et andet sted. Dér var omgangen med hestene lidt anderledes. Jeg er så taknemmelig for at jeg begyndte at ride der, for det har lagt fundamentet for min indstilling til og omgang med heste i dag. En af de vigtigste pointer, som min underviser gjorde meget ud af at indprente i hovedet på os elever, var at der aldrig er noget, der er hestens skyld. Det er altid rytteren, der laver fejl, for det er jo os der sætter os op på ryggen af hesten og stiller krav til den. Hun viste os hvordan vi kunne holde et bid i mellem vores lillefingre, og på den måde mærke, hvilken påvirkning vi lagde på hestens mund ved at trække med forskellig kraft. Vi red uden saddel, og hun tog os med på skridtture hvor hun trak hestene, og så skulle vi lukke øjnene, slippe tøjlerne og bare koncentrere os om at mærke og følge hestens bevægelser.

Det gik langsomt op for mig, at ridning overhovedet ikke handler om at bestemme og føre hesten, men tværtimod om at samarbejde og skabe en fælles leg, som er lige sjov for begge parter.

Det er nu mange år siden, jeg sidst har gået på rideskole, og i dag rider jeg faktisk meget sjældent. Hvorfor skal hesten bære rundt på mig altid, når jeg har to velfungerende ben selv? Jeg er blevet rigtig glad for at træne fra jorden, for jeg synes det giver en masse muligheder, og det er nemmere at lade hesten beholde sin egen fri vilje når man arbejder fra jorden. Jeg vil gerne have, at hesten selv skal have lyst til at arbejde med mig. Det skal ikke være noget den kun gør, fordi jeg kræver det eller tvinger den. Derfor arbejder jeg oftest uden tov, så den selv kan gå, hvis den ikke gider mere – jeg oplever dog, at de fleste heste hellere end gerne vil være med og deltager med stor iver i træningen, når de bliver inviteret og lyttet til.

Når det er sagt, så er jeg faktisk overhovedet ikke særlig god til at træne heste. Jeg har ikke så meget erfaring, og har aldrig fået undervisning i at arbejde med heste fra jorden, så det meste af tiden prøver jeg mig frem på egen hånd. Nogle gange med succes, andre gange uden. Den erfaring jeg trækker mest på er min egen sunde fornuft. Det går ikke så hurtigt, og jeg er sikker på at man kan gøre træningen meget mere effektiv og målrettet end hvad jeg formår. Jeg laver tit fejl. Men det gør ikke noget. Jeg har ikke noget jeg skal nå – det skal først og fremmest bare være sjovt, både for mig og for hesten. Jeg gør det så godt jeg kan, og det gør han også, så alt er lige som det skal være. Det vigtigste er at jeg har en fornemmelse af, at den hest jeg træner med, selv har lyst til at være sammen med mig. Så længe det er sådan, er det lige meget hvad vi laver.

Derfor gør det mig rigtig ked af det, når jeg hører andre sige om heste, at de ”bare skal sættes på plads” eller at de skal ”skældes ud” for noget de gør forkert. Det er en indgroet indstilling blandt hestefolk, det med at det er os mennesker der skal bestemme det hele. Men jeg synes det er forfriskende at tænke ud af boksen, og i min verden bør man tage heste alvorligt når de siger fra, for igen; det er jo os der sætter os op på ryggen af dem og stiller krav. Det er ikke omvendt. Derfor skylder vi virkelig også at lytte efter og give dem medbestemmelse. Vi rider ikke heste for hestenes skyld, men for vores egen, så det er ærgerligt når vi lægger skylden for problemer over på dem. De har aldrig bedt om at blive sat i den situation, de er i.

Der er heller ingen heste, der er bedre end andre. Alle heste er gode heste. Måske er en hest umulig at ride på, men det kan være at den er helt vildt god på gåture, til agility eller løsspring. Det kan også bare være, at den helst selv vil bruge sin dag på at lege med andre heste på folden. Den bliver kun en ”problemhest”, når vi trækker den ind i bestemte situationer og stiller krav til den, som den ikke selv føler at den kan leve op til. I hestens egen verden er den ikke en problemhest, tværtimod forsøger den at løse problemet, ved at gøre opmærksom på at den ikke kan leve op til de krav der bliver stillet til den. Men nogle gange reagerer vi med at skælde den ud og forstår ikke, hvorfor den ikke bare vil gøre som vi vil have.
Forestil dig scenariet den anden vej: Din hest kommer ind i dit hus for at hente dig. Du gider ikke rigtig med, men den sætter et snor i dit armbånd og trækker dig afsted. Udenfor vil den have dig til at løbe i en fastlagt retning, i et fastlagt tempo på bestemte tidspunkter. Du skal stoppe, når den siger stop, og starte når den siger du skal. Måske er du træt, men hvis du stopper når den ikke har bedt om det, bliver du straks bedt om at gå frem igen. Du bliver irriteret over det og begynder at vriste dig fri, men så får du skældud for at være besværlig. Din hest tror at du vil prøve den af, så den gør sig umage med at vise dig at den bestemmer.

Det er selvfølgelig sat lidt på spidsen, for der er også mange ryttere der er søde ved deres heste og lytter til dem – men jeg oplever at det er noget der alligevel tit sker. Jeg er sikker på, at hvis jeg blev udsat for dette, ville jeg følge mig uretfærdigt behandlet. Jeg tror på at heste er intelligente, empatiske og selvbevidste væsener, så jeg tænker at de altså også en gang imellem må føle at de krav der bliver stillet til dem er uretfærdige.

Utroligt nok, oplever jeg meget sjældent at heste brokker sig eller synes at de bliver behandlet uretfærdigt, når jeg har kontakt til dem. Mange heste vil bare gerne gøre det så godt de kan for deres ejer, fordi de ved at det gør ejeren/rytteren glad. De strækker sig langt, også selvom det nogle gange er på bekostning af deres fysiske eller psykiske velvære. Der kan gå rigtig længe, før en hest viser at den har ondt, selvom den måske et stykke tid har været generet fx under ridning. Men den ved at den bliver sat på plads, hvis den begynder at sætte sig imod rytteren. Den ved også at den gør sin rytter glad og stolt, når den arbejder godt, så derfor gør den det bedste den kan.
Derfor er det rigtig vigtigt, at man som rytter eller træner er opmærksom på den mindste ændring hos sin hest, at man lytter og ikke mindst tager det alvorligt, hvis den ændrer adfærd, og ikke bare fejer det hen som at den er uartig eller besværlig.

Jeg synes ikke det bør være en selvfølge, at en hest SKAL rides. Nogle heste har det måske bedst med en anden form for træning, eller helt at undvære træning, og bare hygge sig på folden med andre heste – ridning er vores behov, ikke deres. Hvis vi har heste og bestemmer at de skal rides på, så skylder vi dem i det mindste at være opmærksomme på deres behov og ønsker.

I forhold til de spørgsmål jeg stillede i starten, må konklusionen være – for mig, i hvert fald - at der ikke er nogen af os, der bestemmer mest. Vi har begge noget at skulle have sagt. Jeg synes heller ikke, at jeg som menneske per definition har ret til at være leder i forholdet. Jeg føler at det er bedst, når vi er lige, men der kan være nogle situationer hvor jeg ved mest og hvor det er bedst for os begge hvis jeg tager styringen. Nogle gange kan det også være den anden vej, hvor det er en fordel at lade hesten styre og vise vej.
Jeg skal kun kræve så meget af min hest, som den lader mig kræve af den. Hvis den siger fra, må jeg acceptere det, uanset hvad det er og hvor meget jeg selv gerne vil det. Det skylder jeg den, for den kræver heller ikke mere af mig end hvad jeg kan give den.