Det her blogindlæg er inspireret af et spørgsmål jeg fik for nyligt. Jeg kom til at tænke over hvordan telepati opleves for en, som ikke kender særligt godt til det. Jeg har jo efterhånden selv en del års erfaring med telepati, så jeg er godt bekendt med denne kommunikationsforms begrænsninger og muligheder.
Men hvis man ikke selv kan telepatere, kan det være rigtig svært at forstå præcis hvad det er der sker. Det er et enormt diffust emne, og jeg kan ikke engang selv forklare det helt grundigt, for der er bare så mange aspekter i det. Men helt kort, så stammer ordet fra græsk: tele betyder ”fjern”, og pati er en omskrivning af pathos, som betyder ”følelse”, det vil sige at det er en slags fjern-overførelse af følelser. Sagt endnu mere præcist, så er telepati tankelæsning. Men selvom man har tillært sig evnen til at telepatere med andre, så betyder det ikke bare at man kan aflæse andres tanker lige som man har lyst.
Telepati fungerer nemlig som en samtale. Når jeg tager kontakt til et dyr, så starter jeg med at præsentere mig selv over for dyret, og jeg forklarer hvorfor jeg ønsker kontakt med det. For meste siger jeg, at jeg tager kontakt på vegne af dyrets ejer, som ønsker at stille nogle spørgsmål igennem mig. Jeg kan ikke komme videre med samtalen, før dyret har accepteret mit forsøg på kontakt, og ”lukker mig ind” hvis man kan sige det sådan. Jeg har aldrig oplevet ikke at kunne nå igennem til et dyr, men nogle gange kan det tage længere tid end andre. Det er især med sky eller reserverede dyr, der har brug for at se mig an, inden de svarer.
Det kan sammenlignes med hvis en fremmed tog kontakt til dig på gaden; du ville nok føle dig bedre tilpas med at starte en samtale med dem, hvis de præsenterede sig ordentligt og forklarede hvorfor de henvendte sig.
Derfor kan jeg ikke bare aflæse alles tanker. Der er nødt til at være accept i den anden ende, før jeg får noget som helst svar tilbage. Det betyder dog samtidig, at telepati ikke kun begrænser sig til dyr. Man kan også kommunikere telepatisk med mennesker, hvis man har deres accept. Det bruges fx til mennesker, der pga. sygdom ikke har evnen til at tale, men som gerne vil have muligheden for at formidle nogle ting til deres nærmeste.
Hvis jeg går en tur på gaden, så har jeg det præcis som alle andre mennesker, der går en tur på gaden. Jeg kan kun høre det jeg selv tænker. Jeg har ingen anelse om, hvad alle andre omkring mig tænker.
Det samme gælder også hvis jeg går i en stald med heste, eller i en skov med dyr omkring mig. Jeg får ikke automatisk beskeder fra hestene i stalden hvis jeg går forbi, og jeg taler heller ikke med vilde dyr når jeg går en tur - i hvert fald ikke uden at jeg først koncentrerer mig og aktivt tager kontakt.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg